Tunge, tunge skridt
Forhistoriske mammutter trampede side om side med flyvende ufoer, da italienske Ufomammut lagde vejen forbi KB18 med deres tunge, psykedeliske doom metal.
2. Warsheep
3. Zodiac
4. Fatum
5. Prismaze
6. Core
7. Wombdemonium
8. Psyrcle
9. ?
10. ?
Det er ikke altid til at forudse, hvilke doom-bands der trækker et talstærkt publikum. En regnfuld, mørk mandag talte ikke umiddelbart i italienernes favør, men det forhindrede ikke et tålmodigt tungmetalpublikum i at møde op. Det var heller ikke hvem som helst, der kom forbi Kødbyen. Ufomammut har efterhånden været forbi København nogle gange, og det er immervæk ikke noget, som er gået Devilution forbi. Senest Devilution var forbi, var på Loppen i 2012 til en femstjernet anmeldelse og igen i 2015, hvor anmelderen især fandt Ufomammuts psykedeliske islæt parret med doomens bastunge monotoni spændende.
På KB18 blev vi præsenteret for ’8’ (2017) i sin helhed. Pladen er, som antydet, Uformammuts 8. udgivelse – i hvert fald hvis man tænker ’Oro’ (2012) som ét samlet værk – og indeholder 8 skæringer. Med dette in mente var mammutterne på sin vis forpligtede til at spille seneste udgivelse i sin helhed. Det fungerede også efter hensigten. Man kom i hvert fald i et dronet og lettere transcenderende sløvsind. Det var også en kompetent mand, der var på lyden. Denne anmelder kan i hvert fald ikke komme i tanke om en koncert på KB18, der har lydt bedre.
Op til koncerten havde jeg kun nået at høre ’8’ en håndfuld gange. Selvom det musikalsk stadig står på tung, tung doom tilsat psykedeliske rumskibslyde, så er der sket enorme forskelle siden ’Eve’ fra 2010, som var den seneste udgivelse fra italienerne, jeg for alvor dyrkede. På ’8’ nærmer vi os indimellem en postmetallisk lyd henad Isis men uden samme stramme, koncise rytmestruktur. Især afslutteren ’Psyrcle’ synes at nikke genkendende til Isis. Man fornemmer et jammet element på Ufomammuts album såvel som koncerter. På papiret virker det som helt ideel mandagsmusik.
Varm orange lyd
Baggearet bestod af Orange- og Green-kabinetter. Der var også tale om en varm og fuzzet lyd, og der er noget ganske organisk over Ufomammuts tilgang til livekoncerten. Selvom dette frie feel også præger koncerten positivt, så manglede man på den psykedeliske front og de lyde, der ikke kommer fra bas, guitar eller trommer. Det ville ikke nødvendigvis gøre noget, hvis trioen blev til en kvartet. Musikalsk set er det ikke blot den æggende og repetitive bastunge rytmesektion, der fungerer for Ufomammut. Bassist og vokalist Urlo styrer samples og synthesizer, men det ville være herligt, hvis disse elementer knaldede mere ud. Selvom italienerne gjorde det fortrinligt, så blev man lidt mættet hen mod koncertens slutning. De finesser, som ’8’ indeholder, kom ikke hundrede procent til udtryk live. I stedet fik vi rå og trampende doom metal. Det kan man dog ikke for alvor brokke sig over.