WOA '15: Lys i mørket

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/38/31/02/-T1X6574-7-1402996793-48-1438842104.jpg
04. August 2015    

My Dying Bride satsede på det gamle og forenede fornemt den smukke og alligevel til tider grumme musik med den mørke sommernats kølige temperaturer på Wacken Open Air.

Dato
31-07-2015
Genre
Trackliste
Your River
A Kiss to Remember
Catherine Blake
Turn Loose the Swans
She Is the Dark
The Cry of Mankind
The Thrash of Naked Limbs
God is Alone
Fotograf
(arkiv)
Karakter
4

Koncerten med engelske My Dying Bride på Copenhell var nærmest magisk. Noget af det skyldtes perfekte rammer under den mørke sommerhimmel, som bandets smukke og dystre doom metal passer så perfekt til. På Wacken var showet ikke under åben himmel, men klokken havde passeret 1 om natten i teltet, da bandet gik på, så et eller andet sted var kroppen indstillet på at gå i en drømmende døs.

Og i den der halvvågne tilstand, hvor søde drømme kan blive til mareridt er My Dying Bride det eneste rigtige soundtrack. Rammerne var derfor mindst ligeså fede som på førnævnte Copenhell-koncert. Forsanger Aaron Stainthorpe gik som det sidste bandmedlem ind på scenen og nikkede anerkendende mod den store flok fremmødte, men kom hurtigt tilbage i sin rolle, som på en gang er nærværende og fjern. Som besat af dæmoner – eller som en frelser, der åbenbarer sig for os. Hans performance er netop teatralsk, men det passer fantastisk til de sørgmodige toner, som hans bandmedlemmer fremtryller. Til musikken fra instrumenterne er hans vokal både lyset i mørket, når den rene, karakteristiske tone skarpt skærer igennem, og han er det kulsorte drys, når growlet hæst bryder frem og er så stærkt som nogensinde.

Desværre havde lyden alt for meget bas oppe foran scenen, og volumen var måske endda lidt for høj, så en sidemand resolut tog fingrene i ørerne på grund af bashelvedet. Det blev dog bedre, men allerbedst blev lyden ved at trække lidt længere tilbage i teltet, hvor lyden gik næsten helt klart igennem, så den oldschool-alsidige sætliste, der ikke indeholdt noget nyere end fra 2004, rigtigt kunne nydes.

Gamle sange

My Dying Bride er ikke noget nyt band, hvilket også lod sig mærke i den engelske humor, da frontmanden omtalte en sang som 145 år gammel og på en af de andre ældre sange i sættet inviterede folk til at synge med, hvis de kendte ordene. For det gjorde han nemlig ikke selv, hævdede han.

Højdepunktet syntes at være den monumentale 'Cry of Mankind', hvor guitaristen, der spiller det bærende (tapping)riff i sangen, fik stillet sig godt til rette og illustrerede, at ét godt riff kan være nok, så længe instrumenterne omkring formår at bygge en stemning op omkring det. Og det kunne bandet, der i den grad var velspillende trods det lidt sene tidspunkt. Det var, så hårene indimellem rejste sig på armene.

Overraskende var slutningen med nummeret 'God is Alone' fra bandets allerførste 7"-udgivelse. Det var skramlet og ond dødsmetal, hvor tempoet var længere fra den doomy stemning, som showet ellers havde haft mest af indtil nu. Nummeret skilte sig ud, men det var en perfekt afslutning, hvor man som publikum blev bragt tilbage til virkeligheden fra den trance, som bandet havde fremmanet med de stærke numre forinden.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her