The Boyband Affliction Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a4/aa/db/Skrmbillede-2016-12-18-kl-154454-89-1482072468.png
16. December 2016    

Hvordan fejrer man bedst, at Pumpehuset har fået endnu otte års levetid som spillested? Man tager til boyband-metalcore-koncert og husker, hvor dårlig lyden oftest er i Pumpehusets lille sal.

Titel
+ Northlane + Stray From The Path + Wage War
Spillested
Dato
14-12-2016
Koncertarrangør
Karakter
3

Onsdag bød Pumpehuset på metalcore en masse. Selvsamme dag som det kom frem, at spillestedet alligevel ikke bliver nedlagt. I hvert fald ikke de kommende otte år. Desto mere grund til at troppe op til aftenens koncert, selvom The Amity Affliction i sig selv var en god anledning.

Intet hovednavn uden opvarmning, og aftenens tre opvarmningsbands var mindst lige så interessante som hovednavnet. Northlane, Stray From The Path og Wage War. Tre kompetente navne, hvor de to første efterhånden har gæstet Danmark er par gange. Sidstnævnte havde derimod debut på dansk jord.

Fin dansk debut
Amerikanske Wage War er et relativt nyt skud på metalcore-stammen. De blev dannet i 2010 og udgav sidste år deres debut, 'Blueprints'. En plade, der absolut kan anbefales, hvis man er til tung metalcore, med et hint af nu metal. Det var størstedelen af publikum, ikke overraskende.

I løbet af de små 30 minutter Wage War ejede den lille scene, formåede de at sætte godt gang i det ellers sparsomt fremmødte publikum. Lyden i Pumpehusets lille sal var desværre ikke imponerende. Specielt Stephen Kluesener bag trommerne havde en tendens til at overdøve resten af bandet. Et forhold, der heldigvis blev justeret en smule undervejs. Men rigtig godt blev det aldrig.

Til gengæld gav bandet alt, de havde, på scenen. Den eksplosive 'Alive' satte for alvor koncerten i gang som andet nummer. Bandet fandt hurtigt det interesserede publikum og videreførte den intense energi fra scenen og ud på gulvet. Kvintettens kombination af aggressiv metalcore, melodiske samples og guitarist Cody Quistads rensang fungerede ganske godt i liveudgave. Ud over ’Alive’ var specielt numrene 'Blueprints' og 'The River' en fornøjelse at opleve. Alle var numre, der øgede intensiteten.

Wage War gjorde deres absolut bedste for at skaffe nye fans i Danmark. Det ville overraske meget, om det ikke lykkedes. Trods lidt kedelige lydforhold leverede frontmand Briton Bond og resten af kvintetten en energisk og oplivende dansk debut og start på aftenen.

Shut the fuck up!
Modsat Wage War var der knap så meget melodiøst over amerikanske Stray From The Path. Med hjemstavn i New York overrasker det ikke, at kvartetten har en langt mere hardcore tilgang til musikken såvel som sceneshowet. Denne aften var ingen undtagelse.

'Outbreak' startede aftenens anden koncert. En god andel af publikum havde fundet frem til scenen, men det var først, da forsanger Andrew Dijorio proklamerede ønsket "Let's see some fucking movement!", at publikum rigtig fik sluppet hæmningerne, og en dedikeret pit formåede at skabe lidt liv foran scenen. Trods en stærk start hang den bagerste del af salen lidt. Et faktum, der absolut ikke passede Dijorio. Med løfter om at komme med i en musikvideo (fungerer den stadig?), lykkedes det den karismatiske forsanger at trække publikum ind i pitten og koncerten.

Stray From The Path er true. Det handler ikke om penge. De kan ikke lide Trump, og de kan slet ikke lide folk, der udnytter unge piger/kvinder. Bedst som vi stod og var i tvivl, gjorde Dijorio alting klart for os. Efter den lettere ligegyldige og halvkomiske tale fik musikken lov til at tale, og det fungerede langt bedre. Først fik vi 'D.I.E.P.I.G' fra sidste års ’Subliminal Criminals’ og herefter dette års singleudspil 'The House Always Wins'. Begge numre, der blev leveret intenst og passede fint ind blandt de resterende numre.

'Badge & a Bullet' bør vælte enhver sal. Det energiske nummer er skabt til mosh. Denne aften lykkedes det ikke helt. Det samme gjorde sig gældende for resten af koncerten. Men Stray From The Path gjorde deres absolut bedste. 'First World Problem' afsluttede en halv times god koncert, der kun blev bremset af publikums vilje til at slippe hæmningerne og for alvor engagere sig. Den amerikanske kvartet var det band, der musikalsk var længst fra aftenens hovednavn, og det var sandsynligvis årsag til det halvsløve engagement fra publikum.

