Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vi vil huske vokalen

Populær
Updated
Vi vil huske vokalen
Vi vil huske vokalen
Vi vil huske vokalen
Vi vil huske vokalen
Vi vil huske vokalen
Vi vil huske vokalen
Vi vil huske vokalen
Vi vil huske vokalen

Rival Sons var kompetente som musikere, men det var den fænomenale vokalist, der reddede æren for bandet, der føltes som det gode rockband, der gør alting lige efter bogen, men alligevel har svært ved at skabe noget mindeværdigt

Kunstner
Dato
25-06-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Rival Sons er udvalgt af Ozzy og Sharon Osbourne personligt til at være opvarmning på den igangværende Black Sabbath-afskedstour. Og med den tjans var så også kommet et gig på Copenhell. Historisk set er der ikke noget mærkeligt i et bluesrockband på Copenhell, der netop aldrig har haft en 100 % metalprofil, og festivalen lægger fornemt vægt på alsidigheden også. Bandet, der åbnede version 1 af festivalen i 2010 var Supercharger, og senere på samme festival spillede The Damned Things en udmærket rockkoncert, der var relevant på grund af musikken og ikke blot Scott Ians tilstedeværelse i bandet.

På Devilution-redaktionens fællesmail er tonen ofte hård, og her ses de mere unuancerede påstande om, hvorvidt noget er godt eller skidt, sammenliget med anmeldelserne, hvor de enkelte anmeldelser på sitet i det mindste forsøger at begrunde, hvorfor noget er godt eller skidt. Rival Sons delte i den grad vandene, kunne det konstateres. Hvis man skal modsige de negative hoveder, så må det siges, at bandets relevans på festivalen lader sig vise ved det antal mennesker, der aktivt vælger at deltage i festen oppe foran. Omvendt kan man prompte returnere et svar til dette om, at der nok let kunne findes et andet band til den plads tidligt på aftenen, som kunne have skabt en større og mere publikumssamlende fest. 

Vokal pragtpræstation
Rival Sons er rock med bluesy undertoner og en melodisk og virkelig, virkelig kompetent vokal fra Jay Buchanan. Han er bandets virkelige trumfkort. Musikken er virkelig velspillet, lyden afbalanceret med masser af plads til de enkelte instrumenter fra en solid rytmesektion, over keyboardet i baggrunden til riffene fra guitarist Scott Holiday. Han var i øvrigt den guitarist, der flest gange fik skiftet guitar, da han efter hvert nummer straks fik overrakt en nystemt guitar fra sin guitartekniker. 

Men musikken føles bare ikke rigtigt vedkommende til trods for sin store dynamik. Det føles rigtigt, stemningen i musikken er lige efter bogen for et rockband, men lidt efter lidt falder det lidt fra hinanden, for hvor er de store sange, der skal løfte det hele højere end det gode rockband, man tilfældigvis overhører på en festival, der ikke har fokus på rock og metal? En afsindigt dygtig vokalist med en supersej stemme og cool appearance, som var nogle af rockens afdøde, men store, ikoner studeret til perfektion, er bare ikke nok.

Et nummer som ’Tied Up’ havde det, der skulle til for at stikke af fra det gode, men i længden let anonyme udtryk. Her kunne riffet huskes længe efter, koncerten var slut, men for Rival Sons som sådan var det mest de evindelige guitarskift, som satte sig i hjernebarken. Og nå ja – det må ikke glemmes: den formidable vokal, der trods alt hiver koncerten op til den givne karakter.