Wacken Metal Battle 2018: Slagelse
Fire vidt forskellige bands åbnede Wacken Metal Battle, der er tilbage efter pause i 2017, hvor det som i 2013 igen var Danmarks tur til at sidde over i den populære konkurrence, der har deltagelse fra mere end 40 lande.
I de næste uger løber Metal Battle af stablen. Fem indledende runder og en finale senere vil vi have årets vinder valgt ud af de ti dystende bands. At det er en konkurrence, bemærker bandene nok mest, for publikum er heldigvis så lykkeligt fritaget fra stemmesedler, sms-stemmer, fancy apps og så videre. I stedet er der en jury bestående af folk, der alle har fingrene godt sovset ind i det danske metalmiljø og derfor kan tilbyde alle bands god sparring og rådgivning på rejsen mod metallisk hersken. Og det uagtet om man vinder eller ej.
Der er således noget på spil, selvom det først og fremmest handler om at levere en fed koncert for de fremmødte metalfans. Ofte ses Metal Battle som et talentprogram, og dermed som især noget for nyere bands, hvorfor det måske derfor kunne undre, at Deadflesh, der blev dannet helt tilbage i 1994, har valgt at stille op og er blevet udtaget. Men der er altid plads til feedback, og det virker også lidt, som om Deadflesh er mere i vælten end nogensinde før. Og hvorfor ikke se, om de aktuelle positive vinde kunne blæse bandet til Wacken og videre ud i verden?
Og måske netop derfor havde Deadflesh umiddelbart lidt spænding i maven, da showet startede. På trods af masser af rutine og et nyligt support-show for Obituary i bagagen. Men eventuelle nerver blev hurtigt smidt, og den catchy, relativt simple dødsmetal i groovy midttempo-stil blev fyret af med sikker hånd. Bandet er af den gamle skole, så udover lidt headbanging virkede det, som om ansvaret for den vilde fest blev skubbet over til publikum. Deadflesh leverede en god omgang dødsmetal, men gjorde ikke meget for at hjælpe publikum på vej, udover selvfølgelig at levere musikken. Lyden var ret god, men som det var tilfældet hele aftenen, så savnedes der lidt mere dybde i bunden af lydbilledet.
Et ekko af fortiden
Hvor 1994 ikke er langt fra årene, hvor inspirationerne for Deadflesh blev dannet, så er der noget længere fra Hadrons inspirationer til dannelsen af dette band i 2009. Bandet kommer med old school heavy/doom metal som religion og kigger tydeligvis gerne helt tilbage til 70'erne for inspiration. Også visuelt, selvom der var visse uoverensstemmelser i, hvor stilsikkert det blev gjort sammenlignet med fortidens idoler.
Hadron kørte nogle lækre heavyriff af, og over disse lå så forsangerens glimrende vokalmelodier, hvor især de høje toner lå godt og vækkede nostalgien, mens de dybere registre emmede af episk storhed. Som bandet stod på scenen her i Slagelse, blev udtrykket lidt for "ærligt". Forstået på den måde, at når der ikke blev gjort noget for at piske en stemning op, og lyset var alt for lyst og klart, så ville det have klædt bandet med lidt mere mystik. Måske en dunklere lyssætning eller med en masse tung røg til at hylde bandet ind, så de i i stedet fra tid til anden blot ville være silhuetter. I hvert fald fremstod de også som et lettere urutineret band, der ikke helt vidste, hvad der skulle skilles op med øjenkontakten til publikum, på trods af den ellers glimrende musik, der blev fremført.
Publikums vindervalg?
Atter skulle der et nyt band på scenen og en ny stil. Ethereal Kingdoms gik på scenen for at give deres kun tredje show. Det første anmeldte vi også, det var til The New Shit i januar. Musikalsk er der stadig tale om teatralsk, symfonisk metal, hvor forsangerinden ganske imponerende veksler mellem skønsang over opera-agtige fraseringer til rasende, hæse growls og skrig. Der var denne aften tænkt en del over, hvordan showet skulle foregå, og hvor det virkede godt og skørt i flere af numrene med det teatralske udtryk i Sofia Schmidts optræden, så røg den røde tråd mellem numrene. Her svandt lidt af selvsikkerheden, selvom det dog virkede med den til tider lidt sure "kom nu tættere på". Og i starten gjorde den teatralske optræden, at Schmidt ikke altid sang ind i mikrofonen, med udfald i vokalens lydstyrke til følge, og det gav nogle passager et mumlende udtryk.
