Popsludgere sled i sumpen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/3d/20/e2/-MG-8989-copy-87-1447175911.jpg
09. November 2015    

Torche fik aldrig forenet deres kræfter på scenen til en koncert, der druknende i ujævn lyd og for meget cruise control. 

Kunstner
Spillested
Dato
08-11-2015
Label
Genre
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Den hurtigeste måde at beskrive Torche på er at kalde dem et slugdeband, som skriver popsange. Og hvis det lyder en smule aparte, så er det, fordi det netop er, hvad gruppen er. Et musikalsk væsen, som lever og ånder et sted mellem himmel og helvede i lyset fra mægtige regnbuer over Floridas sumpe.

Og det kunne også ses på det søndagsramte fremmøde på Beta, hvor omtrent 100 personer, lige fra velkendte heavyhoveder til leverpostejskrigere, havde fundet frem til Amager i mørke og med stormfulde tømmermænd.

Tømmermænd, som muligvis heller ikke var gået lydmanden forbi. For det stod klart allerede fra første strofe, at tingene var ude af balance. Som et andet Nirvana er Torche et band, som stort set skriver alle deres numre over de samme tre-fire akkorder, mens rytmikken for det meste forbliver det samme. Altså en bund af buldrende bas og støvede sludge/stoner-riff med melodi, ren sang og fængende hooks på overfladen. Skruer man ned for sidstnævnte, så ender Torches materiale hurtigt med at smelte helt sammen, hvilket desværre blev symptomatisk for aftenen.

Alt i mens publikum ikke lod røre meget på sig, så lod bandet heller ikke selv til at være i topform. Største lyspunkt var klart bassisten Jonathan Nünez, der indtog midten af scenen og med stor konsekvens lod fingre og nakke tale, mens især forsanger og guitarist Steve Brooks – der lagde fundamentet for Torche i sit forrige (nu igen aktive) band Floor helt tilbage i 1992, og desuden bærer sit overskæg med en sjældent set stolthed – nærmest blev helt væk ud i siden, hvor hans vokal og guitar aldrig fik lov til at brage igennem muren af groovy sludge. Væk blev de store hooks og den opløftende poppiness. Med andre ord, væk blev Torche.

Om det også skyldes, at Steve Brooks var træt eller syg, vides ikke, men helt frisk virkede han ikke. Således blev pompøse perler som 'Kicking', 'Healer' og trumfen 'Across the Shields' skudt afsted med minimal indlevelse, så sangene mistede deres kraft, mens de nye numre fra sidste års 'Restarter' aldrig fandt deres vej ud af sumpen grundet den manglende genkendelighed. Lidt bedre blev det mod slutningen, hvor især 'Grenades' fra mesterværket 'Meanderthal' løftede showet en smule og gjorde fornemt klar til det lange, hypnotiserende titelnummer 'Restarter', som dog ikke kunne forhindre, at flertallet blev sendt hjem med en tør smag i munden. 

Læserkommentarer

Den lydmand bør ristes over en sagte ild, han ødelagde koncerten

Grr

Den lydmand bør ristes over en sagte ild, han ødelagde koncerten