Wacken Metal Battle 2018: Aarhus

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/c2/53/5d/2018-0505-20355700-83-1525846187.jpg
07. Maj 2018    

Den danske afdeling af talentkonkurrencen var nået til tredje omgang af den indledende runde lørdag aften i Aarhus. En aften, der bød på et noget sløjt fremmøde, et imponerende højt niveau på scenen og en overraskende vinder.

Titel
+ Beneath The Silence + Xenoblight + Pudsige Herrer
Spillested
Dato
05-05-2018
Forfatter

Et hurtigt rids over Wacken Metal Battle-konceptet for de uindviede: Ti talentfulde danske bands er udvalgt, og i løbet af fem indledende heats rundt omkring i landet spiller hvert band to koncerter. Dvs. fire bands for hvert heat. En jury af fagfolk giver bandene sparring i løbet af processen og udvælger en vinder efter hvert heat. Slutteligt bliver fire af de ti bands udvalgt til at spille til Wacken Metal Battle-finalen i Pumpehuset i København, og vinderen af denne finale får, foruden et spillejob på legendariske Wacken Open Air, også gigs på Royal Metal Fest i Aarhus og Aalborg Metal Festival samt al den rigdom og berømmelse, der følger med.

Med det på plads var det tid til det tredje af fem heats, denne gang i Aarhus. Desværre var det ikke noget, aarhusianerne virkede synderligt interesserede i, trods to lokale bands på plakaten. Enten havde Hexis, der spillede samtidig på Radar, det største publikum, de nogensinde har mødt i provinsen, eller også havde det samlede århusianske metalmiljø lagt sig til at pleje tømmermændene fra gårsdagens kapsejlads hjemme på sofaen denne lørdag aften. Lidt trist, idet ingen af de fire håbefulde bands på noget tidspunkt havde mere end 50 mennesker som tilskuere i Atlas’ sal.

Svært definérbar, men med potentiale
Første orkester på scenen var århusianske Beneath the Silence. Musikalsk befinder bandet sig i et groovy, melodisk territorium, hvor forsanger Mette Hessellunds rene vokal bærer melodien, mens musikken er en mere svævende størrelse med en Sepultura-lydende intro hist og et Rage Against The Machine-lignende break her tilsat et skvæt metalcore og nogle djentede elementer. Alt i alt en fin mikstur, der sagtens kunne forlede én til at nikke anerkendende med nakken fra tid til anden.

Beneath the Silence blev naturligvis ramt af ”førstebands-forbandelsen”, så første nummer i deres halvtimes-sæt lydmæssigt primært bestod af bas og trommer, mens man mere svagt anede vokal og de dobbelte guitarer bag rytmesektionen. Efter de indledende lydvanskeligheder knoklede bandet på for at komme ud over scenekanten, hvilket sådan set også gik okay, når musikken spillede. Hessellunds vokal virkede en smule ensformig i første halvdel af sættet, hvilket hun kom rigtig godt efter i anden halvdel, efter nerverne havde lagt sig, og stemmen var blevet varm. Forsangeren viste sig at have et fint og bredt vokalspektrum, som helt sikkert giver Beneath the Silence et udviklingspotentiale.

For bandet er nok nødt til at udvikle sig. Selv om deres materiale er fint, og de evner at skære et nakkeknækkende breakdown, så er der ikke rigtig nogen af sangene, der for alvor bliver siddende i hukommelsen ret længe. Og så mangler man altså evnen til at fange publikums opmærksomhed mellem numrene. Enten skal forsangeren fyre den af med rock’n’roll-attitude og sangerjokes, mens der bliver stemt håndvåben, eller også skal man fyre et tight og intenst sæt af, hvor publikum ikke får chancen for at trække vejret. I går evnede Beneath the Silence ingen af delene, hvilket resulterede i for lange pauser mellem numrene, hvor det knappe publikum oppe foran fik lov at falde alt for meget til ro. Beneath the Silence er heldigvis et ungt band, der har masser af potentiale til at udvikle såvel deres sceneoptræden som deres sangskrivning. Og grundstenene er der.

Publikums-favoritter med niveau til mere end Silkeborg
Næste band på rampen var silkeborgensiske Xenoblight, der med en selvfinansieret fuldlængde-udgivelse tidligere på året var aftenens, i hvert fald på materialefronten, mest rutinerede band.

Når de første to input i anmelderens notesbog er ”pit i første nummer” og ”alt er fedt!”, ved man, at noget er gjort rigtigt. Xenoblight kom fræsende ud af starthullerne anført af forsanger Marika Hyldmar, der med en attitude som en rasende furie nærmest eksploderede ud i hovedet på de første par tilskuerrækker, der omgående kvitterede med en mindre moshpit og masser af synkron headbanging. Musisk dyrker Xenoblight dødsmetal med elementer fra både black og thrash, og vokalarbejdet fra Hyldmar dækker også et ret bredt spektrum fra det høje skrig til det dybe growl.