En fan af forstærkermærket Kemper fortalte en gang til undertegnede, at fordelen ved disse digitale forstærkere især var de små, hurtige shows, for det var bare at plugge ind i PA-anlægget, og så var man sikret den gode lyd hurtigt og let hver gang. For Ethereal Kingdoms var det dog ikke tilfældet. Der blev lagt ud med en en gang digital plasticsuppe af en guitarlyd, og når bassen, som det var tilfældet hele aftenen, heller ikke rigtigt fik lov at buldre, så var der mest trommer og vokal at lytte til i starten. Det blev dog væsentligt bedre, og de to nye numre 'Beginnings' og 'Endings' viste sig som fine sange. Det første, et mere ligetil, pænt og melodisk nummer, som en udmærket pendant til Nightwish, mens det andet nummer havde mere vildskab og kunne (som det blev nævnt i en tidligere anmeldelse af bandet) trække over mod Dismal Euphonys 'All Little Devils'. Og cadeau til en energisk trommeslager, der piskede godt liv ind i sangene.
Bandet fik mere og mere støtte fra publikum, og da der senere skulle røbes en vinder for aftenen, blev der ihærtigt råbt "Ethereal Kingdoms!" af nogle stykker fra salen. Men helt sådan gik det ikke.
Gensyn med den rå black metal
Sejren gik nemlig til det band, der spillede sidst denne aften: Genfærd. Noget af det, der bliver lagt vægt på af dommerne, når finalisterne skal vælges, er især, hvordan ris, ros og forslag til forbedringer inkorpereres, og derfor vurderes især et bands andet show i konkurrencen nøje: Freemgang fra første til anden koncert er vigtig for at kunne lande en af de eftertragtede finalepladser.
Genfærd var igen et stilskifte for publikum denne aften. Kranie- og kædebeklædte mikrofonstativer og bandmedlemmer klædt i blodplettede laser og corpse paint. Yes, black metal var stilen, og det i en rå variant med en klar nordisk 90'er-inspiration, hvor musikken til tider fik et let punket præg, der passede perfekt til trommeslagerens smadrede bækkener. Det var næppe bevidst, men den pappede stortrommelyd, som Genfærd havde fået, passede faktisk ganske glimrende ind. Det var ikke kun guitaristen midt på scenen, der sang, da både guitaristen og bassisten på hver sin side af ham også havde deres vokalpassager. Der var umiddelbart lidt knas med niveauerne imellem dem, og nogle gange blev det mere til bøllekor end isnende black metal-skrig, selvom især bassisten godt kunne trække det helt rigtige skrig frem af og til.
Det var forfriskende, at bandet ville ud over scenekanten med deres black metal. I hvert fald mens musikken spillede, for energien i sangene var god, og det var herligt med guitarer, der taktfast blev løftet i vejret i bedste twin-guitar-Iron Maiden-stil. OK, der var så også nogle næver i vejret, der blev lidt malplacerede, når de umiddelbart virkede som en opfordring til taktfast "hey, hey, hey!", selvom opfordringen faldt så sent som i en sangs sidste takt (som ovenikøbet blev afsluttet lidt sjusket af bandet, for flere slutninger af sangene var lidt rodede). Og snakken med numrene blev desværre lidt komisk indimellem. Men det er nu også svært at stå i lidt for meget scenelys og i ramme alvor holde en Harboe-dåsebajer i vejret og med ubeslutsom stemme, halvt snakkende, halvt raspende, prøve på festlig vis at råbe "Skål, Slagelse!"
Svært valg
Juryen havde det ikke let denne aften. Ingen bands faldt igennem. Det var gode bands, der alle viste gode takter, mens de også alle havde helt enkle ting, der kunne gøres for at gøre en senere koncertoplevelse med dem endnu bedre. Samtidig var de langt fra hinanden i stil, så det man kunne ønske i performance fra et band, ville ikke klæde et andet, og på den måde kunne optræden heller ikke sammenlignes 1:1.
Næste gang Metal Battlen finder sted, er 4. maj i Aalborg og dagen efter i Aarhus. Ses vi?
Karakterer: alle fire bands høster samme karakter, nemlig en 3'er på vores skala.