Breakdowns galore

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ae/62/4f/29b7dd237a7174cd9e0e-v22x-23-1508848499.jpg
20. Oktober 2017    

Fredag aften bød Lille Vega på et decideret deathcore-brag, der næsten levede op til forventningerne.

Titel
+ After The Burial + Oceano
Spillested
Dato
20-10-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Christian Larsen
Karakter
4

Sidst Thy Art Is Murder gæstede Danmark, var som opvarmning for Parkway Drive i slutningen af 2016. Dengang var det uden forsanger Chris McMahon, der havde forladt bandet. I stedet leverede Nick Arthur (Molotov Solution) en vokal pragtpræstation. Siden da har McMahon fundet tilbage i folden og den australske gruppes 4. studiealbum, ’Dear desolation’. En udgivelse, der satte forventningerne højt.

At publikum samtidig blev forkælet med intet mindre end tre andre bands, burde være nok til at skabe en succesfuld aften. Ikke mindst på grund af After the Bruial, der ikke har gæstet Danmark, efter Justin Lowe forlod gruppen og kort tid efter blev fundet død.

Tour de force i breakdowns og hidsigt tempo.
Desværre var det gået hen over hovedet på denne anmelder, at koncertstart var rykket fra det oprindeligt annoncerede tidspunkt. Derfor havde Justice for the Damned allerede spillet ved ankomsten. I stedet blev første bandt på scenen for mid vedkommende Oceano. Den amerikanske kvartet, der næsten er mere kendt for et utal af udskiftninger blandt medlemmer end for det musikalske. Adam Warren har dog næsten været med siden start, og han og resten af ensemblet havde alle intentioner om at blæse publikum bagover. 'Dead Planet' startede deres tour de force i breakdowns og hidsigt tempo.

Lille Vega var i dagens anledning udsolg,t og trods ændring af starttidspunktet havde de fleste fundet vej ind i den trange sal. Det var et særdeles tændt publikum, der var mødt frem. Warren skulle ikke kæmpe meget for at få publikum på kogepunktet. Det blev nærmest for meget, da scenen næsten blev overtaget af folk, der skulle crowdsurfe. Syv numre var der blevet plads til, og det var syv numre, hvor Oceano gjorde alt for at starte en fest. 'Dawn of Descent' spillede bandet af scenen og publikum til en velfortjent pause inden After the Burial. En succesfuld koncert, der sandsynligvis gav amerikanerne en ny fan eller to.

Aftenens bedste vokal
Denne aften var After the Burial det band, der matchede hovednavnet mindst. De progressive toner, der er at finde i bandets kompositioner, er langt fra de tordnende, bombastiske og decideret direkte numre, Thy Art Is Murder begår sig inden for. Efter Oceanos opvisning i intens samspil, massivt forbrug af breakdowns og blastbeats, var After the Burial en kærkommen fortsættelse. Selvom den amerikanske kvartet stadig lider under manglen på en decideret rytmeguitarist efter Justin Lowes død, fik Trent Hafdahl leveret et utal af gode riff, der i høj grad var med til at fastholde momentum. Den potente 'Lost in the Static' fra bandets 2015-udgivelse 'Dig Deep' åbnede ballet for endnu en virkelig god musikalsk oplevelse.

Midtvejs i koncerten konstaterede forsanger Anthony Notarmaso: "You guys are fucking bad-ass". Publikum var bad-ass. To the bone. Koncerten stod ikke stille et øjeblik, og det hele gyngede i takt med Noramasos buldrende vokal-performance. Det var aftenens absolut bedste vokal. Solid, stærk og foruroligende brutal. Som for Oceaon blev det til syv numre, hvor især 'Collapse'' Deluge' og den eminente 'A Wolf Amongst Ravens' pressede publikum til grænsen.

Intenst og veleksekveret trods problemer
Notarmaso leverede aftenens bedste vokal, og det gjorde han delvist, fordi CJ McMahon var syg. På den rigtig kedelige måde. Ikke syg nok til at aflyse, heldigvis, men syg nok til, at alt, der kom ud af hans mund, var en gang mudret opkast, der primært lød som brummelyde uden indhold. Nogen vil mene, at det er essensen af deathcore, men McMahon har normalt en ekstremt god vokal, der oftest er en magtdemonstration på scenen. Det var den ikke i aften. Heldigvis bar resten af bandet den sløje McMahon, og sammen med publikum lykkedes det at skabe præcis den sprudlende deathcore-afslutning, der var bygget op til hele aftenen.

Titelnummeret fra dette års udgivelse åbnede ballet, og med undtagelse af vokal-problemerne blev de nye numre leveret på fornem vis. Generelt fungerede de godt, live såvel som i sammenhæng de ældre. 'Slaves Beyond Death', 'The Son of Misery' og især den sublime 'Puppet Master' var kærkomne friske pust, i en overordnet velsammensat sæt-liste. For os, der var kommet for sent, var den en hertil en ren fornøjelse, da Bobak Rafiee fra Justice for the Damned leverede gæstevokal på 'Coffin Dragger'. Skal man være på tværs, havde det været interessant at høre et enkelt nummer fra bandets 2016-udspil, 'The Depression Sessions', men så heldige var publikum ikke.

Trods sygdom var der i høj grad godt humør og overskud af spore hos den amerikanske kvintet. Da bandet kort efter 'The Purest Strain of Hate' oplevede teksniske problemer, udviklede ventetiden sig til en McMahon-spørgetime, der i særdeleshed var underholdende. En professionel tilgang og stærkt showmanship, der forhindrede, at det kedelige ophold tog livet af koncerten.

I det hele taget var den en fornøjelse at se Thy Art Is Murder på dansk jord igen. En intens og voldsom oplevelse, der efterlod publikum blæst bagover og sandsynligvis godt trætte i hovedet. Den klassiske 'Reign of Darkness' fik på vanlig vis lov til at lukke og slukke for aftenen hovednavn. Havde McMahon ikke haft vokalproblemer, havde det været et brag, der kunne takseres til et maksimalt antal firkanter, men det bliver trættende at høre på bare strubelyde 14 numre i træk.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her