SRF '15: Sveriges rockdarlings genopstod

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e3/ba/68/-T1X5605-39-1434090468.jpg
09. Juni 2015    

Efter fem års pause havde Backyard Babies lovet en historisk koncert. Så vildt blev det aldrig, men Sveriges store rockstjerner gjorde et sprudlende og stilsikkert comeback.

Dato
05-06-2015
Genre
Trackliste
1. Th1rte3n or Nothing
2. Highlights
3. The Clash
4. Powderhead
5. U.F.O. Romeo
6. Brand New Hate
7. Dysfunctional Professional
8. Abandon
9. People Like People Like People Like Us
10. Made Me Madman
11. Ghetto You
12. Roads
13. Star War
14. A Song for the Outcast
15. Heaven 2.9
16. Nomadic
17. Bombed (Out of My Mind)
18. Look at You
Ekstra:
19. Saved by the Bell
20. Minus Celsius
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

De er et populært navn i hjemlandet, de fire svenskere i Backyard Babies, der har holdt sammen i over 25 år.

I de seneste fem af dem, har gruppen dog været i dvale. ”Men vi har da jammet og spillet sammen i løbet af årene”, fortalte guitaristen Dregen på pressemødet få timer før koncerten.

Nyt materiale har kvartetten da også fået skruet sammen. ’Th1rte3n or Nothing’ udkommer til august.

Udover titelnummeret, der åbnede koncerten, fik festivalens gæster dog ingen andre smagsprøver på, hvad der ellers er i vente til august.

Backyard Babies tog den sikre vej og fyrede en 90 minutters hitparade af. Frontmand Nicke Borg havde på føromtalte pressemøde lovet at deres comeback ville blive en historisk oplevelse.

Så stort et løfte kunne de fire svenskere dog ikke indfri. Men mindre kunne også gøre det. For de havde uden tvivl set frem til at være tilbage i rampelyset, Nicke, Dregen, Peder Carlsson på trommer og bassist Johan Blomqvist.

Især de to guitarister var sprudlende med deres ægte rockstar-attitude. Deres sympatiske energiladning løftede middelmådige skæringer som ’Brand New Hate’, ’ Dysfunctional Professional’ og ’Heaven 2.9’ til et mere tåleligt niveau end forventet.

For nok spiller svenskerne med autentisk nerve, men musikken har aldrig båret præg af den helt store sangskrivning i de snart tre årtier, gruppen har rocket igennem.

At idolerne er Social Distortion, har Backbard Babies aldrig lagt skjult på, men inspirationen fra Mike Ness’ legendariske punkband skinner for tydeligt igennem i numre som ’U.F.O. Romeo’ og ’Look at You’.

Bedst blev det i de sange hvor Backyard Babies virkelig fremstår som deres helt egne. Dem kom der heldigvis nok af: Fra ’A Song for the Outcast’, over ’People Like People Like People Like Us’, ’Star War’ og lukkeren, der fik publikum helt op i en aftenekstase, ’Minus Celsius’.

Forrygende afslutning på et glædeligt gensyn med Sveriges rockdarlings, der fik fem års fravær til at føles som måneder siden sidst, de gjorde det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her