Sweden Rock Festival 2011 - Lørdag

Lørdag var en lidt trist dag, for headliner Ozzy Osbourne faldt helt igennem. Men Thin Lizzy brød fuldstændig alle fordomme og leverede det bedste siden Lynott-tiden.

Lee Aaron (2): Canadiske Lee Aaron har efterhånden nogle år på den smækre bag samt et par rynker, der mere end noget andet indikerer, at årene ikke er forsvundet sporløst hen over hende. Men, kære venner: Hun ser sgu stadig bedre ud, end hun synger. Koncerten lørdag middag var tåkrummende sine steder. Især de steder, hvor Lee Aaron bildte sig ind, at hun kunne komme op i det høje register. Men en så rutineret sangerinde som hende burde sgudda vide, at man ikke skal forsøge at bevæge sig helt derop, hvis man ikke har udstyret til det. Ud over det, så kæmpede bandet altså mere end bravt for at kompensere og leverede velspillet og iørefaldende AOR, der sine steder rykkede ganske fint.

Goda Grannar (4): Hayseed Dixie gør det med stor succes, laver folkemusik-covers af heavy-klassikere. Og det gør Goda Grannar også. Hvert evigt eneste år på Sweden Rock Festival. Og de gode naboer gør det intet mindre end fremragende, morsomt uden at være plat. Covers af så forskellige numre som 'Whiskey in the Jar', 'Sweet Child o' Mine', 'Hallowed Be Thy Name', m.fl. blev leveret musikalsk helt overbevisende og fantastisk stærkt sunget.

Molly Hatchet (2): Sydstatsrock for fuld skrue leveret af en samling overrislede og sine steder ganske overbevisende ølhorn. Men man blev hurtigt træt i smasken, for det hele kørte i samme rille.

Styx (3): En skuffelse, selv om Styx er et på scenen meget levende liveband. Men den pompøse, radiovenlige symfoniske rock har simpelthen overlevet sig selv. Den holdt i 1970'erne og til dels i firserne også. Men ikke i dag. Styx er dog fra den tid, hvor ethvert band med respekt for sig selv havde flere end én sanger. Styx har tre. En koncert med numre, der ikke rigtigt holder i dag, men også med fine, stemningsfyldte instrumentale passager.

Kansas (4): Og snakker vi instrumentale passager var Kansas højdepunktet på årets festival. Kansas spillede på et tidspunkt, hvor det var tydeligt, at publikum efterhånden var ved at blive mætte af musik, sol og dyre dårlige øl. Men Kansas kæmpede folk over på deres side med et langt sæt, der var tæt på at stjæle tid fra Black Label Society. Kansas er ekvilibristisk progressiv violinheavy leveret af blændende musikanter. Rigtig lyttemusik, men Kansas sluttede af med et par ufatteligt stærke crowdpleasere: 'Fight Fire With Fire' og signaturen 'Carry On Wayward Son'.

Black Label Society (3): Ingen tvivl: Zakk Wylde er en blændende og nyskabende metalguitarist. Black Label Society, der med det seneste album 'Order of the Black' holder vildt høj klasse, er leveringsdygtige i nogle af genrens ondeste råtunge riff og samtidig også nogle meget fine ballader. Men Black Label Society lider frygteligt – og har altid gjort det – under ikke at have sange, der matcher Wyldes store talent. Og så når Black Label Society ikke nok ud over rampen, selv om Wyldes filer løs nærmest i én uendelighed.

Walter Trout (4): Så var det en kende mere befriende at opleve en guitarist, hvor man kan høre, hvad han spiller. Og ja, den hvide mand kan sgudda sagtens spille blues med nerve, sjæl, indlevelse og opfindsomhed. Trout rykkede igennem.

Thin Lizzy (5): Og det gjorde Thin Lizzy i dén grad også med festivallens bedste koncert. "Phil Lynott Jamband" nummer ét er i årevis skældt ud for at være en sørgelig kopi af det originale Thin Lizzy. Det har man taget konsekvensen af ved at ændre total line-up og først og fremmest skifte sanger/guitarist John Sykes ud med Ricky Warwick (The Almighty), hente den originale trommeslager Brian Downey tilbage og så invitere Guns'n Roses guitaristen Richard Fortus ind i varmen som bærende leadguitarist. Bandet har ændret udtryk fra at være mere og mere heavy metallet (Sykes' varemærke) til at være en folk-rockende orkester, der lyder, som om de mener det. Og ikke mindst lyder som det stærkeste siden Lynott-tiden.

Læs den fulde anmeldelse HER!

Ozzy Osbourne (2): Og så blev Sweden Rock Festival lukket og slukket af en mand, som burde have lukket og slukket forlængst. Ozzy Osbourne leverede en skændsel af en headliner-koncert, hvor det skinnede helt og aldeles igennem, at han er helt og aldeles færdig.

Læs den fulde anmeldelse HER!