Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tyskerne vender tilbage

Populær
Updated
Tyskerne vender tilbage
Tyskerne vender tilbage
Tyskerne vender tilbage
Tyskerne vender tilbage
Tyskerne vender tilbage

Tre fabelagtige rock- og heavybands på en torsdag aften i et halvfyldt KB18... Der er nogen, der er gået glip af noget.

Kunstner
Titel
+ Travelin Jack + Demon Head
Spillested
Dato
03-09-2015
Fotograf
Henrik Moberg Jessen
Karakter
5

Dæmonen gror et ekstra hoved

Programmet er skubbet lidt og Demon Head går på lidt over ni med deres let skramlede proto-doom, men de får en god start med nummeret 'Ride The Wilderness', der i aften er sat lidt ned i tempo sammenlignet med den originale ep-version. Det virker godt, og de fremmødte publikummer er med fra første færd.

Forsanger “M.F.L.” har løbende fået meget bedre styr på vokalen, siden jeg i 2013 så dem første gang på Stengade, da de sammen med Nocturnal (nu Nocturnalia) varmede op for Horisont. Han har generelt mere overskud i sin performance, hvor der er blevet plads til varme detaljer og skrigende leveringer af strofernes afslutninger.

I aftenens andet nummer ‘Thunder on the Fields’ tager M.F.L. den første af mange ture ud mellem publikum med mikrofonledningen i den ene hånd hævet frem foran, sig som kontrollerede han en svajende kvælerslange; deres live-aktivitet har gjort dem godt, og de unge mænd er virkelig blevet scenevante. En udvikling, man også ser i selve musikken; forfriskende ligetil, men indeholdende alt fra tunge passager til melodiøse guitarharmonier.

Der er på et tidspunkt lidt problemer med en streng, der ikke sidder som den skal; det bliver hurtigt ordnet, og vi bliver forsikret om, at alt er i orden. Senere er der lidt vrøvl med en pedal, der ikke helt vil, som den skal, og de er ikke hundrede procent tight i alle skift, men det bliver bedre og bedre sættet igennem, og Demon Head leverer en overvejende solid præstation med fokus på nyere numre.
4/5

Tysk glam med guitar-koks

Travelin Jack går på i en regn af konfetti, og frontkvinde og den ene af to guitarister, Alia “Spaceface”, tryllebinder sættet igennem publikum med sin whisky-hæse Motown-vokal og udstråling; halvvejs igennem første sang er der dog problemer med hendes guitarrem, men de bliver omgået med et smil på læben, et glimt i øjet og en siddende solo – resten af sangen med det ene “ben” af Flying V-guitaren kækt holdt fast mellem lårene. Senere er der problemer igen, denne gang en sprunget streng, og guitaren bliver stillet væk, mens bandet fortsætter ufortrødent.

Efter et par sange uden kommer Flying V'en dog i aktion igen med ny streng og en sang, der starter i en spinkel melodisk intro og skifter til pumpende riff med vrælende guitarlir henover; nu er det tid til twin leads og guitarharmonier! Der spilles dog ikke mange sange, før endnu en streng ryger på samme guitar: “Copenhagen is making me play too hard,” lyder det fra Spaceface.

Trommeslager “Montgomery Shell” begynder at, spille tilsyneladende for at fylde tiden, det tager at skifte guitaren ud, men trommesoloen går direkte over i introen til næste nummer, der er en riff-baseret anthem, som skifter over i en kælent refræn og tilbage igen. Konfettikanonerne bliver affyret for anden gang og sangen bevæger sig over i en blues-tynget solo.

Travelin Jacks sæt var svært præget af problemer med den ene guitar, men bandet klarede sig gennem, specielt ved hjælp af frontkvinde Alia “Spaceface”s overlegne charme, smittende smil og karismatiske tilstedeværelse på scenen. Og så gør det jo ikke noget, at man spiller helt old school heavy metal/glam a la helt tidlig Alice Cooper inklusiv velourheldragt, plateausko, ansigtsmaling, konfetti og alt, der ellers hører til. Som bandet selv siger: “Glitter is bigger than Satan!”
5/5

Det bliver hedt på KB18

Heat går på scenen til en parodi på 20th Century Fox-temaet og starter med sangen ‘Siamese Smile’ fra deres seneste album ‘Labyrinth’ (2014), og der er smæk på lige fra starten. Deres ligetil 70’er-rock’n’roll falder i god jord hos publikum, der synes at have set frem til berlinerne, for folk er igen helt fremme ved scenen; der synges med og klappes i takt, der bliver skålet, og håret bliver rystet.

Og bandet leverer deres numre med den helt rette mængde selvtillid, indlevelse, smil på læben og detaljer; tamburin-svingende omkvæd, foden på monitoren og høj guitarføring, groovy, pumpende Lynott-esque baslinjer, man får lyst til at tage med sig, når man drøner afsted ud ad landevejen på sin kværn med vinden i håret. Heat er desværre et alt for overset og undervurderet band på den internationale scene – evigt i skyggen af Kadavar. Specielt live er de en kraft, man kan regne med; tighte, groovy og svingende. Og sangene fungerer ganske fint på plade, men når et helt andet niveau live.

Specielt ‘Labyrinth’ – titelnummeret fra deres seneste album – virker uovertruffent med buldrende twin leads, der placeret sidst i sættet ender ud i lang hvinende solo.

Heat spiller fantastisk og har desuden sammensat et sæt, der byder på lidt af det hele, men for få sange fra det udmærkede debut-album ‘Old Sparky’ (2012). Som et plaster på såret får vi dog til sidst ‘Illusions’, som bliver bandets sidste sang for i aften. Og tak for det!
4/5

“Travelin Heat”

Travelin Jack støder til landsmændene, der allerede står på scenen, og sammen slutter de aftenen af med et par festlige covers fra rockens guldalder. Først en yderst veludført version af Rolling Stones’ ‘Gimme Shelter’ med trommeslageren fra Heat og derefter en lidt rodet, men alligevel fornøjelig udgave af AC/DCs ‘Whole Lotta Rosie’ med Travelin Jacks “Montgomery” bag tønderne. Aftenen munder ud i en tæt på ekstatisk glædesrus, hvor et desværre kun halvfyldt KB18 er gyngende, hoppende og syngende efter en gennemført blæret fremvisning af hvad rock skal og kan – en ægte rockfest!

Alt i alt: 5/5