Næsten for meget af det gode
Populær
Marathon-koncert eller ej, så mestrede Toto kunsten at hvile i sig selv uden at forcere. En anelse for sikkert, men med nerven i behold.
2. Hold The Line
3. Lovers In The Night
4. Spanish Sea
5. I Will Remember
6. English Eyes
7. Jake To The Bone
8. Lea
9. Rosanna
10. Miss Sun
11. Georgy Porgy
12. Human Nature (Michael Jackson-cover)
13. Holyanna
14. No Love
15. Mushanga
16. Stop Loving You
17. Girl Goodbye
18. Angela
19. Lion
20. Dune (Desert Theme)
21. While My Guitar Gently Weeps (The Beatles-cover)
22. Stranger In Town
23. Make Believe
24. Africa
25. The Road Goes On
For også at tilgodese vores mindre trve læsere var vi sammen med det lidt ældre segment loyalt troppet op i Forum til Totos 40-årsjubilæumstour. Hvorvidt undertegnede var den rette til at bevidne dette show, skal jeg lade være usagt, men man skal unægtelig have levet under en sten, hvis man ikke er blevet stopfodret med gedigne hitbaskere som ’Hold the Line’, ’Rosanna’ og ’Africa’ gennem årene. Det lod også til at være tilfældet for store dele af de fremmødte.
Det er modigt at tage på turné uden nogen support. Med 14 studiealbum på bagen har de dog rigeligt at udfylde den over to timer lange sætliste med, også selvom det primært er de mere passionerede fans, der brænder for de oversete dyder fra de noget blodfattige 90'ere. ’Alone’ lægger ud og bærer ingen præg af at være eneste nummer, der ikke har minimum 20 år på bagen, før mobilkameraerne filmer løs som dokumentation af, at ’Hold the Line’ naturligvis også i aften stod på programmet. Som den sikkert har gjort til alle andre konceter med Toto.
Bandet blev i sin tid dannet som en konstellation af studiemusikere, der bl.a. havde ageret backingmusikere for Steely Dan og Sonny & Cher, og pudsigt nok er det 40 år senere stadig den uhyggeligt professionelle approach, der dominerer deres fremtoning. De store afskærmninger foran trommesættet, de køligt vuggende moves og den enorme percussionsektion, som ikke desto mindre aldrig fik en væsentlig rolle i lydbilledet. Med op til otte musikere på scenen samtidig kræver det selvsagt også en knivskarp præcision, og man er på intet tidspunkt i tvivl om, at de kan deres kram til punkt og prikke. Den eneste undtagelse fra de stramme hitskabeloner er, når Steve Lukather med den kraftige manke giver sig selv lov til at brillere på den seks-strengede, som fx i ’Hold the Line’, hvor fronterne hurtigt blev trukket op mellem dem, der var kommet for at filme, og dem, var kommet for at rocke.
Der er dog mange andre facetter il den store Toto-pakke, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der tenderer til at gå suppe, steg og is i den fra tid til anden. Det er overvejende i de mere afvigende afbræk, såsom den højtragende sjæler ’I Will Remember’ og det twistede, instrumentale proganthem ’Jake to Tte Bone’, hvor de ikke blot hviler på laurbærrene, at de beviser deres værd i teknisk ekvibrilisme og musikalsk alsidighed. Når de da ellers giver sig selv lov til det.
En lang, såkaldt Storyteller-del blev springbrættet til at introducere os for deres rødder, og gamle skeletter fra de spæde år blev hevet ud af skabet på stribe i mere nedtrimmede versioner. Rart også at høre de aldrende herrer David Paich og Steve Porcaro bryde ud af deres vante roller bag tangenterne, for ikke at sige overtage frontrollen for en stund, men musikalsk var det dog først, da de lagde historierne på hylden med den groovy hard rocker ’Girl Goodbye’ og senere foldede de store vingesus ud i temaet til ’Dune’, at de atter trådte i karakter. Et letkøbt Beatles-cover fik givetvis en tåre eller to til at trille blandt publikum, men det kan undre, hvorfor det er nødvendigt at spille, når Toto ikke gør det mindste for at distancere sig fra originalen, og selv soloen burde kunne få Harrison til at vende sig i graven over rendyrket plagiarisme. Ganske vist har de indspillet den på deres coveralbum, og flot eksekveret, men det var dog først i det afsluttende nostalgiridt fra ’IV’ i form af ’Make Believe’ og selvfølgelig 80'erhittet over dem alle, ’Africa’, at de endegyldigt overbeviste salen om, de fortsat har både nerven og spilleglæden i behold.
Toto er i 2018 først og fremmest et band, der taler til dem, der voksede op med dem i de tidlige 80'ere. Hymner om forlist kærlighed, sentimentale og storladene, men med en modbydeligt catchy nerve, der hører tiden til. Udover en stærkere tilbøjelighed i retning mod de mere progressive dyder på de seneste plader lyder Toto fortsat som sig selv, og det kan diskuteres, om tiden er løbet fra dem. Det står dog ikke til diskussion, at de lever og brænder for det de gør, og her i Forum, der i øvrigt brillerede med glimrende afbalanceret lyd, blev salen da også forladt med et nostalgisk smil på læben. Dygtige sangsnedkere er de, men nogele gange kunne man også tage sig selv i at tænke, at man næsten lige så godt kunne have sat pladen på derhjemme. Det gør nu heller ikke så meget, når man kan lide opskriften.