Sweden Rock Festival 2011 - Torsdag

Torsdag leverede gode, stærke musikalske oplevelser – og en headliner, der ikke var tændt fra start.

Buckcherry (2): Det var tydeligt, at Buckcherry stadig leder efter deres ståsted. Startede ud som NU-metal band, og det er man bestemt ikke længere. Rock? Hmm... Stadionrock med appel til de brede masser? Hmm... Attitude var der, men hverken sange eller musikalitet rimede på en høj karakter.

Joan Jett (3): Tre akkorder og så bare fuld skrue deruda'! Joan Jett fik en fantastisk modtagelse af et forventingsfuldt publikum, som på ingen måde lod sig skuffe. Joan Jett leverede et højenergisk show fra en svunden tid, hvor de tre akkorder var mere end nok til at imponere.

Clutch (3): Bluesy og snerrende stenerrock, som desværre ikke nåede helt ud over kanten. Årsag: Guitaren var for lav – og guitaristen for introvert. Men Clutch har tyngde og sin egen lille niche, der bestemt ikke er uspændende.

FM (4,5): Wauv for en oplevelse med de britiske AOR-guder! Den legendariske sanger Steve Overland lagde for med, hvad vi kunne vente os: "A few old ones, at few new ones. Anything you recognize – just sing along!" Der var meget, vi genkendte – og derfor rigtig meget, der blev sunget med på. Publikum elskede tydeligvis FM, og bandet kunne sagtens bære en større scene end den lille Zeppelin Stage. FM er AOR, rockende og rykkende, ufatteligt velsunget og melodisk, og på denne lille plet i Sverige torsdag eftermiddag var det bare mere end fuldstændig acceptabelt at have et stort, blødende pophjerte.

Queensrÿche (3): Lad det være sagt med det samme: Queensrÿche var ikke i nærheden af at toppe den exceptionelt fænomenale optræden på Sweden Rock i 2006, hvor Geoff Tate & co. allieret med smækre Pamela Moore tog os igennem 'Operation Mindcrime I og II'. Årets optræden var en meget progget og meget mudret oplevelse. Og mudret havde ikke en tøddel med vejret at gøre. Men guitarerne trængte ikke ordentligt igennem Tates skingre røst, men serverede os i stedet guitar på dåse. Det hjalp desværre heller ikke på oplevelsen, at det hovedsageligt var numre af nyere dato, Queensrÿche diverterede med. Først til allersidst i sættet, da Seattle-bandet satte i med numrene fra et af 1990'erne absolut væsentligste heavy metal album, 'Empire', skete der noget, som hev karaktererne i vejret. 'Silent Lucidity', 'Jet City Boy' og 'Empire' virkede.

Accept (4): Huhej, vilde dyr, hvor Accept stadig kan, selv om lille, tætte Udo Dirchschneider ikke er mikrofonbrøler mere. Og hvad kan Accept så? De kan smøre dit ansigt ind i det største, mest levende og dejlige grin, fordi man bliver så ufattelig glad i låget af at tampe og brøle til preussernes simple og livgivende heavy metal, der sine steder blæser deruda' og sine andre steder er helt ufatteligt hamrende t-u-n-g-t - igen på sådan en glad i låget agtig måde.

The Cult (3): Det her orkester havde publikum ventet forventningsfuldt på, og det var tydeligt, at hovedparten fik, hvad de kom efter. Vi andre blev først og fremmest slået af, hvor meget sanger Ian Astbury egentlig lever Jim Morrison (som han med stor succes har dubleret i den seneste reinkarnation af The Doors). At dømme efter udseendet er Astbury pt. i gang med Morrisons sidste, fatale livsfase. For Astbury var pænt overvægtig, langskægget og usoigneret. Men, kære venner, han holdt sgu. The Cult trykkede den fint af, og specielt 'Soul Sister' fik crowden helt op at ringe, og Cult nåede helt ud over kanten med Doors-kendingen 'Break On Through'. Men desværre også alt for lange kedelige passager i løbet af koncerten.

Saxon (4): Af forskellige årsager var dette anmelderens første koncert nogensinde med Saxon, selv om de britiske stålhyrder tager temmelig meget plads i pladesamlingen derhjemme. Saxon skuffede ikke, men levede helt op til forventningerne i denne unikke gennemgang af det fantastiske 30 år gamle album 'Denim and Leather'. Og det gjorde de med en enorm energi og spilleglæde. Og så imponerende sanger Biff Byfords stemme. Stor glød, stor, stor styrke og gennemslagskraft. Ingen metaltræthed her. Tværtimod! 'And the Band Played On' fungerede sammen med titelnummeret på 2011-udgivelsen 'Call to Arms' fungerede helt utrolig godt. Det første med fuld gang i den, det næste episk og storslået. Saxon anno 2011 er i høj grad relevante.

Judas Priest (2): Det er Judas Priest anno samme år desværre ikke! Torsdagens headliner lagde fra land med en ufattelig træg start, der lynhurtigt fik anmelderen her til at konkludere, at 1) det er mere end helt i orden, at Priest lægger op efter denne tour, og 2) at det var beskæmmende at opleve en headliner som en flok trætte, gamle mænd, der leverede ligegyldigheder fra festivalens største scene. Måske fordi anmelderen på dette tidspunkt selv følte sig som en træt, gammel mand? Retfærdigvis skal det skrives, at Judas Priest spillede sig gevaldigt op til sidst, og Rob Halfords røst nåede ubesværet de højeste højder, og det var da lige til at blive imponeret af. Men en headliner, der er ikke er tændt fra start? Dybt godnat og under al kritik. Det lover ikke godt for Copenhell.