Varme på Vestegnen
D-A-D fyrede godt op under Forbrændingen og gav en rutineret og velvalgt rundtur i bagkataloget.
Riskin' It All
Ride My Train
Overmuch
Jackie O'
Cloudy Hours
Nineteenhundredandyesterday
Call of the Wild / Jonnie / Call of the Wild
Monster Philosophy / Trucker (mash-up)
Lawrence of Suburbia
Money Always Takes the Place of Life
Empty Heads
Little Addict
Reconstrucdead
Everything Glows
I Want What She's Got
Counting the Cattle (remake)
Ill Will
Simpatico
Bad Craziness
I Won't Cut My Hair
It's After Dark
En tætpakket Forbrændingen i Albertslund var rammen om denne koncert. En koncert, der var en del af D-A-D’s jubilæumsturne, der besøger 30 danske spillesteder for at markere 30-året for bandets eksistens.
Bandet har da også en del at fejre og mange aldersgrupper at fejre det med. Det sidste først: Publikum var for en stor dels vedkommende folk, der havde alderen til at have været unge med bandet i firserne, men der var også yngre mennesker til stede, og stemningen var rigtig god grænsende til det hyggelige, men frem for alt medlevende og lyttende.
Og for at vende tilbage til jubilæumsstoffet: Den officielle dag er 3. marts, da det var den dag, Jacob “Cobber” Binzer kom med i bandet, så dagen var ganske tæt på at være den egentlige fødselsdag. Dertil skal lægges at den “nye” trommeslager Laust Sonne faktisk havde 15-års jubilæum på selve dagen for Albertslundkoncerten, så altså endnu en grund til lys i lagkagen.
Men frem for alt er det kvartettens evne til i 30 år at holde sig på toppen i dansk rock, der er en flaghejsning værdig, og det var dét, som blev fejret med en sangrig sætliste, som dækkede hele perioden med både hits og mindre spillede sange. Balancen var rigtig fin mellem det ene og det andet. Både antalsmæssigt, men også hvad angår stilarter: vi fik både den poppede ‘Nineteenhundredandyesterday’ og den mest metalliske ‘Ill Will’ at høre, samt rigtig meget derimellem. Nogle af de mere udtrådte sange havde fået nyt liv i form af mash-ups (bl.a. af ‘Monster Philosophy’ og ‘Trucker’), der var ganske vellykket, og et mindre vellykket remake af ‘Counting the Cattle’.
At D-A-D er et rockband var der dog ingen tvivl om, både hvad angår scenefremtræden og lyden, der var varm, støvet og klar nok til, at man kunne høre, hvad der foregik. Det var rigtig rart. Hvad der var mindre rart, var forsanger Jesper Binzers stemmeproblemer i starten af showet. Stemmen virkede meget anstrengt, men mod slutningen kom der liv, overskud og varme i den også, så sange som ‘Bad Craziness’ og ‘I Won’t Cut My Hair’ kunne få, hvad de havde fortjent.
Så samlet set var det en koncert, der bedst lader sig beskrive med ordet “varme”. Varme mellem publikum og orkester, samt, hvor nostalgisk det end måtte være, varme følelser for nogle gedigne rocksange fra de seneste 30 år.