Synger han?
Den australske kvintet Northlane udgav i 2015 deres bedste album til dags dato. Og det var til tonerne af 'Rot' fra netop 'Node', at bandet satte aftenens tredje koncert i gang. En stærk start, der dog led under uheldige lydforhold, hvor især Marcus Bridges rene vokal var utydelig.

Det var desværre et problem, der gjorde sig gældende gennem hele koncerten. De generelle lydforhold blev dog lidt bedre, mens den rene vokal aldrig blev helt god. Desværre er det ikke første gang, Bridge ikke kan levere ren vokal. Man får ligefrem den mistanke, at han overhovedet ikke kan synge. Modsat gik den rå vokal fint igennem.

Ud over at 'Node' var første udgivelse med Marcus Bridge, var det også en moden plade, der bød på en mere melodisk tilgang til sangskrivningen. Især i forhold til de to foregående djent-prægede metalcore-plader, 'Discoveries' (2011) og 'Singularity' (2013). Denne aften lagde såvel første nummer som den efterfølgeren 'Leech' en dæmper på publikums engagement i koncerten. Især efter Stray From The Paths vanvidsforsøg på at sætte publikum i højeste gear. Det var sandsynligvis årsagen til, at resten af Northlanes sætlist bestod af ældre materiale.

'Dispossession' lagde grundlaget. Stærkt fulgt op af blandt andet 'Aspire', 'Worldeater' og 'Quantum Flux'. Det hjalp, om end det krævede hårdt arbejde fra bandet, der var overraskende anonymt på scenen. Publikum fandt langsomt sammen, og som koncerten skred frem, begyndte publikum, Northlane og lyden i Pumpehuset at gå op i en højere enhed.

Det nåede aldrig at toppe, inden det var slut. Australierne lukkede med 'Obelisk', hvorved koncerten fandt tilbage til udgangspunktet, 'Node'. Northlane leverede en fin koncert. Det var taktisk smart at spille ældre materiale, men bandet og specielt de to guitarister, Jon Deiley og Josh Smith, manglede energien og sceneshowet til at understøtte det energiske ældre materiale. Kombineret med Bridges sørgelige forsøg på at snyde sig fra at synge rent satte det en kedelig begrænsning for, hvor godt det kunne blive.

Metalcore-boyband
Mens scenen hurtigt blev vendt på hovedet og gjort klar til aftenens hovednavn, kunne publikum fornøje sig med lidt Taylor Swift og Ke$ha. En passende overgang til aftenens sidste band, der om noget kan betegnes som metalcorens svar på et boyband. Frontmand Joel Birch er lidt af en bad-boy, med sin tunge, growlende vokal. En vokal, der i aftenens anledning lød lige så mumlende og træt, som Birch så ud. Han hang primært hen over mikrofonstativet og lignede en, der ville gå i gulvet når som helst.

Heldigvis blev han bakket op af bandets pretty-boy. Pigernes darling og hele bandets urokkelige grundlag. Ahren Stringer. Eneste tilbageværende originalmedlem. Hertil var der resten. De lettere anonyme medlemmer. Mest nævneværdige er naturligvis guitarist Kyle Yocum, der ligner en ældre udgave af skuespilleren Daniel Radcliffe.

At man ligner Harry Potter, er naturligvis ikke ensbetydende med, at der sker magi på scenen. Men et eller andet magisk var der nu over The Amity Affliction. Publikum var i hvert fald tryllebundet. Lige fra tonerne af ’I Bring the Weather with Me' fyldte salen, til ’This Could Be Heartbreak’ på bedste vis afsluttede aftenen. Begge taget fra bandets seneste udspil, 'This Could Be Heartbreak', der udkom tidligere på året.

Selvom man knap kunne tyde, hvad Birch growlede, og selvom trommerne overdøvede alt andet end Stringers skarpe vokal bagerst i salen, leverede metalcore-boybandet en ganske underholdende koncert. Der blev naturligvis plads til effektiv fællessang på ’Open Letter’, fællesklapperi på ’Never Alone’ og masser af hyggemosh under hele koncerten. The Amity Afflicition spiller i ny og næ med musklerne, Stringer skriger lidt, og vi får nogle breaks. Men det bliver aldrig farligt. Det bliver aldrig Stray From The Parth-aggressivt. Der er plads til alle, og det er uden tvivl bandets styrke. 

The Amity Affliction spillede en god koncert. Deres numre er som udgangspunkt alle ganske velskrevne. De nye numre, der blev spillet, passede perfekt ind blandt resten af materialet. Det er muligt, at kvintetten spiller på laveste fællesnævner, når de skriver sange, men det fungerer. Det gjorde lyden i det netop bevarede Pumpehus ikke.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her