WOA '15: Energien ebbede ud
Populær
En velvalgt sætliste og en uventet gæst hev niveauet op, uden at publikum af den grund druknede i et overstrømmende blodbad som håbet
2. Mental Abortion
3. So You Die
4. Breeding Death
5. Anne
6. Cancer of the Soul
7. Weak Aside
8. Soul Evisceration
9. Unite in Pain
10. Like Fire
11. Mock the Cross
12. Cry My Name
13. Eaten (Ft. Dan Swanö)
Da de fem blodmaskerede musikere stod på scenen på Copenhell for blot to måneder siden, fremhævede vi især Nick Holmes (Paradise Lost) virke som stenstøtte foran mikrofonen. Koncerten led under mangel på en levende og dedikeret dirigent.
Mange husker nok, hvordan han prøvede sig frem med en kold latter og så ellers ikke så meget andet. Det var smag og behag, den dag på Refshaleøen, og en dedikeret pit holdt en frådende fest foran scenen, trods regnvejret og Holmes larmende tavshed mellem numrene.
Her var scenen en anelse større, men det fristede ikke Holmes til at bevæge sig mere rundt, og det medvirkede til, at Bloodbath nærmest forsvandt på den store True Metal Stage.
Til gengæld kom tungebåndet en anelse på gled mellem numrene, og det medvirkede til at holde liv i koncerten. Lyden var ikke optimal for Bloodbath, og der skal ikke meget mudder til – i højttalerne bevares – for at de hurtige numre er svære at få greb om som publikum.
Bedst fungerede det, når de to guitarister Per Eriksson og Anders "Blakkheim" Nyström (Katatonia) trådte frem på scenen og spillede igennem. Også multimusikeren Jonas Renkse (bas), der synger i Katatonia og sammen med Nyström dannede Bloodbath i 1998, gjorde sig habilt i samspil med de to, mens Old Nicks udvikling siden Copenhell bestod i at iføre sig truckerbriller oven på teaterblodet og så ellers bakke lidt frem og tilbage på scenen, hvilket ikke var synderligt oprivende.
Til gengæld er hans nærmest gutturale, luftige growl ved at være så godt inkorporeret, at Mikael Åkerfeldts mere flænsende og dybe tilgang til vokalen synes naturligt længere og længere væk fra Bloodbaths lydbillede. Vildskaben savnes dog stadig hos Holmes, der sin vante gænge tro agerer deprimeret vredesgud i al sin indædte nedtonethed.
Lørdag formiddag havde Bloodbath skrevet på Facebook, at vi kunne forvente os en særlig gæst til aftenens show, og gættekonkurrencen gik straks i gang, både på redaktionen og blandt de kommenterende.
Det naturlige valg faldt på netop Åkerfeldt, der for ti år siden stod i front for Bloodbath, da de spillede deres debutkoncert, ikke alene på Wacken, men for første gang overhovedet.
Da Åkerfeldt i sin tid forlod Bloodbath allerede i 2004, var det for at fokusere på Opeth, men han vendte tilbage for sidste gang den dag på Wacken året efter. Og når Opeth med Åkerfeldt i front nu alligevel var i nabolaget, var det jo oplagt. Alt for oplagt.
Frem af støvet trådte i stedet nemlig Dan Swanö for at synge 'Eaten', som han er ophavsmand til, og som Peter Tägtgren (Hypocrisy blandt meget andet) efter Åkerfelds exit oprindeligt lagde vokal til. 'Nightmares Made Flesh', som nummeret findes på, blev det eneste album, Tägtgren medvirkede på, men 'Eaten' har boret sig så dybt ind i bevidstheden hos Bloodbath-fans, at den er fuldstændig synonym med bandet, uanset hvem der holder mikrofonen. Og skulle man kede sig lidt på en halvkold sommerdag, er det altid interessant at genlæse forhistoriens grusomme realiteter.
Koncerten bedrede sig i gradvist i lyden, og meget blev reddet af den gode sætliste, der pånær enkelte numre fra blandt andet seneste udgivelse 'Grand Morbid Funeral' var meget lig dén, der blev spillet for ti år siden på samme festival. Men scenen virkede for stor til de garvede dødsmetallere, når frontmanden ikke gør væsen af sig, og det trak energien ud af seancen i takt med, at den skred frem.