WOA18: Satan og ild i teltet
Populær
Watain leverede satanisk black metal med masser af ild og nerve. Publikum til Wacken Open Air fik rigeligt med flammer og omvendte kors, inden torsdagen var omme.
2. Devil's Blood
3. Furor Diabolicus
4. Malfeitor
5. On Horns Impaled
6. Nuclear Alchemy
7. Reaping Death
8. Outlaw
9. Towards the Sanctuary
10. Sacred Damnation
11. Waters of Ain
Torsdagens program på Wacken Open Air 2018 bød på både polske Behemoth og svenske Watain. Der var således rigeligt med black metal, hvor Satan er omdrejningspunktet.
Watain leverede torsdag aften en af de bedre koncerter på Wacken Open Air 2018. Svenskerne åbnede i den grad for ballet med rigelige mængder ild og Satan. Nok var der meget udførlige guides til, hvordan man skulle undgå, at grill og cigaretskod skulle antænde campingområdet eller festivalpladsen, men det memo havde Watain vist ikke fået.
For de går på scenen og sætter i den grad gang i ilden. Så meget, at selv Rammstein må have været misundelige. Scenen er under det store Bullhead-telt, hvorfor det til tider føltes utroligt, at de har fået lov til at have så meget ild under dugen. For da de spiller ’Malfeitor’, antænder det nærmest scenen fra den ene side til den anden, og flammerne slikkede faretruende nær toppen af teltet. Ligesom da de tidligere på sommeren spillede på Roskilde Festival og havde godt gang i fyrtøjet.
Brølet fra publikum var dog ikke til at tage fejl af. De sortklædte black metal-fans var kommet for at hylde Watain og Satan, og ingen gik derfra med uforettet sag. Forsanger Erik Danielsson brølede, at ’Nuclear Alchemy’ fra den seneste plade 'Trident Wolf Eclipse' gik til alle fra Sverige til Sydamerika, og gav den hele armen som indpisker.
Flere gange lugtede det også af brændt hår, så måske enkelte af musikerne kom lidt for tæt på flammerne i ny og næ? Danielsson var i hvert fald ikke bange for ilden, idet han flere gange stak armene gennem de store fade, der brændte under hele koncerten.
Lyden var god og høj, og atmosfæren dyster. En af de gange, hvor både scene og tidspunkt passede nogenlunde perfekt til bandet. Teltet var godt fyldt, og mørket var lige faldet på. Den perfekt kulisse. Danielsson er dog stadig ikke den store taler i større forsamlinger, så interaktionen med publikum er stadig et af de områder, hvor man måske godt kunne ønske sig, at den svenske djævel var lidt mere fremme i skoene.
Men Watain har aldrig været lettilgængeligt. Det kræver noget af lytteren på plade, og til koncert skal man holde tungen lige i munden for både at følge med tempoet og hvilken sang, de nu går i gang med. Nuvel, Watain brændte trods alt ikke teltet helt ned, men det blev varmt under dugen, og det føltes en kort overgang, som var man på vej ned i den dybe kælder til ham med den kløftede hale og underlige hov. På den gode måde.