Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA '14: Smæk for skillingen

Populær
Updated
WOA '14: Smæk for skillingen

Hvad man ikke fik i tempomæssig variation, fik man til gengæld i rig mængde i intensitet, da Sodom bragede sig igennem deres show på årets Wacken-festival.

Kunstner
Dato
02-08-2014
Genre
Trackliste
Agent Orange
In War and Pieces
Outbreak of Evil
Surfin' Bird (The Trashmen cover)
The Saw Is the Law
Sodomy and Lust
Stigmatized
City of God
Der Wachturm
I Am the War
Blasphemer
Remember the Fallen
Ausgebombt
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Lørdagens musikprogram blev indledt af velspillende trioer. Først havde Prong groovet sig igennem tre kvarters opvisning, og efter en kort pause kunne man så trisse over til de tyske thrash-mestre i Sodom med den karismatiske Tom Angelripper i front med sin bas. Vokalen kunne han varetage fra flere opstillede mikrofonstativer på scenen, hvilket gjorde, at han og Bernd Kost på guitaren ofte byttede plads, og på den måde gav showet noget bevægelse.

Koncerten blev sat i gang med røde røgsøjler, som lagde en let stank af svovl ned over publikum.  Når det nu var højlys dag, så gav det lidt af den mørke stemning, som man drømmer om, at alle metalkoncerter måtte have. Men sådan er det jo med Open Air-koncerter, nogen må tage til takke med en kamp mod dagslyset. Musikdelen lagde ud med ’Agent Orange’ fra klassikeren af samme navn, og responsen fra publikum kom instinktivt; festen var i den grad skudt i gang. Og at det var fest, blev senere cementeret af bandets udgave af ’Surfin’ Bird’, originalt af The Trashmen i 1963. En sjov intro til den noget mere bidske ’The Saw Is the Law’.

Der smadres igennem

Der var masser af bund i musikken, men det var til tider svært at høre selve anslagene på bassen som andet end dyb rumlen, som dog klædte guitarens mere hidsige lyd glimrende. Det varierede dog lidt, og der var også stykker med en mere ren bas-lyd, så Angelrippers spil kunne nydes bedre.

Sodom viste ingen nåde – på godt og ondt. For udover nævnte spas med ’Surfin’ Bird’, så var der primært dømt højt tempo og intensiv thrash metal, og det kunne have klædt showet, hvis der havde været et par sange med et mere tungt tempo.

Men med Sodom bør man vide, hvad man får, og bandets højoktansfræs har sine klare kvaliteter som helhed, og så er der endda lige de sange, som stikker snuden mere fornemt frem. Her er ’Ausgebombt’, som lukkede sættet, et fremragende eksempel.

Til introduktionen af nummeret nævnte Angelripper, at Sodom også fulgte med i upcoming-scenen, og holdt øje med og støttede de nye kræfter. For at understrege dette havde bandet en gæst på guitar med på scenen til nummeret. Herfra blev det ikke fanget, hvem gutten var. Han spillede fint, men virkede ikke interesseret i at stjæle for meget rampelys og holdt sig lidt bagude på scenen i den ene side, gemt bag kasket og solbriller. ’Ausgebombt’ kan dog ikke gøres anonym: sikke en fornøjelse at opleve!