WOA '15: Virkningsfuld rock leveret på rutinen
Populær
Der var fyret godt op under forstærkerne, da Zakk Wylde og band indtog den store Black Stage fredag aften, men koncerten kom aldrig helt op at ringe.
1. The Beginning... At Last
2. Funeral Bell
3. Bleed for Me
4. Heart of Darkness
5. Suicide Messiah
6. My Dying Time
7. Damn the Flood
(Guitar Solo)
8. Godspeed Hell Bound
9. Angel of Mercy
10. In This River
11. The Blessed Hellride
12. Concrete Jungle
13. Stillborn
Black Label Society er et band, man kan tale om uden at gribe til de helt store maleriske præsentationer.
Zakk Wylde begyndte at spille med Ozzy Osbourne, da han bare var 19 år gammel. Det må siges at være en effektiv startraket for en kommende karriere. Wylde har siden været at finde i mange forskellige sammenhænge, hvoraf Black Label Society, som er hans eget projekt, må siges at være det mest succesfulde.
Den bastante, fuldskæggede vikingeklon, Wylde efterhånden er blevet, er heller ikke sådan at overse. Der er så godt som aldrig noget at udsætte på frontmandens tekniske evner, og måden hvorpå han legende let får mikset sjælfulde, hurtigtløbende bluesriffs ind i sin rockladede, indlevende spillestil må inspirere de fleste begyndere på den seksstrengede.
Aftensolen glimtede i den overvældende mur af Marshallforstærkere, som naturligvis dannede kulisse for Black Label Societys cirkusshow, da de vendte tilbage til Wacken Open Air efter 15 års fravær. For det er så afgjort et koncept, hvis musikere nyder showet ligeså meget som musikken.
Opskriften er ikke til at gå fejl af, og musikalsk er der ikke mange ord at sætte på den lettilgængelige rockkavalkade, der blev læsset ud over scenekanten.
Musikken er simpelt skruet sammen efter god rocktradition, udførelsen er noget nær til UG, med afbræk undervejs, som balladen 'In This River', som er Wyldes hyldest til sin afdøde ven Dimebag Darrell, og som blev opført med Wylde bag klaveret. Et nummer, der i den rette kontekst vil fremkalde en tåre hos de fleste Pantera-fans, men her blot tog pusten fra et opstemt publikum, der muligvis ikke helt har kendt til sangens betydning, eller blot ikke var kommet for at høre, hvad der lød skræmmende meget som Bruce Springsteen på en ualmindeligt dårlig dag.
Et andet memorabelt afbræk indtrådte, da Wylde gik i selvsving over en rivende guitarsolo, der til start fik hænderne op hos de mange, som efter et par minutter dog skyndte sig at lade dem falde ned langs siden igen.
Man tror i grunden ikke, at syv minutter er så frygtelig lang tid. Men det er kun, indtil man skal nå noget vigtigt og venter på en bus, eller til man som i dette tilfælde er taget som gidsel af Zakk Wylde, der trods alt skal have anerkendelse for at holde indædt fast i en solotradition, der ellers er på retræte. Der blev spillet bag nakken, vredet insisterende på de dybe toner og selvfølgelig liret skalaer af i imponerende fart.
Nu var Wylde ikke ene mand på scenen, og flere af musikerne gjorde sig positivt bemærket. Ikke mindst den 25-årige guitarist Dario Lorina (ex-Lizzy Borden blandt meget andet), som var en ren fornøjelse for de, der savnede lidt af det, det hele egentlig handler om.
Selvom han sammen med Zakk Wylde greb til en tohalset guitar i gøglerfarver, som mest lod til at være på scenen for syns skyld, under rockballaden 'The Blessed Hellride', handlede det for Lorina mere om at spille en habil guitar fremfor at være på kanten af scenen i ren show-ekstase.
Talrige guitarskift repræsenterede en guitarpark af både polkaprikkede og stribede instrumenter, og sammen med et velspillende band og Wyldes kraftfulde vokal blev de fem kvarter foran Wackens Black Stage til udmærket underholdning, hvor numrene led under deres generelt simple udformning, ikke at forveksle med den velspillede, men noget rutineprægede udførelse Black Label Society ellers bød på.
Er man til guitarlir, kan Zakk Wyldes solo findes cirka otte minutter inde i klippet.