Roskilde '18: Tiltrængt blodorgie

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/aa/41/88/-XTJ7522-26-1531246844.jpg
08. Juli 2018    

Watain malede fredagens sommernat sort med stænk af blod og indsvøbt i ild. Det var en både bombastisk og kaotisk koncert, der i den grad klædte Roskildes program.

Kunstner
Dato
06-07-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinsesen
Karakter
4

I disse pseudo-politisk korrekte tider er det en skøn ting, at Roskilde Festival også giver plads til et par af metalmusikkens kontroversielle navne. Således fik man både Watain og Phil Anselmo at se på henholdsvis festivallens andensidste og sidste dag. Den tidligere Pantera-frontmand er efterhånden kendt for bøvede udtalelser og stak senest højre pote i vejret og skreg ”white power” tilbage i 2016 til en hyldestkoncert for Dimebag.

Watain er en helt anden kontroversiel størrelse, men ligesom genrekollegaerne i både Marduk, Taake og Deströyer 666 er de af forskellige årsager også blevet associeret med nazismen. Ofte har forargelsen skyldtes de respektive bands brug af symboler, der har en relation til aksemagterne under 2. Verdenskrig. Dette er Watain hverken de første eller sidste til at gøre. De fleste af os husker billeder af både Lemmy og Ron Asheton med et jernkors, mens Vivienne Westwood blandede ordene ”DESTROY” sammen med Jesus på et omvendt kors og et svastika. Fascinationen og brugen af kontroversielle symboler, ideologier og religioner er fuldstændig essentielle elementer i metallen gennem hele dens 50 år lange historie. Og det er for mig at se ét blandt flere virkemidler, der har bidraget til, at den gode metal i perioder har været på forkant i i forhold til de fleste andre genrer. Man må tage symbolerne tilbage for at gøre dem ufarlige, og dette gøres bedst via massekultur.

Et eller andet sted er den diskussion fuldstændig ligegyldig. Når denne anmeldelse alligevel indledes med denne subjektive skitsering, så er det, fordi Roskilde og den såkaldte orange feeling ikke ofte bliver sat i relation til kaos, teistisk satanisme og de føromtalte kontroversielle (pseudo)ideologiske elementer. Der er alligevel en forskel fra den positive fællesskabsfølelse, som man forbinder med Roskilde Festival, og det mørke antifællesskab, som Watain prædiker. Men foruden de efterhånden få metalheads på Roskilde, så var det skønt at iagttage de mange tilfældige nysgerrige, som også havde forvildet sig forbi Avalon kl. 01:30 natten til lørdag. De fik en på opleveren foruden svedne øjenbryn og måske nogle blodpletter på tøjet.

Varierede sange med stadionpotentiale
Vi fik godt og vel fire skæringer fra svenskernes seneste udgivelse, ’Trident Wolf Eclipse’, hvor der er skruet en smule op for de pumpede virkemidler. Bedst var ’Furor Diabolicus’, som dukkede op midtvejs i sættet. Den i perioder hammerbeat-inficerede sag har nogle herlige Bathory-elementer i både Erik Danielssons vokale levering samt i dens små, pumpede bræk på tammerne. Mindre godt fungerede til gengæld den til tider Rob Zombie-agtige 'Outlaw' samt singlen ’Nuclear Alchemy’, hvor sidstnævnte antydede, at E. Forcas på trommerne måske ikke ramte sin bedste dag. Forstå mig ret, langt hen ad vejen svingede rytmesektionen upåklageligt, men der var også flere fills samt en dobbeltpedal, der i perioder ikke var helt jævne.

Stagecrewet foran scenen havde hørt en fugl growle, at blod kunne forekomme. Flere var således troppet op i regnslag og regnjakker. I den godt og vel 70 minutter lange seance fik Erik Danielsson også kastet et par sprøjt ud over den forreste række fra sin kalk. Selve seancen og det rituelle aspekt i Watains musik har ikke helt samme gennemslagskraft som eksempelvis Heilung dette år eller Dark Buddha Rising i 2014. Det kan virke lidt forhastet i de hurtigfræsende sange. Til gengæld er scenografien lige fra rekvisitter, klæder og lys til det pyrotekniske gennemført. Placeringen på Avalon var derudover velvalgt; scenens velourdekorerede teltdug komplementerede sortmetallernes visuelle udtryk.

Allerbedst blev koncerten hen mod slut, hvor vi bl.a. fik den både festlige ’Reaping Death’ og ’The Serpents Chalice’. Ved førstnævnte sange blev der skruet godt op for ilden på scenen, så vi alle i vores både destruerede og destruktive roskildebrandert kunne ”… praise the flowering darkness”. Det var i den grad forløsende på en festival på Roskilde, hvor man som metalgænger nogle gange godt kan være lidt presset af de mange festivalgængere, der konstant dyrker et afbalanceret og hyggeligt sammenhold. For det kan ikke være hyggeligt og rart hele tiden. Dette fik vi sat på plads med den episke ’The Serpents Chalice’, der understregede Watains klasse, når de er bedst.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil