SRF '17: Tænke-metal lige efter bogen, på godt og ondt
Populær
Intet nyt er godt nyt, og Fates Warning har stadig nerven intakt, fraværet af publikumstække til trods.
2. Life In Still Water
3. One
4. A Pleasant Shade Of Grey, Pt III
5. Seven Stars
6. SOS
7. A Handful Of Doubt
8. Firefly
9. A Pleasant Shade Of Grey, Pt IX
10. A Pleasant Shade Of Grey, Pt XI
11. The Eleventh Hour
12. Point Of View
13. Monument
Taler vi om den gamle garde inden for progressiv metal, er det svært at komme uden om Fates Warning. I de sene 80'ere var de med til at fusionere de mere komplekse strukturer, progressiv rock trak på i 70'erne, og de mere direkte og hårde energier fra metalscenen i 80'erne. Fates Warning har, på trods af flere skift i lineuppet undervejs, lagt sig i grænselandet mellem deres jævnaldrende, med en gennemgående tæft for det melodiske a la Queensrÿche og mere tekniske kompositioner a la Dream Theater. De har dog altid stået lidt i skyggen af begge disse bands, hvilket i og for sig er berettiget, da de ikke har et bredt anerkendt mesterværk på cv'et a la 'Operation: Mindcrime' eller 'Images & Words'. Mindre kan dog så sandelig også gøre det, og visse bands har nu engang i højere grad deres berettigelse i live-sammenhæng, hvor der er bedre mulighed for at appellere direkte til lytterne hvis blot præsentationen er derefter.
Og hvad vil jeg så frem til med det?
Jovist, denne lune sommeraften på Sweden Rock var der bestemt en nerve til stede fra første takt i form af første nummer fra seneste opus, 'Theories of Flight'. Sanger Ray Alder, som har været med siden 1987, har dog udover sit let genkendelige lyse toneleje og sin kraftfulde stemme en lidt tilbageholdende karakter denne aften. Om det generelt er hans svaghed, at han ikke kommer meget ud over scenen, taler til og interagerer med publikum, og i det hele taget mangler den karisma, som mestendels forventes af forsangere, skal stå hen i det uvisse . Det lidt paradoksale er, at de mest synlige i bandet denne aften er deres tourguitarist Michael Abdow og bassist Joe DiBiase, der er tidligere bassist, men denne gang blot er stand-in for Joey Vera, og som ikke har været med siden 1996. Altså ikke fuldbyrdige medlemmer, og det virker derfor som deres lod i livet, at bandet mangler det naturlige fokuspunkt til at ramme deres lyttere live.
Dette er dog kun med præsentationen for øje. Musikalsk er der intet at sætte så meget som en finger på, og nerven er spot on. Vi kommer vidt omkring i deres repertoire fra 1991 og frem, med de primære fokuspunkter i konceptalbummet 'A Pleasant Shade Of Grey', den mere catchy 'Parallels' og det seneste album, og Abdow virker nærmest helt teknisk overlegen som en næste generations Steve Vai i sin eksekvering af de mere snørklede opbygninger og soloer. Som helhed er deres kompositioner ikke baseret på megen live-fortolkning, og det er således primært Abdow, der får lov til at stjæle rampelyset, udover DiBiase, der tydeligvis er glad for at være på scenen med sine gamle venner. Han har megen kontakt med de forreste rækker, og derudover kan han håndværket til punkt og prikke på trods af, at hoveddelen af sætlisten er fra efter, han forlod bandet. Enkelte numre skiller sig ud, som den punchy 'A Pleasant Shade of Grey Pt. III', hvor Alder får lejlighed til at vise sin fulde vokale spændvidde, den mere straight-ahead rocker 'Point of View' og ørehængeren 'Seven Stars'.
Alt i alt en fin koncert med lidt mangler på præsentationsfronten, men med en velvalgt sætliste, der kommer godt rundt i krogene, den begrænsede spilletid til trods. Deres potentiale er dog tydeligt i prog-verdenen, og det er sjældent, de bevæger sig uden for komfortzonen, men hvis den tænkende mands metal ikke er et fy-ord i din verden, kan du roligt opsøge dem ved førstkommende lejlighed, og eventuelt starte med 'Theories of Flight', hvis Fates Warning endnu er et ulæst kapitel.