Copenhell 2018: Lige til glemmebogen
Populær
Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.
Som vinder af årets TAK ROCK Band Battle havde vi i år fornøjelsen af de koldingensiske hard rock-charmører fra Tainted Lady. Vi snakker langt, halvfedtet hår, jeans og spraglede halsklude, med en ufravigelig dedikation til rocken, som den blev skåret af Aerosmith, dengang det stadig gav mening at snakke om The Toxic Twins, suppleret med catchy Def Leppardske hitskabeloner.
Sanger Michael Catton flirter sig ind på publikum med brede fagter og løse håndled, mens røsten emmer af konservatorie-uddannet ryger. Lige tilpas rå, om end også lige tilpas ufarlig. Indtrykket af sidste års debut 'How the Mighty Have Fallen' var ellers mere til den farlige side, men i denne setting, hvor de åbnede ballet på Pandæmonium i solskin fredag formiddag, var det en vaskeægte feel good-koncert, der gled bedst ned med en bajer i hånden og behørig dagen derpå-skrig og skrål.
Det var da også lige præcis, hvad de fleste af os få tidligt fremmødte valgte at gøre, men bedagede eller ej, så smagte Tainted Lady for meget af højglanspolering. Enkelte numre skillede sig ud, såsom den klappevenlige 80'er-rocker 'Ampburner' eller den storladne 'The Best Days', der begge gik rent ind. 'Fever Dream' var også en habil betonrocker med korarrangement til at bløde op for tyngden, men det var dog beskedne undtagelser fra den resterende del af koncertens 50 minutters varighed, hvor det først og fremmest blev synligt, hvor meget Tainted Lady anno 2018 simpelthen mangler både bredde og reelt stærke numre på repertoiret.
Endnu et klassisk eksempel på retro-fælden, hvor målet snarere er at lyde som sine gamle forbilleder end reelt at tilføje nyt til paletten. Hvis så bare sangskrivningen havde samme nerve som i hard rockens guldalder, eller for den sags skyld ørehænger-kvaliteten fra hair metal-dagene, ville det have været en anden sag. Der blev trådt godt og grundigt vande, og med de begrænsede numre til rådighed blev der for afvekslingens skyld også indflettet en bassolo, men eftersom lydmanden havde glemt at justere volumenknappen, gik det hurtigt i glemmebogen. Flere knald og brag fra højttalerne vidnede også om lydmæssige udfordringer, der yderligere spolerede oplevelsen af, hvad der ellers kunne have været et friskt nyt pust til den danske hard rock-scene.
Smagen var dog anderledes bitter denne formiddag på Pandæmonium, hvor en uhyggeligt nidkær professionalisme gjorde bandet så indlærte, at nerven og ånden fra deres store forbilleder aldrig kom i spil. Om et nyt album vil kunne give Tainted Lady en mere selvstændig lyd, og om de før eller siden tør at slippe tøjlerne mere live, må tiden så vise. Det ville klæde dem.