WOA '14: Bedst til sidst
Populær
Der var klassisk gensyn med Hammerfalls debut-album, men selvom sangene var lette at synge med på, så virkede bandet skarpere under de nyere sange til sidst i sættet.
The Metal Age
Steel Meets Steel
Stone Cold
I Believe
Unchained
The Dragon Lies Bleeding
Glory to the Brave
HammerFall
Any Means Necessary
Blood Bound
Bushido
Hearts on Fire
Åbningen af de store scener på festivalens første officielle dag stod Hammerfall mere eller mindre for. Der havde godt nok allerede været Wackens faste indslag med Skyline, der spillede en række klassikere af bands som Manowar, Ozzy, AC/DC og Iron Maiden, og en tysk komiker ved navn Bülent Ceylan. Men nu var det tid til endelig at få hul på posen med et af de bands, som kunne bryste sig af at stå temmelig tæt på toppen af plakaten.
Hammerfall havde ikke spillet live i næsten to år, så der var mødt mange frem for et gensyn med bandet – eller måske blot af iver for at få festivalstemningen godt i gang oven på optakt med druk og teltliv på campingpladsen. Showet var endvidere lovet specielt, fordi svenskerne ville fremføre hele ’Glory to the Brave’.
Albummet blev dog ikke spillet slavisk fra start til slut, og således blev der lagt ud med ’Children of the Damned’, oprindeligt et nummer skrevet og spillet af Warlord. Den klassiske heavy/power metal fungerede udmærket under solen med en kold fadøl i hånden, og 1997-albummets sange kunne heldigvis stadig få folk til ivrigt at synge med. Generelt spillede bandet godt, men enkelte steder fornemmede man en vis usikkerhed i forhold til de gamle sange, og det virkede da også, som om Hammerfall-maskinen fik et ekstra gear, da bandet nåede til den del af sættet, som ikke bestod af numre fra ’Glory to the Brave’, selvom ’Hammerfall’ herfra, der rundede gensynet med 1997 af, også var særdeles stærk.
Live-premieren på ’Bushido’ gik også godt og gav grund til at tro, at det ikke var helt løgn, når frontmand Joacim Cans bedyrerede, at der ikke igen ville gå to år mellem et Hammerfall-show, når nu det var fedt at være tilbage og for kedeligt bare at være hjemme.
Gæster på scenen
Bandet blev gæstet af flere tidligere medlemmer fra bandet. Stefan Elmgren, der forlod bandet i 2008 for at hellige sig et erhverv som pilot, var med på ’Stone Cold’ mens Peter Räffling tog trommerne på ’Unchained’. ’The Dragon Lies Bleeding’ bød på hele tre guitarister, da Jesper Strömblad spillede med, selvom han rent faktisk spillede trommer i bandet dengang, han var med. På trods af det meget energiske nummer, så var det mest interessante her gensynet med Strömblad.
Der er hele to ballader på ’Glory to the Brave’, og dem fik man selvfølgelig også. De var fint flettet ind i sættet, sådan at de lå efter besøg fra nogle af gæsterne, sådan at det momentum, som gik tabt, når der lige skulle skiftes besætning, ligeså fint kunne afløses af de langsomme ballader. Som nævnt kom energien fint op igen sidst i bandets show, og der var ikke en fadøl, som blev holdt i ro, når der blev skrålet med på ’Hearts on Fire’ - om man så holdt sig til teksten eller en fordansket, men meget passende øllet version: ”har to bajer’, har to bajer’”.