SRF '15: Historisk ringe freakshow
Populær
Vince Neil kunne hverken synge eller huske teksterne. Mick Mars lignede Boris Karloff. Verdens mest afdankede band overgik sig selv og gav en historisk elendig "koncert".
2. Wild Side
3. Primal Scream
4. Same Ol' Situation (S.O.S.)
5. Looks That Kill
6. On With the Show
7. Too Fast for Love
8. Smokin' in the Boys' Room
(Brownsville Station cover)
9. Mutherfucker of the Year
10. Anarchy in the U.K.
(Sex Pistols cover)
11. Dr. Feelgood
12. Shout at the Devil
13. Don't Go Away Mad (Just Go Away)
14. Live Wire
15. Too Young to Fall in Love
16. Girls, Girls, Girls
17. Kickstart My Heart
Ekstra:
18. Home Sweet Home
19. My Way
Det er tre år siden, Mötley Crüe sidst gæstede Sweden Rock. I år stod de igen øverst på plakaten. Men for sidste gang. Heldigvis!
Under sloganet ”All bad things must come to an end”, er det legendariske Crüe på afskedsturné. Den ufrivillige ironi kunne ikke være mere slående.
Ingen mennesker, udover fanboys i benægtelse, der har set kvartetten live i løbet af de seneste ti år, havde formentlig forventet, at verdens mest afdankede band ville give en tilnærmelsesvis god koncert fredag aften i Sverige.
Men at Vince Neil, Mick Mars, Nikki Sixx og Tommy Lee alligevel var i stand til at overgå dem selv og levere en så historisk ringe koncert, var alligevel nok imponerede.
En svensk anmelder tøvede med at bruge ordet koncert om oplevelsen. Det forstår man!
Efter cirka ti minutter forsvandt Vince Neil første gang om bag scenen. Om det var for at suge en streg coke i svælget eller få assistance fra et iltapparat, må stå hen i det uvisse.
Hvad end han skulle bag den scene i tide og utide, så hjalp det i hvert fald ikke på hukommelsen.
Den 54-årige flødebolle havde konsekvent så svært ved at huske teksterne, at ordene blev erstattet af mumlen og grynten, han desperat forsøgte at hægte på melodien – i et totalt tilfældigt toneleje.
Værst stod det til under ’Dr. Feelgood’, der kom i en uforglemmelig, perverst maltrakteret version.
”Are you feeling good,” fik Neil, der havde problemer med mikrofonen, fremstammet flere gange under nummeret.
”Are you?”, råbte man spontant tilbage. Han hørte det vist ikke.
Nummeret kan ses i bunden af artiklen på YouTube, hvor en kommentar rammer sømmet på hovedet:
” Sounds like someone playing Guitar Hero for the first time.”
Og hvor er det egentlig ærgerlig og sørgeligt, at opleve et band være så ligeglade og utaknemlige overfor deres mange fans. Undertegnede selv en af dem. For Mötley Crüe har jo numrene. De hører til blandt rockhistoriens fedeste bands – for over to årtier siden i hvert fald.
I dag er de desværre reduceret til et patetisk freakshow. For helvede, mand! Mick Mars stod som en forstenet mumie og lignede Boris Karloff, som havde horrorskuespilleren rejst sig fra graven.
Kun Nikki Sixx og Tommy Lee viste nogenlunde overskud og interesse for deres arbejde, men på ingen måde nok til redde æren under klassikerne som ’Shout at the Devil’, der kom så krampeagtigt, at selv Satan forduftede forskrækket fra koncerten.
”All bad things must come to an end”. Jo tak! Hold endelig jeres ord. Koncerten var dog ikke et farvel, bedyrede Vince Neil. Mötley Crüe spiller i Stockholm 15. november. Kun ekstreme Mötley-masochister kan have brug for det gensyn.
(NB! Anmeldelsen er baseret på koncertens første time. Det var mere end rigeligt)