WOA’16: Når eget materiale ikke er godt nok
Populær
Skønne, karismatiske Tarja kan synge som få, og hun gjorde det fredag aften på Black Stage. Desværre kræver en god koncert mere end en fantastisk vokal.
Kl. 21:00 på Black Stage om fredagen er noget nær den bedste tid og scene, man kan få. Lidt af et cadeau til en kvinde, der reelt set nok stadig huskes som den “rigtige” forsanger for Nightwish. Fire udgivelser er det blevet til under eget (for)navn, hvoraf den seneste, ‘The Shadow Self’, udkom tidligere i år. Trods den noget kritiske tone bør der ikke herske tvivl om, at Tarja Turunen på papiret hørte hjemme på scenen og fortjente at stå der. Desværre beviste hun det ikke selv.
Men Tarja smiler smukt og var så imødekommende og glad, at man et kort øjeblik glemte, at hendes solomateriale ikke helt har samme niveau som materialet fra Nightwish-dagene. Det var tydeligst, da Tarja spillede Muses storladende 007-hymne ‘Supremacy’. Hvad skulle det til for? Den efterfølgende parade af Nightwish-numre i form af ‘Tutankhamen’, ‘Even Dream’, ‘The Riddler’ og ‘Slaying the Dreamer’ cementerede problemerne med den karismatiske sangerindes egne numre. Niveauforskellen mellem de udvalgte covernumre og eget materiale var for tydelig.
‘No Bitter End’ startede koncerten og satte lidt liv i mudderhullet. En ganske fin start med udmærket lyd. De to afsluttende numre, ‘Die Alive’ og ‘Until My Last Breath’, var absolut de numre af Tarjas eget materiale, der gjorde sig bedst. ‘Demons in You’ fra dette års udgivelse fik lidt ekstra pondus, da Alissa White-Gluz (Arch Enemy) dukkede op på scenen og sang med. Men derudover var det begrænset med højdepunkter. Ikke at Tarja spillede en dårlig koncert, det var bare lidt jævnt.
Med fire udgivelser i bagagen burde det ikke være nødvendigt for Tarja at spille cover-numre. Det er absolut velset, at Nightwish-numrene får spilletid, men et cover-nummer af Muse ligefrem? Det virker unødvendigt. Der er ikke tvivl om, at den storsmilende sangerinde med den mindst lige så store vokal bragte noget til scenen. Det var bare ikke helt nok, i forhold til hvad man kunne forvente, tidspunkt og scene taget i betragtning.