Velsammensat blandet pakke
Populær
Flere slags dødsmetal fra så forskellige bands som Ulcerate, Svart Crown og Castrensis var rammen for et fint arrangement på Loppen.
Der var måske ikke ligefrem udsolgt, men helt skidt var fremmødet nu heller ikke på sådan en mørk og vindblæst onsdag aften i februar. Det første band på scenen var dansk, men ellers skulle de musikalske input tage os helt til New Zealand med et fint pitstop i Frankrig.
Det danske indslag var Castrensis fra Odense - eller et "middelmådigt provinsband", som forsangeren jokende kaldte det. Det var muligvis ikke det mest originale, men bandet var heldigvis bedre end annonceringen. Guitaristen havde travlt med sin guitar, så han kiggede mest på sit gribebræt i stedet for drøne rundt, så ville man have "action" fra andet end de hurtige guitar-fingre, så måtte man kigge på forsangeren.
Growlet var dybt og ret typisk uden rigtigt at imponere, men alligevel var det samlede indtryk af bandet fra Odense rimeligt positivt, og den første sult efter dødsmetal blev stillet.
Musikken insisterede
Franske Svart Crown så meget vrede og autoritære ud, som de stod der på den ølkasse-høje scene. De opfordrede til aktivitet fra publikum - ja, de virkede nærmest lidt fornærmede over, at der ikke var mere gang i den. Heldigvis havde bandet musikken til, at få liv i publikum, så det kom helt af sig selv lidt efter lidt.
Musikken var en enormt fed og yderst velspillet omgang dødsmetal, som riffmæssigt trak lidt på Behemoth, men rytmisk også flirtede med noget andet fransk og ypperligt: Gojira. Der er kun at håbe på, at Svart Crown vokser sig lige lidt større, så de kan trække nogle flere folk til, for det var coolness, som skal opleves igen.
Tekniske herligheder
Der har nok stået i det interne program, at første band skulle spille kl. 22, det andet kl. 23 og det sidste til midnat. Hvis det var tilfældet passede det i hvert fald meget godt, selvom det måske lige skred en 5-10 minutter for Ulcerate.
Ulcerate spillede for en begejstret lille flok på ca. 50 personer, som havde rykket tæt på scenen for at opleve bandet fra New Zealand. Bandet talte ikke meget mellem numrene og lod til helst at ville koncentrere sig om musikken. Scenen var flere gange indhyllet i tæt røg, så man ikke kunne se en hånd for sig. Det passede meget godt til musikken, som ikke gik af vejen for lange, storladne passager i en musik, som ellers havde et post-metallisk udgangspunkt brygget over en sej black og død.
Trommespillet var meget interessante at lægge ører til - man kunne nærmest aldrig gætte, hvornår næste lilletromme-slag ville ligge, da trommeslager Jamie Saint Merat stod for et legende og teknisk bidrag til musikken. En musik som bestemt ikke ville lade sig nøje med klassisk 4/4-dels takter.
Ulcerate leverede en intens og mørk stemning, og således den sidste variation til den fornemt sammensatte pakke, som formåede både at være bred indenfor modergenren, og så alligevel bevare en rød tråd. Man kunne have ønsket sig lidt flere publikummer, men det var reelt mest Castrensis som måtte kæmpe med et publikum, som med undtagelse af den forreste række ikke virkede helt op på beatet endnu.
Karakterer
Castrensis: 3 (
" target="_blank" title="Castrensis">video)
Svart Crown: 4 (
" target="_blank" title="Svart Crown">video)
Ulcerate: 4 (se video nedenfor)