SRF ‘17: Hårdtslående vikinger
Populær
Under Scorpions' næsten to timer lange sæt spillede Thyrfing på festivalens mindste scene, hvor den hårde kerne af publikummer valgte at samles.
Der skulle ikke mere til, end at den svenske kvintet gik på scenen; alene koncertens første ti sekunder var på daværende tidspunkt noget af det mest solide og hårdtslående, publikum var blevet udsat for. Undervejs blev det kun bedre, jo mere koncerten skred frem; den massive og rytmisk stærke lydmur blev kun mere og mere intens, og på de få tidspunkter, det næsten var ved at blive ensformigt og for meget, skiftede bandet radikalt musikalsk retning, og begav sig over i synthesizermelodier eller folkelige indslag a la Wardruna, så publikum kunne få pusten igen.
Bandets navn stammer fra et kongeligt sværd i nordisk mytologi (surprise!), der blev smedet til at udføre onde gerninger. Det er et symbol på magt og styrke og hybris, bandet har taget til sig, men sidstnævnte element skinnede ikke igennem. I den ene time, koncerten varede, leverede de en solid præstation i, hvordan ægte vikingemetal skal udføres. Det var tydeligt, at bandet følte musikken, og særligt forsanger Jens Rydén beviste over for alle, hvordan en leder skal agere.
Hans vokalindsats var god, hans kropssprog forblev kampklart, og publikumskontakten var intakt hele vejen igennem. Under længere instrumentale stykker trak Rydén sit mikrofonstativ bag sig, mens han gik i cirkler, hvilket gav hans scenepersona en præg af galskab og var med til at give koncerten yderligere kant og autenticitet.
Lige så meget, som Rydén gjorde ud af sin performance, lige så lidt gjorde bassist Joakim Kristensson, der tidligere agerede trommeslager for bandet – hvilket han skulle være blevet ved med, så hans uoplagthed og kedsomhed kunne gemmes bag trommesættet. Der var ingen tvivl om, at resten af strengeinstrumentalisterne havde aftalt, hvordan de skulle stå og agere stærke vikinger, men Kristensson lagde ingen kræfter i det. Overhovedet. Lige så snart koncerten var slut, og de resterende bandmedlemmer stod længe på scenen og sagde tak, og endda gik ned til publikum for at give hånd og takke dem for deres begejstring og energi, tog Kristensson bassen af hurtigst muligt og forlod scenen. Det er ærgerligt, når én musikers negative indstilling er så intens, at den skinner igennem trods de resterende medlemmers toppræstationer.
Derudover var der, heldigvis, ikke andet negativt at pege på ved Thyrfings koncert på årets Sweden Rock. Bandet levede i høj grad op til betegnelsen “vikingemetal”; de få fede elementer, der efterhånden er tilbage hos Amon Amarth – som at dømme ud fra publikums påklædning stadig er ekstremt populære i Sverige – tages af Thyrfing op på et højere, stærkere og hårdere niveau. Med deres store inspiration fra black metallen gør de musikken det mere dyster, seriøs og ægte; det at være viking skal ikke handle om at drikke mjød og have det fedt, hvor alt er fest og farver, men derimod at erobre – i dette tilfælde scenen og publikum – være viljestærk og slå ihjel, hvilket deres æstetiske valg kun er med til at forstærke.