Volbeat viste verdensformat Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/19/5b/b8/276351-h1000-60-1503932629.jpg
28. August 2017    

Michael Poulsen demonstrerede verdensklasse med besøg af verdensstjerner foran 48.000 gæster på den historiske aften i Parken. Men fraværet af de stærke, gamle sange gjorde det til en alt for lang aften med middelmådig musik.

Kunstner
Spillested
Dato
26-08-2017
Distributør
Genre
Trackliste
1. The Devil's Bleeding Crown
2. Heaven nor Hell
3. Radio Girl
4. Lola Montez
5. Let It Burn
6. Doc Holliday
7. Sad Man's Tongue
8. 16 Dollars
9. 7 Shots
10. Fallen
11. Slaytan
12. Dead but Rising
13. Goodbye Forever
14. Maybellene I Hofteholder
15. The Everlasting
16. For Evigt
17. Evelyn
18. The Lonesome Rider
19. The Garden's Tale
Ekstra:
20. Guitar Gangsters & Cadillac Blood
21. Enter Sandman
22. A Warrior's Call / The Hangman's Body Count
23. Black Rose
24. Pool of Booze, Booze, Booza
25. Still Counting
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest/Rockfreaks.net
Karakter
3

”Jeg kommer fra Devilution.” Den venlige unge pige i den hvide skurvogn kiggede ned på sine papirer med navnene på gæste- og presselisten. Kiggede lidt forlegent op og forvirret ned på arkene igen, da hendes overordnede kollega overhørte navnet og straks trådte til og med et forundret blik i øjnene udbrød: ”Jamen, du ved da godt, at du ikke er velkommen?!”

Selvfølgelig vidste jeg det. Det var vist gået op for de fleste musik- og almene nyhedslæsere i denne weekend, at Devilution og Ekstra Bladet var blevet blacklistet på presselisten. Men når man nu alligevel passerede skurvognen, hvor pressefolk og gæster melder deres ankomst, hvorfor så ikke lige tage lidt gas på de søde mennesker fra Live Nation? Der, for en god ordens skyld, intet havde med beslutningen at gøre.

Årsagen til afslaget kender vi stadig ikke, men vi kan kun gisne om, at det formentlig var et forsøg på damage control. Det er jo anmelderne, som forfatter fremtidens historie. Når vi selv laver vores tidsrejseartikler om fortidens koncerter med eksempelvis Black Sabbath, Metallica  og Kiss, så har vi kun kritikernes konklusioner fra samtiden at fortælle fortiden ud fra. Og som den kontrolfreak Michael Poulsen er, har han forsøgt at påvirke, hvordan den historie skal skrives: uden Ekstra Bladet og uden den kritik, som Devilution på det seneste har rettet mod Volbeat i vores anmeldelser fra blandt andet Wacken Open Air. Lige som det heller ikke huede Michael Poulsen, at Heavyjams (og dermed Devilutions) stifter og vores fotograf for nogle år siden stod bag en bog om ham, som han selv nægtede at medvirke i.

Det er besynderligt at tro, at vi ikke kan forholde os sagligt til det, vi anmelder, og det er direkte naivt at tro, at det ville afholde os fra at dukke op og anmelde koncerten alligevel. Men der er såmænd ingen grund til at bære nag til Poulsen, for jeg tror faktisk godt, jeg forstår hans tankegang – koncerten i Parken lørdag var kulminationen på karrieren. Kronen på værket, der aldrig kan eller bliver overgået.

Det handler om historiske rekorder
Som idrætsudøvere altid har for mål at sætte rekord, så har musikkens største atleter det samme behov – simpelthen fordi de kan sikre sig de historiske rekorder. Hvorfor gav Metallica koncert på Antarktis? Næppe for at tilfredsstillee kontinentets pingviner, men fordi Metallica kunne og med koncerten skrev sig ind i historiebogen som det eneste band i verden, der har spillet på alle klodens syv kontinenter. 

Volbeat er for længst også kommet op i den liga, hvor Poulsen kan skrive historie. Han gjorde det allerede i 2015, hvor han samlede 37.500 mennesker til koncert i Tusindårsskoven i Odense. Men tilskuertallet forblev det eneste positive til historiebogen. Volbeat kiksede. Og der var konsensus blandt kritikerne. Koncerten var middelmådig, og det har Poulsen helt sikkert også fornemmet undervejs, at de havde ret i.

