SRF ’14: Ustoppelige Alice Cooper

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/12/ef/ad/-E2P8603-69-1402393371.jpg
10. Juni 2014    

Han svigter sjældent på scenen. Men den sympatiske chok-rocker bruger for meget tid på at hylde sine gamle drukvenner i stedet for at spille mere musik fra sin egen suveræne diskografi.

Kunstner
Dato
05-06-2014
Genre
Trackliste
1. Hello Hooray(Judy Collins cover)
2. House of Fire
3. No More Mr. Nice Guy
4. Under My Wheels
5. I'll Bite Your Face Off
6. Billion Dollar Babies
7. Caffeine
8. Department of Youth
9. Hey Stoopid
10. Dirty Diamonds
11. Welcome to My Nightmare
12. Go to Hell
13. He's Back (The Man Behind the Mask)
14. Feed My Frankenstein
15. Ballad of Dwight Fry
16. Killer (uddrag)
17. I Love the Dead
18. Break On Through (to the Other Side)
(The Doors cover)
19. Revolution (The Beatles cover)
20. Foxy Lady (Jimi Hendrix cover)
21. My Generation (The Who cover)
22. I'm Eighteen
23. Poison
Ekstra
24. School's Out (med Rob Zombie)
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Han virker ustoppelig. Ham den 66-årige Alice Cooper, der snart har turneret verden tynd i et års tid. Sidste års show på Wacken Open Air i Tyskland imponerede endda så meget, at der næsten var en uhørt konsensus her på redaktionen om, at han leverede festivalens bedste koncert.

Det var tæt på, at han gentog triumfen på Sweden Rock, da han indtog scenen torsdag tæt på midnat.
Med en forsamling af forrygende musikere, hvoraf flere af dem har spillet med Gud og hver mand i det amerikanske hard rock-miljø gennem de seneste tre årtier, var chok-rockeren fra Detroit i sit es. Han leverede stilsikkert en stribevis af klassikere lige fra 1971’s ’Love it to Death’  og frem til seneste udgivelse, ’Welcome 2 my Nightmare’ fra 2011.

Fornøjelige klichéer

Som bekendt var kunstnernavnet betegnelsen for selve bandet Alice Cooper, der først i 1970’erne sprøjtede solide hits ud som ’Billion Dollar Babies’, ’I’m Eighteen’, ’Under My Wheels’ og ikke mindst ’School’s Out.’

Numrene er altid på repertoiret, og hovedpersonen med det borgerlige navn Vincent Damon Furnier har altid de samme tricks oppe i ærmet, som for eksempel de spiddede pengesedler, der deles ud til publikum under ’Billion Dollar Babies’. Hvilket såmænd altid er en fornøjelse at opleve. Eller når lejligheden byder sig, og lærlingen Rob Zombie pludselig løber ind på scenen og synger med på ’School’s Out, der stort set altid lukker og slukker Coopers to timers lange teatralske rockshow.

I 1975 tog Alice Cooper bandnavnet til sig og gik solo med konceptalbummet ’Welcome to My Nightmare’,  som handler om barnet Stevens foruroligende mareridt – karakteren er Coopers alter ego og går igen på flere udgivelser. Fra mesterværket fik vi titelnummeret og ’Department of Youth’, der nostalgisk bragte én tilbage til tiden, før Alice Coopers musik fik mere seriøs pondus af hård rock over sig.

For mange covers af drukvennerne

Op gennem 1970’erne var Alice Cooper en af Hollywoods mest berygtede drukkenbolte, der havde deres egen sprut-klub, Hollywood Vampires, på loftet af den berømte beværtning The Rainbow Bar and Grill.

Vennerne var Jim Morrison, Jimi Hendrix og The Whos trommeslager, Keith Moon. Ja, selv John Lennon og Ringo Starr drak sig i hegnet, hvilket var kravet for medlemskab!  Sprutten tog sørgeligt nok livet af de tre første ikoner, mens Cooper tæt ved dødens rand nåede at lægge flasken på hylden og i over tre årtier stadig og imponerende har holdt sig på vandvognen.

Men vennerne er ikke glemte, og aften efter aften hylder han The Boys og spiller coverversioner af The Doors, Beatles, Hendrix og The Who. Det er vældig sympatisk – faktisk er Cooper nok den mest sympatiske rockstjerne, man kan finde – men har man først oplevet, hvordan han placerer gravstene på scenen med vennernes navne på og spiller deres musik, bliver det ærligt talt en anelse langt i spyttet. Særligt når manden nu har så mange egne fede numre, han kunne fyre af.

Sublime 'Hey Stoopid'

Inden koncerten afholdt han pressemøde, hvor han noget overraskende kunne fortælle, at hans egne favoritnumre er ’Dangerous Tonight’ og ’Might as Well Be on Mars’, der hænger sammen på ’ Hey Stoopid’ (1991) – vel nok den mest helstøbte og bedste udgivelsen i karrieren.

Herfra fik vi titelnummeret og den festlige ’Feed my Frankenstein’, hvor førstnævnte skar suverænt igennem den svenske nat som koncertens triumfkort. Bare satans, at vi så ikke får mere serveret fra pladen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her