Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sci-fi-thrash og væg til væg-smil

Populær
Updated
Sci-fi-thrash og væg til væg-smil
Sci-fi-thrash og væg til væg-smil
Sci-fi-thrash og væg til væg-smil
Sci-fi-thrash og væg til væg-smil
Sci-fi-thrash og væg til væg-smil
Sci-fi-thrash og væg til væg-smil
Sci-fi-thrash og væg til væg-smil

Voivod kom, så og sejrede med en overlegen præstation og en medrivende fest for de indviede få til Dirty Days of Summer.

Kunstner
Spillested
Dato
10-08-2016
Trackliste
1. Ripping Headaches
2. Tribal Convictions
3. Overreaction
4. Kluskap O'Kom
5. Inner Combustion
6. Killing Technology
7. Post Society
8. The Prow
9. We Are Connected
10. Psychic Vacuum
11. Voivod
12. Astronomy Domine
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Det kan godt være, at Voivod har været i gang i svimlende snart 35 år. Men de spiller med en energi og en spilleglæde, som får langt yngre kolleger til at fremstå bedagede, udslidte og livstrætte.

Ret skal være ret: Af originalmedlemmerne er kun trommeslager Michel ”Away” Langevin og forsanger Denis ”Snake” Bélanger tilbage, efter guitaristen ”Piggy”s alt for tidlige død og bassisten ”Blacky”s udtræden for et par år siden. Ind er kommet Voivods yngstemænd, guitarist ”Chewy” (i 2008) og bassist ”Rocky” (i 2014). Ikke desto mindre var det alligevel de to halvgamle, der førte an denne onsdag i Beta. Away med sit uovertrufne trommespil, der på én gang er teknisk og catchy og punket og progressivt, og Snake med sin karakteristiske nasale vokal og lige så karakteristiske tudegrimme og tudesjove dansebevægelser og fjollede gangarter.

Uanset hvad virkede Voivod som et band, der vitterligt nyder at stå på en scene, som var det første gang, de gjorde det. Væg til væg-smil, masser af sideskift mellem mellem strengeinstrumenterne, Snake, der var ude at high-five med og være helt oppe i fjæset på publikum konstant, og Away, der konstant sad og lavede mundbevægelser, der fulgte trommerne. Om det skyldes de nye medlemmer, eller om det skyldes den fornyede anerkendelse, som er blevet Voivod til del, eller om det bare er lykkelige for at spille deres sci fi-metal: Voivod kunne have spillet af lort og stadig have fået en pæn karakter alene for den stemning, de skabte fra scenen.

Det er i sig selv en bedrift, når man tænker på, at der kun i begyndelsen var halvfyldt til den ellers udsolgte koncert. Mange var nok mest kommet for Illdisposed, og genremæssigt var det da også en lidt uegal sammensætning. Men det tog ikke noget af glæden fra én, for Voivod var – modsat sidst på Loppen, hvor de bare var lidt mere end gode – fremragende.

Det bliver man også nødt til at være, når man åbner med en sang som ’Ripping Headaches’ fra det smadrede andet album,  ’Rrröööaaarrr’ fra 1986, begge med ualmindeligt sigende titler. I hvert kan man hjem med ansats til hovedpine forårsaget af headbanging: Det var umuligt at lade være. Ellers bestod sætlisten af en blanding af gamle klassikere fra slutfirserne som ’Overreaction’, ’Tribal Convictions’ og ’Inner Combustion’, blandet med de nyklassikere, der viderefører Voivods klassiske periode, som ’Kluskap O’Kom’ og ’We Are Connected’, den sære og dansable ’The Prow’ og lidt af det helt gamle i form af den altid suverænt festlige ’Voivod’ før en afslutning med Pink Floyd-coveret ’Astronomy Domine’.

På den måde var den en sætliste, der passede til Voivods kvaliteter, som fokuserede på den kantede og progressive punky thrash, og som byggede bro mellem gammelt og nyere Voivod. Og koncerten satte en tyk streg under, at Voivod igen har fundet den indre ild, som tidligere har sendt gruppen på tur mod fjerne galakser. En suveræn koncert og en fremragende sceneoptræden.

De, der ikke var der, bør græde sig selv i søvn over ikke at have været der. Men heldigvis får man chancen igen den 23. november, når Voivod sammen med Entombed A.D. og Lord Dying spiller i Amager Bio. Formelt set er Entombed A.D. hovednavn, men kunstnerisk set ved vi vist alle, hvem der er hovednavnet.