Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Totalmetal

Populær
Updated
Totalmetal
Totalmetal
Totalmetal
Totalmetal
Totalmetal
Totalmetal
Totalmetal
Totalmetal

Næverne pumpede i luften, og publikum blev forført af Primordials totalitære metalvision ved bandets første indendørskoncert i Danmark. Men en række faktorer gjorde, at den totale overgivelse udeblev.

Kunstner
Titel
+ Slægt
Spillested
Dato
24-09-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

I Primordials verden eksisterer kun absolutter. Her er ingen eftergivenhed over for svaghed, nultolerance over for enhver vaklen. Der er én sandhed, og den er metal. Og det er jo sådan noget, det er svært ikke at støtte, specielt når en god del af den samlede redaktion har gejlet sig op til, at det her var en af årets vigtigste koncerter. Primordials musik er nem at elske, svær ikke at løfte næven til. Så det gør vi: Pumper næverne i vejret, råber med på Nemtheangas “Oi! Oi! Oi!”, når han kommanderer os til det, lader os gladeligt forføre.

Det er nemt, for Nemtheanga er en dreven frontmand, der oppisker publikum med et stirrende blik, der er en politiker værdigt, dirigerer hoben med fagter og indstuderet poseren. Men at det ikke er helt ufarligt, står klart, når Nemtheanga introducerer sangen ‘Traitors Gate’ med løftet om “for every lying politician a bullet”. Det er sådan en udtalelse, som umiddelbart vækker glæde, for vi er alle trætte af at føle os pisset på, men tanken om den folkedomstol, der skal afgøre, hvilke løgne der gør hvilke politikere fortjente til at blive stillet op mod muren, sender en gysen igennem de mere demokratisk indstillede af os.

Alt underlagt metallen
Den slags tøven er der ikke plads til i Primordials musik. Den er totalitaristisk, alt er underlagt metallen. Det var det her, de gamle beatmusikanmeldere i sin tid frygtede, at metal ville blive. Det er sange om at stå på valpladsen søbet ind i venner og fjenders blod, om imperiers og hele civilisationers uafvendelige dekadence, om at stå i stævnen af træskibe og mærke den salte vind mod sit udspilede bryst, og det er dødsens alvorligt. Selvom hverken Manowar eller Bathory fornægter sig som inspirationskilder, har Primordial til stadighed gennem 25 år undgået at kamme over og blive ufrivilligt komiske i deres storladenhed, sådan som forbillederne trods alt godt kunne det indimellem. Hos dem var det forløsende, det gjorde dem menneskelige, men det har Primordial sat sig ud over. Det er en force: Musikken er episk uden at blive teatralsk, selv når Nemtheanga optræder i pjalter og corpsepaint og rammer et vokalregister, der er Candlemass værdigt.

Men det er altså også en svaghed, for selvom alle de lange sange, Primordial når at spille i løbet af koncerten, hver for sig er stærke kompositioner, som det ikke rigtig er til at sætte fingeren på, så er det altså så som så med variationen over den formel, som de slavisk følger. Selv når Simon O'Laoghaire med verdens mest ugidelige mine laver blastbeats, følger guitaristerne Ciáran MacUiliam og Micheál O'Floinn stort set de samme mønstre i alle sangene, uanset om det er langsom doom som i ‘Babel’s Tower’ eller rullende hymner. Det er alle sammen virkelig gode sange, men exceptionelle er det reelt kun åbneren ‘Where Greater Men Have Fallen’ og den afsluttende ‘Empire Falls’, der er. Det er i de to sange, koncerten for alvor løfter sig, det er der, publikum synger med, og selvom det tangerer helligbrøde bare at antyde, at det ligefrem skulle blive kedeligt i nogle af de andre sange, så er der altså perioder i løbet af de to timer, koncerten varer, hvor næverne ikke pumper nær så energisk i luften.

Det hjælper ikke på det, at lyden i Lille Vega er noget nær katastrofal: Trommerne og bassisten Pól MacAmlaigh buldrer løs og overdøver guitarerne, så de finere nuancer, som der altså også er i musikken, går tabt. Og det er svært at give sig helt hen til Nemtheangas insisterende opildnen, når man mangler så stor en del af helheden. Det storslåede drukner simpelthen i lydmudder.

Dametække
Det problem døjer åbningsnavnet Slægt endnu mere med. Det unge, lokale band har fået en god del opmærksomhed i miljøet for deres blanding af black metal og traditionel heavy metal, og man fornemmer, at det nok er fortjent, men deres twin leads og melodilinjer drukner fuldstændigt i bas og bulder, hvor kun growlen slipper så nogenlunde igennem. Og det er uanset, hvor i salen man placerer sig. Det ser godt ud, når de poserer med Flying V og Gibson Explorer, ja, i det hele taget ser bandet uforskammet godt ud på en scene. Redaktionens juniorreporter Emil konstaterer på et tidspunkt, at guitaristen Anders M. Jørgensen virkelig må kunne få meget fisse på de moves, han laver på scenen, og det burde han virkelig, det bør hele bandet. De tager sig godt ud og har showmanship, og det lyder også, som om de har sangene at have det i, men til koncerten bliver det til rent gætværk, for det er umuligt at opfange detaljerne i det, de spiller.

Det er simpelthen skandaløst, at et så etableret spillested som Vega spiser sit metalpublikum af med så elendige lydforhold. Det er sådan noget, man endda kan forstå, når det drejer sig om mindre professionelt drevne scener, men det er komplet uhørt for så stort et spillested, der i egen selvforståelse står som den rytmiske musiks nationalscene og kalder sig musikkens hus. Denne aften var huset i hvert fald ikke på musikkens side.