Trondheim Rock 2010 - lørdag + søndag
Populær
I modsætning til festivalens første dag stod de følgende i hardrockens tegn. Jon Lord, Gary Moore, Glen Hughes og danske D-A-D kiggede forbi.
Lørdag 22/5
D-A-D, Hovedscenen
Jeg har i omkring 25 år oplevet D-A-D i utallige sammenhænge, fra tidlig rocktrio i de hedengangne Ungdomshuset og som support til Sort Sol i Saltlageret i midt-og sen-80'erne, over de mange store headlineraftener på Roskildes orange scene til svedige klubaftener i Portugal og Frankfurt og som folkefest på sidste års Vig festival. I Trondheim var bandet sat på som "afternoon party" kl. 14 lørdag, hvor der viste sig at være fri entré, hvilket lokkede et meget blandet og lidt tilfældigt publikum til torvet, lidt efter lidt.
Uanfægtet af den lettere aparte koncertkontekst gik D-A-D på scenen med deres stærkt funderede professionalisme og dybe dedikation til bandet og musikken, hvor især de eviggyldne klassikere som 'Jihad', 'Point of View', 'Girl Nation' og 'Bad Craziness' skød humøret til himmels, suppleret af det senere, men ligeledes stærke 'Everything Glows' og det festligt discorockende titelnummer fra sidste års 'Monster Philosophy'.
Et kort men intenst sæt, der kun indeholdt et enkelt ekstranummer i "Sleeping My Day Away". Men en time plus-noget var alt rigeligt til at lade sig imponere over hvor hårdt dette her band kunne gå til sagen, i en uvanlig kontekst, hvor successen ikke var naturgivet på forhånd som i mangt en snarlig dansk festivalkontekst. Hvor er det bare lykkesageligt, at D-A-D stadigvæk findes til altid at lave en rockfest, nårsomhelst og hvorsomhelst.
Karakter: 5
Magnum, Hovedscenen
Allerede før festivalen løb af stablen, fornemmede jeg at det var her, tidligt lørdag aften, at D-A-D og ikke de engelske veteraner Magnum skulle have spillet. Dette gamle melodiske 70'er/80'er hard rock band har bare aldrig rigtig fanget min interesse (har ellers grovlyttet gamle plader som 'Chase the Dragon' for at forsøge at finde formen før festivalen). Og det bandet præsterede i Trondheim var da også et uinteressant ekko af noget sjasket og kedeligt rallende pop rock uden dynamik, nerve eller i det mindste hitappeal. En parantes, ganske som frygtet. Det meste var vist nye numre, men det havde vist været det samme på en aften som denne.
Karakter: 0
Gary Moore, Hovedscenen
Den gamle Thin Lizzy helt, 80'er-hard rock solist og superguitarist Gary Moore tilbage med et fortrinsvist hard rock-sæt, efter sin godt tyve års lange bluesrock-fokus startende med megasuccessen med 'Still Got the Blues'. Ikke så stort headlinernavn som de seneste par Trondheim Rock festivalers Def Leppard i 2008 og Whitesnake/Europe-kombien sidste år, men afgjort ham som de lokale rockfans var kommet for at se og høre. Ca. 3000 da han gik på.
Vægten lå på de gamle 80'er soloalbums og de forskellige samarbejder med Lizzy-legenden Phil Lynott. I begge tilfælde møder det melodiske og/eller keltiske hard rock med stor effekt, og Gary Moore satte niveauet fra start med åbneren 'Over the Hills and Far Away', der også gav løfter om særdeles godt forarbejde af hans lydmand. Det blev til kærkomment genhør med både 'Wild One', 'Out in the Fields', 'Blood of Emeralds' og balladehittet 'Empty Rooms'; men Moore havde også modet til at introducere et par helt nye numre, 'Days of Heroes' og 'Where Are You Now' (disse par titler med et vist forbehold). Og han havde fornuft nok til lige at lade bluesrocken glide med ind i hard rock-sættet via 'Still Got the Blues' og 'Walking by Myself', som afsluttede et mere end godkendt hovedsæt. Det helt store peak nåedes i ekstranummeret 'Parisiennne Walkaways', hvor Gary Moore brillierede med et ekvlibristisk, tilpas langt og herligt glødende soloparti. Et flot klimaks på en rigtg fin koncert.
Karakter: 4
Glen Hughes med Come Taste The Band, Stage Prinsen
Deep Purple-bassist & vokalist Glen Hughes var sat til at lukke lørdagen, hvilket blev gjort med et tæt og intimt klubshow lige efter midnat på Hotel Prinsens klubscene få minutter fra festivaltorvet. Med det norske Deep Purple-coverband Come Taste The Band som backinggruppe gik Hughes til sagen med fuld fokus på sin Purple-epoke i midt-70'erne der samtidig introducerede de mere funky tendenser i bandet - og i heavyhsitorien, om man vil, over ti år før det allertidligste Red Hot Chili Peppers.