Koncerten i Parken var Poulsens jagt på revanche. 48.000 billetter solgt på seks dage til koncert i Danmarks symbolske stadion for sejr og succes. Intet måtte gå galt. Der var taget højde for alt – inklusive nægtet presseadgang til de to medier, der i hans optik ville svine seancen, uanset hvor godt Volbeat gjorde det. Så enkel tror jeg faktisk, at årsagen er. Hvor sørgeligt det end også er. For Devilution har altid givet Volbeat fair kritik i de 35 gange, vi har anmeldt dem. Denne gang er ingen undtagelse.

I topform til slaget
Fra den obligatoriske indledning med Mötorheads ’Born to Raise Hell’ bragende ud af Parkens højtalere, hvor det gigantiske Volbeat-tæppe faldt til scenegulvet, var der ingen tvivl om, at Michael Poulsen var en mand på sit livs mission. Lyden var fantastisk. Faktisk er lyden næppe hørt mere fremragende nogensinde før i Parken. Ditto Poulsens stemme. Fra det øjeblik ’The Devil’s Bleeding Crown’ åbnede, sang manden simpelthen af sine lungers fulde kraft, så han ikke efterlod nogen i tvivl om, hvor unik hans stemme er. Hans øjne udstrålede en stålsat vilje til at ville vinde over alt og alle – både fans og kritikere – så det blev helt symbolsk, at der var placeret en boksering foran scenen som erstatning for et standard-plateau at bevæge sig ud i. Og her skiftede de tre stående musikere både alene og i fællesskab til momentvis at give opvisning i ringen, som Rob Caggiano, der flere gange gav opvisning i ægte showmanship, når han lirede soli af.

Stjerneparade
Når det ikke var Caggiano, der stjal billedet, så var det alle gæsterne. Der manglede sgu næsten kun King Diamond for, at alle de mange gæster, der har medvirket igennem tiden på Volbeats plader, var samlet i Parken. Godt gået og godt tænkt.

Ulempen for bands, der når denne her liga, er altid, at udgangspunktet er langt fra det, der sikrer den store succes. For få måneder siden stod Aerosmith i Royal Arena, hvor det gråhårede segment stod med armene i vejret, når Boston-gruppen spillede deres svedige 70’er-rock, mens de derimod sad med armene over kors, når 90’ernes flødenumre kom. Der til gengæld fik horderne af unge kvinder til danse rundt i begejstring. Vi ser det samme syn til Metallica. De gamle metalfans kræver ’Kill ’Em All’ – de almindelige musikgæster kommer for ’Nothing Else Matters’.

Det er ikke nemt at tilfredsstille alle, når man først har samlet 48.000, der er kommet til på grund af forskellige præferencer. Det handler om balance, og den skabte Michael Poulsen på fornem vis. De langhårede med heavyvest sendte næverne i vejret, da Kreators Mille Petrozza sang igennem på ’7 Shots’, og Napalm Deaths Mark 'Barney’ Greenway growlede løs på ’Evelyn’, mens de folkelige fans dansede og kyssede på kæresterne, da Johan Olsen sang med på ’For Evigt’ og ’The Garden’s Tale’. Og som aftenens scoop var der noget for alle samtlige under Parkens tag, da Lars Ulrich åbenbarede sig og spillede trommer på koncertens højdepunkt ’Guitar Gangsters & Cadillac Blood’ og efterfølgende på ’Enter Sandman’. 

For meget af den flade rock
Når en af musikhistoriens største stjerner gæster ens band på scenen, så ved man fandeme, at man har gjort noget rigtigt. Og det har Volbeat i den grad. Altså undtagen den musikalske retning, Poulsen har valgt siden debuten og frem til sidste års skrækkelige udgivelse. Hvis ’The Strength/The Sound/The Songs’ var som sort stærk kaffe brygget af gode bønner, så er ’Seal the Deal & Let’s Boogie’ lavet af lunkent vand og en enkelt skefuld frysepulver med alt for mange skefulde sødemiddel. Og så bliver 130 minutters koncert en hård distance at stå igennem, når en tredjedel af sætlisten skal skylles ned med det intetsigende discountprodukt – uanset at indpakningen med lys og lyd var flot. 

Men Michael Poulsens mission lykkedes trods alt, og Volbeat kunne gå triumferende af scenen. De havde tæmmet Parken. Sågar anmelderne var overvejende positive. Også denne. For på en dårlig dag er Volbeat til et total på vores skala. Det har de været de seneste gange, vi har set dem, hvor bandet har virket uoplagt, og de nye sanges letbenethed blev så meget desto mere markant. Men denne aften satte de alt ind på at give dem det liv, de normalt savner. Og det lykkedes.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her