Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forrygende skabagtige Justin

Populær
Updated
Forrygende skabagtige Justin
Forrygende skabagtige Justin
Forrygende skabagtige Justin
Forrygende skabagtige Justin
Forrygende skabagtige Justin
Forrygende skabagtige Justin
Forrygende skabagtige Justin
Forrygende skabagtige Justin

Ene mand, og alligevel med kyndig back-up, beviste forsanger Hawkins, at The Darkness er et liveband i verdensklasse.

Kunstner
Spillested
Dato
16-02-2013
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

The Darkness er Justin Hawkins, og Justin Hawkins er The Darkness - det er muligt, bandet selv vil påstå noget andet, men sådan er det, og det beviste Justin Hawkins lørdag aften i Amager Bio.

Ingen tvivl om at manden er skabagtig, barnlig, pubertær, en skinger skrigeskinke og rablende gal - men i dette tilfælde er det kun positivt ment. For han ejede fuldstændigt scenen, publikum, musikken - det hele.

Det hjalp ikke, at publikum forsøgte at være uengagerede og tilbageholdnde og lade som om, de kun var kommet for at opleve hittet over dem alle: 'I Believe In a Thing Called Love'. Men nej, sådan skulle de ikke have det! Justin insisterede på, at dette var en fest og opførte sig præcis som rockstjerner gjorde, dengang der var rockstjerner til.

På hænder for showet

Der var kokette vift med en stramtindpakket mås, hacky sack-jongleren med plekter (hvordan helvede får man den ide?), solotur på skuldrene af brormand Dan, onani-finter på guitarens gribebræt, poseren i samtlige siddende og stående positurer, akrobatiske dansetrin som en anden David Lee Roth, en anden skuldertur - men det på en stakkels og ikke alt for samarbejdsvillig publikummer. Og så stemmen.

Og ja, man kan hade hans skingre skingrende skøre falsetvokal, for den er ved King Diamond hysterisk og latterlig. Men den er også velstyret, sikker og djævelsk melodisk, og så er det nu engang hans varemærke.

I øvrigt et varemærke ved siden af en ganske overlegen guitarhåndtering. Ikke fordi han er verdens største shredder, tapper eller sweeper, men Justin (og brormand Dan) vrider hegn på den helt igennem gennemtænkte måde. Masser af lir, bevares, men melodisk rock'n'roll og på intet tidspunkt overgjort.

Professionelle fjollerier

Det selvom netop overgjort måske er en fin betegnelse for Justin og band. Alle klichéer blev taget i brug, men også anvendt hamrende professionelt. Ingen tvivl om, at det meste er indstuderet - det så bare ikke sådan ud. Justin og Dans flyvende high-five midt i en dobbelt guitarsolo lod til at komme ud af det blå, det samme gjaldt den nærmest pinligt lange pause ved introduktionen af trommeslageren - man nåede at tænke. "Tager trommeslageren pis på resten af bandet og nægter at starte, selvom de alle peger præsenterende på ham?" Über-professionelt udført fra start til slut.

Dertil hører et sæt uden svipsere. Hittet blev nævnt, og ja, salen kogte naturligvis her, fordi Justin forlængst havde overbevist selv den usleste tvivler, men festen var ikke udeblevet, hvis hittet var. For naturligvis var fællessangen størst, når det kom til udvalgte fra debuten 'Permission to Land', og 'Love is Only a Feeling', 'Growing on Me', 'Love on the Rocks With no Ice', 'Get Your Hands Off My Woman' og så videre, men også numrene fra sidste års comeback-skive 'Hot Cakes' viste med al tydelighed, at de på ingen måde har mistet flair - desværre kun taget i tiden, der ikke er klar til at lade The Darkness skamrotere i radio og fjernsyn.

Og man ærgrede sig over dette. Justin havde fortjent at fylde Forum, KB Hallen burde genopbygges for hans skyld alene, Parken, Wembley, Cirkus Maximus! Amager Bio var for småt til så stort et ego af showmanship. The Darkness er et ægte storslået rockband af den slags, der ikke findes mere - og Justin Hawkins er The Darkness.