Tinderbox '15: Maniske motherfuckers
Populær
Faith No More forførte Fyn med en syret sætliste og en forrygende koncert, der var den amerikanske gruppes store fortid værdig.
2. Be Aggressive
3. Caffeine
4. Evidence
5. Epic
6. Black Friday
7. Ricochet
8. Midlife Crisis
9. Get Out
10. Easy
11. Separation Anxiety
12. Spirit
13. King for a Day
14. Ashes to Ashes
15. Superhero
Ekstra:
16. Matador
17. We Care a Lot
18. I Started a Joke
Efter 19 koncerter på en måned afsluttede Faith No More deres europæiske turné på en sjaskvåd søndag aften på Tinderbox.
På forhånd gav det anledning til to skeptiske spørgsmål: Var den fynske festival den rette arena for gruppen, eller burde de have stået på den netop overstående Copenhell eller Roskilde Festival, hvor de stod i 2009, da de sidst gæstede Danmark?
Festivalen på Sjælland havde lagt billet ind på et gensyn, men amerikanerne har ønsket at holde juli fri, før de starter på deres amerikanske turné om en måned, så der var ikke så meget at komme efter for Roskilde.
Og hvad med Mike Patton? Hvor meget stemme ville der mon være tilbage i det gudbenådede sangtalent på turnéens sidste stop?
Ingen af bekymringerne blev til realiteter. Man stod ikke som sild i en tønde, men fremmødet med et par tusinde mennesker foran scenen var fint og havde næppe været anderledes på Dyrskuepladsen, hvor gennemsnitsalderen er 24 år.
Udsynet generede tydeligvis heller ikke gruppen, der alle var klædt i hvidt på den blomsterdekorerede scene.
Lyden haltede under åbneren ’Motherfucker’, men blev hurtigt bragt på ret køl, så koncertens forrygende 80 minutter gled ned med festlig fart.
Faith No More forstår det nemlig. Den californiske gruppe leverer ikke identiske shows hver aften. Så der var både numre for søndagspublikummet og de mangeårige fans.
”This is some old shit”, lød det fra Patton om den særdeles syrede ’Spirit’, der er fra tiden (1987), før han selv kom med. Og minsandten om ikke den outrerede frontmand midt under nummeret stod med mikrofonen i gabet og remsede mystiske lyde af sig.
Den 47-årige joker var i sit es. Helt som vi kender ham med sin maniske tilstedeværelse og med en af de sejeste stemmer i musikhistorien. Der blev smidt primalskrig ind i afslutningen på ’King for a Day’, hvor megafonen også kom i brug, så skrigene sikkert kunne høres helt over på Roskilde Festival.
Tre øvrige numre blev det også til fra samme plade. En svedig version af den jazzede lovesong ’Evidence’ fremstod fabelagtig i den silende regn.
Men hittet ’Digging the Grave’ blev ikke luftet. I stedet kom ’Get Out’ og ’Ricochet’, der vist ikke stod stærkt i hukommelsen hos særlig mange foran scenen. Det er Faith No More. De lefler ikke. Så lidt faktisk, at det kun blev til ’Epic’ fra gennembrudsalbummet ’The Real Thing’, der 26 år senere stadig føles lige så frisk og funky som dengang.
Den uundgåelige ’Easy’ kom uden at gøre fra eller til, mens det helt store hit ’Midlife Crisis’ tog fusen på alle, og halvvejs inde i nummeret blev den ændret til en jazzet karaokeudgave, som var vi til sølvbryllup i et forsamlingshus på landet. Så fik vi også den syrede oplevelse med – i øvrigt spillet mens Mike Patton havde svøbt sit ansigt ind i et regnslag, der var blevet kastet på scenen. Helt ædru var frontmanden vist ikke.
Var det forresten en vagt eller en blandt publikum, han kaldte for ”motherfucking asshole”?
Man kunne sagtens have brugt andre numre fra ’Angel Dust’ end ’Be Aggressive’ og ’Caffeine’, men nuvel. Alle ønsker kan ikke gå i opfyldelse.
’Sol Invictus’ var et overraskende godt comeback efter 18 år, og live passede de nye sange stærkt ind i sætlisten. Patton og keyboardspiller Roddy Bottums vokal vekslede forrygende i såvel ’Separation Anxiety’ som den episke ’Matador’, der var var en triumf som aftenens første ekstranummer.
Et kvarter senere blev der lukket og slukket med Bee Gees-coveret ’I Started a Joke’, hvor Pattons croonerstemme rungede smukt ud over den mørke plads, der blev oplyst af det farvestrålende pariserhjul.
Faith No More var langt fra den joke, de fremstod som for seks år siden under deres første, halvhjertede comeback, der lugtede af en økonomisk midtvejskrise.
Bottom, Patton, Gould, Bordin og sidstankomne Hudson spillede med oprigtighed og et format, der var deres fortid værdig. Og det gjorde bestemt intet, at det foregik på Fyn.