Live fik man ikke indtryk af, at det ikke nødvendigvis er det mest nyskabende materiale, Xenoblight præsenterer, men til gengæld er de på scenen en så sammenspillet og medrivende en enhed, at man ikke kan undgå at fornøjes. Et tæt på ideelt miks af fandenivoldsk respektløshed, charme og musikalsk kompetence gjorde Xenoblight til publikumsfavoritterne denne aften i Aarhus, og da Hyldmar introducerede det afsluttende nummer med ”det er sidste chance for at danse”, kvitterede det sparsomme publikum igen med den bedste moshpit, forholdene tillod. Det var en gruppe, der osede af musikalsk og mentalt overskud, og i konkurrence-øjemed et band med potentiale i overflod.

”Det er tid til et oprør!”
Sådan gjaldede det ud over Atlas’ lave scenekant tyve minutter inde i Pudsige Herrers sæt. Trioen, der spiller selvproklameret ”protestpigtråd”, er formentlig dette års WMB’s mest aparte indslag. En tung, basdrevet pigtrådsmusik, som giver associationer til alt fra Røde Mor til Royal Blood, garneret med letgenkendelige, politiske tekster om oprør mod systemet og magthaverne. Det lyder som en cocktail, der meget hurtigt kunne blive enerverende, og som aldrig blev netop det. Forsanger Jakob Rohde-Kappel har en imponerende stor stemme, der let håndterede både det høje og det dybe i Pudsige Herrers catchy syng-med-omkvæd. Og sang med, det gjorde Atlas’ publikum.

Bandet var det eneste af aftenens fire, jeg selv havde set live tidligere. Og det var tydeligt, at de havde været igennem en rivende udvikling, siden jeg oplevede dem i en bar i Åbyhøj for et halvt år siden. Flowet var skarpere, musikken mere tight, og vokalen langt, langt bedre. Pudsige Herrer er et band, der internationalt naturligvis vil have sine begrænsninger på grund af det danske tekstunivers, men rent musikalsk var gruppen sublim, leverede et medrivende show og præsenterede en stil og et materiale, ingen i Danmark p.t. gør dem efter.

Det var en utaknemmelig tjans at gå på efter Xenoblights kraftpræstation, men Pudsige Herrer tog kampen op og leverede aftenens mest øjenåbnende musikalske oplevelse.

Anden gang var lykkens gang
Efter aftenens, efter denne anmelders ydmyge mening, to absolut bedste bands, kom turen til, hvad der skulle vise sig at være juryens favorit, nemlig københavnske Ethereal Kingdoms. Bandet var det eneste, der i aften spillede deres anden WMB-koncert, og dermed skulle bandet gøre brug af den sparring og de gode råd, som fagfolkene i juryen havde givet dem efter første koncert i Slagelse.

Stilen var symfonisk og tung metal med et teatralsk input, ført an af forsanger Sofia Schmidt, der let fortryllede metalfolket ved scenekanten med sin operette-inspirerede sirenesang, der med lethed skiftede til skrig eller dybe growl fra det ene øjeblik til det andet. Her var i hvert fald en frontkvinde, der kunne fange publikum uden egentlig at have nogen kommunikation med dem. Pauserne mellem numrene blev udfyldt med spoken word-passager, der bandt samtlige sange sammen til et langt, intenst hug, hvilket helt sikkert var en ændring fra bandets første WMB-koncert. Lyden var noget mere gennemført end i bandets første forsøg, og generelt fik man indtryk af, at bandet havde taget godt imod juryens input.

Til gengæld led Ethereal Kingdoms af samme sygdom som flere af bandene i aften, og som mange unge og nystartede bands generelt. Der var ikke rigtig nogen numre, der for alvor fangede publikum. Helhedsindtrykket var fint, men det var ikke en koncert, man gik fra med riffs eller musikalsk passager ringende i baghovedet. Samtidig var bandets udprægede brug af backtrack, i hvert fald for mig, noget af et irritationsmoment. Musikken skal være storladen, og Ethereal Kingdoms klarer det ved at have en mængde strygere, keyboards og lignende kørende i baggrunden. Det lyder alt sammen fint, men man kan ikke lade være med at fundere over, hvordan gruppen egentlig lyder live, når al sovsen skæres væk.

Nuvel, juryen lod sig forføre af den symfoniske forestilling, og Ethereal Kingdoms’ evne til at tage imod konstruktiv kritik fra fagfolk og forbedre sig har helt sikkert også spillet ind i juryens votering. Det er i hvert fald et band med masser af potentiale, men også med rigeligt plads til at bygge videre på grundstenene.

Mens Ethereal Kingdoms nu ligger lunt i svinget til en finaleplads i København, må man endelig ikke snyde sig selv for at opleve de andre tre grupper, når de spiller deres opfølgende koncerter i Kolding og Esbjerg den kommende weekend.

 

Karakter:

Beneath The Silence: 3

Xenoblight: 4

Pudsige Herrer: 4

Ethereal Kingdoms: 3

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her