Storspillende og oplagt søndagsfest!

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b5/3b/bd/-DSF0204-42-1461546723.jpg
19. April 2016    

Gentlemans Pistols forenede et let humør med en musikalsk denimstørrelse, der bulede ud de helt rigtige steder. Briterne var ikke til at skyde igennem!

Spillested
Dato
17-04-2016
Genre
Trackliste
The Searcher
Comfortably Crazy
Widow Maker
Some Girls
Private Rendevous
Personal Fantasy Wonderland
Sherman Tank
I Wouldn't Let You
Stress & Confusion
Time Wasters
Devil's Advocate On Call
The Ravisher
Heavy Petting
Coz of You
Lying & Fooling
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Uanset hvilken firedagesfestival, man er på, er der som regel altid noget særligt over den sidste dag med musik. Sådan er det også på Roadburn, hvor søndagens program går under navnet Afterburner. Udover at der synes at være færre publikummer på festivalen under Afterburner, er den tinnitussmeltende hjerne, ens vablede fødder og generel bagskævhed med til at gøre musikoplevelserne til noget ganske andet denne dag. Ens musikalske smagsløg er godt krydrede, kunne man sige, hvilket gør, har man erfaret, at ens kritiske såvel som ens anprisende sider af koncertgængeren i en befinder sig under the festival influence.

Når det er sagt: Objektiviteten var selvfølgelig helt på plads, da britiske Gentlemans Pistols søndag aften på GUDDOMMELIG vis rykkede Roadburns såkaldte The Green Room rundt i et sublimt guitardrevet ottetal. Oplagtheden fra bandets side befandt sig hele den timelange koncert igennem på et herligt uprovokeret topniveau, ligesom samspillet kvartetten imellem var som taget ud af en våd rockdrøm.

Jeg mener, man kunne selvfølgelig have sagt sig selv, det ville blive godt – og det havde man da også på fornemmelsen, at det ville blive. Med to pragtplader i rap, henholdsvis ’At Her Majesty’s Pleasure’ (2011) og sidste års monsterdrøn af en rockspiller, ’Hustler’s Row’, var det i hvert fald ikke sangmateriale, bandet skulle gå ned på. Gentlemans Pistols er dog et band, der ikke lige støder hovederne sammen til koncerter fra den ene uge til den anden, hvilket gav anledning til tanker a la ”kan skiderikkerne overhovedet spille sammen?” Bandets leadguitarist Bill Steer har igen fået sit at se til med gendannede Carcass de senere år og arbejder angiveligt samtidig på endnu en plade med sit rockhjertebarn Firebird, ligesom også sanger, rytmeguitarist og idémand bag Gentlemans Pistols, James Atkinson, angiveligt arbejder på et soloalbum. Måske det skyldes disse omstændigheder, at det indtil videre kun er blevet til et par håndfulde koncerter i England i forbindelse med udgivelsen af ’Hustler’s Row’.

Ens små bekymringer om bandets evne til at spille sammen også i en livesammenhæng kunne dog rende og skide, da firkløveret gik på scenen og trykkede den nyere skæring ’The Searcher’ af på ikke bare overbevisende maner, men gudhjælpemig helt og aldeles overlegent. Nogle bands skal spille sig selv varme, andre er født klar. På Roadburn hørte Gentlemans Pistols så absolut til i sidstnævnte kategori. Atkinsons forbilledlige vokalharmonier på dette nummer blev leveret om end endnu bedre end på studieversionen, ligesom Bill Steers simple tilgang til det, vi kan kalde for en musikers udøvende magtdemonstration, kun blev det mere overbevisende netop på grund af den smukke mands patosblottede tilgang til sit erhverv. At man kan være sympatisk og afbalanceret og samtidig være rockens kådeste næve, er uhørt.

Man kommer heller ikke uden om rytmesektionen, bestående af det drøncharmerende muskelbundt Robert Threapleton på bas og kølige Stuart Dobbins på trommer. Gentlemans Pistols skiller fårene fra bukkene, hovedsageligt på grund af Atkinsons suveræne evner som sangskriver og sanger samt på grund af Steers eminente guitarspil, men ikke at rose Threapleton og Dobbins for i det hele taget at ligge som en markeret bund under al den suverænitet på toppen, ville være forkert. Det var et nummer som den aparte førstesingle ’Devil’s Advocate on Call’ denne aften et picture perfect eksempel på. Hvordan man overhovedet kan skrive så cheesy æggende et nummer og have succes med eksekveringen af det, skal vi ikke gøre os kloge på, men at det også i en livesammenhæng lykkedes de fire gutter at få deres takesunday roast rock a la Lenny Kravitz møder Kiss, er virkelig, virkelig imponerede. Og imponerende beyond belief var i det hele taget koncertslagets gang for Gentlemans Pistols velspillede rockfest på Roadburn.

Tak for den!





Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her