Men Hughes' Purple tid var også den reneste og den fedeste rock, som i den suveræne showåbner 'Stormbringer' og 'Burn', der lukkede aftenens sæt. Derimellem blev der budt på en god times velspillende og inspireret "Deep Purple jam" fra denne lidt sjældnere og ikke helt så klassiske Deep Purple-epoke, der udover de førnævnte albums, 'Stormbringer' og 'Burn', også inkluderede albummet 'Come Taste the Band'.
Hughes har sin store stemme intakt og han lød stærk og viril i numre som 'Mistreated', 'Might Just Take Your Life' og 'You Keep on Moving'. Hughes sendte også en dedikation til hans gamle ven Ronnie James Dio, i tillæg til hilsnerne til den forlængst afdøde Purple-guitarist Tommy Bolin. På mange måder var Glen Hughes' show med de Deep Purple kyndige nordmænd i en intim klubatmosfære en meget, meget værdig afslutning på en festivaldag- og aften, hvor det såmænd var det danske rockband, der - tidligt som det var - stod for dagens absolutte højder. Men Glen Hughes leverede - ligesom Gary Moore - også den bundsolide rockvare, der løftede lørdagen op som festivalens absolutte hoveddag.
Karakter: 4
Søndag 22/5
Jon Lord & Lord Chamber Orchestra, Nidarosdomen
Fra Mayhem til meditativ, klassisk og symfonisk kirkekoncert med Jon Lord & Lord Chamber Orchestra i Nidarosdomen Pinsesøndag? Jeps, Trondheim Rock satte handling bag de ofte benyttede ord "multikulturalisme" og lod den legendariske organist, keyboardspiller og komponist Jon Lord lede en til tider magisk seance som afslutning på festivalen.
For særligt de nyskolede metalhoveder: Jon Lord var tangentspilleren i blandt andre Lars Ulrichs, Mercyful Fates og Bruce Dickinsons grundinspiratorer Deep Purple, og således også manden, hvis forvrængede keyboard førte denne skriverkarl ind i heavy rockens vi(l)de verden via 1970-singlen 'Black Night'/'Living Wreck'. I det seneste årti har Jon Lord valgt en solokarriere som klassisk kompositør fremfor den sikre geschæft i Deep Purple; et band, som dog ikke var lagt helt i glemmebogen denne aften, hvor Lord koncertpremierede sit samarbejde med en række musikere fra Trondheim Symfonikerne i The Lord Chamber Orchestra, der blev suppleret af koret Children of Time og et par gode gæster.
I den første af to afdelinger åbnede Jon Lord med en klassisk stryger/fløjte/blæser-komposition, 'To Notice Such Things', skrevet til en nær ven, som han mistede sidste år, og hvis liv, Lord beskriver i seks stykker. "The power of music," som Lord beskrev stykket og hans sorgbearbejdelse, inden han satte sig til pianoet.
Koncerten holdt i en meget lødig og andægtig atmosfære, men Lord var - som englændere bedst - en meget nobel og vittig gentleman, der introducerede hvert af sine nummer med både dedikation og respekt for de historiske og hellige omgivelser, og for musikere og publikum, men i et afslappet og indimellem vittigt lune. Musikken var selvfølgelig flot, nydelig og stemningsfuld, omend man måske nok kunne savne Jon Lord i lidt flere udfoldelser ved organet fremfor pianoet, der var det primære instrument denne aften.
Efter pausen, blev den anden afdeling mere alsidig og til dels mere kraftfuld. I afdelingens første nummer, 'For Example' forklarede Jon Lord sin store passion for tidernes største norske komponist Edward Grieg og lod efterfølgende inspirationen tale på pianoet. I det andet nummer, den rytmiske og balkan-inspirerede 'Bourré' lod Lord rytmegruppen fra svenske Opeth, de to gange Martin - Axenroth og Mendez - indgå i et levende og forrygende sammenspil med ham selv og kammerorkesteret.
Vi var således på en omfangsrig rejse med den 68-årige Jon Lord, der naturligvis endte, hvor det hele for alvor startede for ham: Deep Purple. Først en sjælfuld version af den mesterlige ballade 'Soldier of Fortune' fra 'Stormbringer', sublimt sunget af Steve Balsamo (kendt fra opførelsen af 'Jesus Christ Superstar' i London), dernæst den store finale i den 40 år gamle superklassiker 'Child in Time' fra det genreskabende album 'Deep Purple in Rock' (1970). Præsenterende Balsamo og Opeth-folkene igen, og sanseligt at høre dette fantatiske epos i det violet-mørke lys under den gamle katedrals hvælvinger. Efterfølgende udtrykte Lord sin dybfølte dedikation til musikkeren og mennesket Ronnie James Dio, og således fik vi også mindet heavy metal-universets allerstørste stemme i den helt rette atmosfære af andagt og refleksion.
Totalt set en ganske unik afslutning på et par fine festivaldage med mestendels høj hard rock-volumen og ekstrem metalstøj. Festivalen har måske nok brug for nogle program- og konceptmæssige justeringer i 2011, men den musikalske bredde fra Mayhem og til Jon Lord & Lord Chamber Orchestra var både finurligt og flot tænkt. Og det musikalske niveau på Trondheim Rock 2010 var generelt mere end godkendt.
Karakter: 4
