WOA '15: Respekt er ordet
Populær
Folk var glade, bandet respektindgydende og Judas Priest i den grad værdige som hovednavn på Wacken Open Air, men skribenten var alligevel ikke fuldt ud tilfreds.
Metal Gods
Devil's Child
Victim of Changes
Halls of Valhalla
Turbo Lover
Redeemer of Souls
Beyond the Realms of Death
Jawbreaker
Breaking the Law
Hell Bent for Leather
Ekstra:
The Hellion
Electric Eye
You've Got Another Thing Comin'
Ekstra, ekstra:
Painkiller
Living After Midnight
Da de sidste toner – upassende nok lidt før midnat – af 'Living after Midnight' var det helt store opsummerende ord om koncerten med Judas Priest: respekt. De leverer varen, og selvom denne anmelder kunne have ønsket sig nogle ting anderledes, så kan man ikke komme udenom, at det er smukt, at et band stadig kan spille røven ud af bukserne på de fleste andre metalbands efter 45 år i branchen. Det kan godt være, at man tilbage i tiden finder vildere koncerter med bandet, men der er på ingen måde tale om udbrændthed og "in it for the money", som det til gengæld blev sagt om Mötley Crües show på Sweden Rock.
Lyden var fænomenal, fornemt lys og flotte effekter, men dog ikke helt deroppe, hvor In Flames havde vist topniveauet aftenen før. Samspillet sad som det skulle hos et band med den erfaring, og Rob Halford havde stadig selvtillid og karisma til helt op til skyerne. Og stemmen, ja, den var også stadig imponerende, og mangen en sanger ville misunde ham hans skrig, der var utroligt kraftfulde uden dog at nå helt samme højder som for år tilbage. Men mindre kunne bestemt gøre det, for det var kun, når han lige lavede showoff og holdt et skrig ekstra længe, at det rigtigt kunne mærkes. Og bandet beviste også, at de med nye sange er vedkommende, for 'Redeemer of Souls' fra seneste skive af samme navn fungerede også fint i sættet.
Balladen satte for alvor gang i festen
Der gik dog lidt tid, før koncerten rigtige åbnede sig og blev mere end bare en håndfuld udmærkede sange spillet foran en flok på omkring 70.000 glade metalfans. Og det er så her, at anmelderen nok må gå til skamfuld bekendelse og sige, at det vist kun er en enkel opsamling med bandet, der står i samlingen, hvorfor det heller ikke var alt på sætlisten, der var lige velkendt for ørerne. Og måske derfor føltes de første mange sange som ensformige i tempo og intensitet. Så selvom det bestemt var godt og underholdende, så var det først ret sent i sættet, endda med balladen 'Beyond the Realms of Death', at det hele begyndte at tage form, i og med at det langsommere tempo og slutningens mere powerballadeprægede-stil gav en fornemmelse af opbygning og intensitet.
Og derfra gik det så over stok og sten, og der var heller ikke et øje tørt, da bandet kort efter tændte sirenerne og spillede 'Breaking the Law' efterfulgt af sidste nummer før to runder ekstranumre, nemlig herlige 'Hell Bent for Leather'. Naturligvis med Rob på motorcykel og klip fra musikvideoen. Og Rob Halford vidste senere udmærket, hvad folk ville have, hvis de kun kunne vælge et ekstranummer, som han spurgte til før anden runde ekstranumre. 'Painkiller' fik en varm velkomst af publikum, men der blev som nævnt tidligere plads til en bemærkning om, at natten da bestemt kun lige var begyndt.
Umiddelbart var det en større oplevelse, da bandet spillede på Copenhell, og man kan jo også i den henseende betegne den optræden som en intimkoncert i forhold til Wackens ganske fyldte plads foran hovedscenerne. Der er dog trods svag skuffelse i forhold til forventningerne ingen tvivl om, at Rob Halford i den grad kan bære det backprint, han bar på et af sine flere forskellige outfits under koncerten: Metal God. Eller for bandet som helhed for den sags skyld tilføjet et enkelt bogstav: "Metal Gods".