WOA'16: Intenst norsk nørderi Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/70/e5/48/-XSF7300-13-1470902804.jpg
09. August 2016    

Ihsahn har efterhånden gæstet Wacken ret mange gange både med Emperor og som solist. Denne gang nørdede han igennem, og det fungerede momentvis.

Kunstner
Trackliste
1. Pressure
2. Until I Too Dissolve
3. My Heart is of the North
4. Frozen Lakes on Mars
5. Mass Darkness
6. Celestial Violence
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Ihsahn vil for altid være mest kendt for at have stiftet Emperor, tilbage da norsk black metal tog verden med storm, kirkeafbrændinger, mord og en musikalsk stilart, der ikke var hørt spillet så isnende koldt og kynisk før, samtidig med at nu og da besad en skønhed, der i teorien burde være umulig at fremmane under de forhold. Ihsahn var komponisten, der satte alle de andre til vægs. Med længder.

Nu er Vegard Sverre Tveitan en voksen mand på 40 år. I de sidste 10 år har han ernæret sig som solisten Ihsahn, der dog har et helt orkester med sig, når han giver koncerter. Det var også tilfældet denne fredag aften ,da han for tredje gang som Ihsahn gæstede Wacken Open Air. Hans femte optræden på festivalen i alt, da Emperor også har været forbi to gange.

Som Ihsahn får Tveitan mulighed for at udfolde sit kunstneriske virke uden de besnærende rammer og regler, som black metallen ironisk nok satte for sig selv, idet bølgen netop var et oprør mod et metalmiljø, der var blevet for stift, kedeligt og forudsigeligt. De rammer har Ihsahn for længst frigjort sig af, og den musikalske nørd udfoldede sig i fuldt flor denne aften. En koncert, der krævede opmærksomhed fra publikum, for at man kunne være med.

Det er med afstand nemmere at nyde en koncert med 1349 med kun et halvt øre på musikken, end det er, når Ihsahn folder sig ud. Han lagde ud med 'Pressure' og fortsatte videre i 'Until I Too Dissolve', og med hans 8-strengede guitar var der lagt op til avantgardenørderi på et niveau, hvis lige sjældent er set på Wacken Open Air. For det er om noget en festival, der de senere år har udviklet sig til tyskernes tunge version af Grøn Koncert med deres gøgl og insisteren på at booke de samme gamle ronkedorer og derudover fylde resten af festivalpladsen med vikinger, brydning og ironiserende coverbands i forskellige afskyelige afskygninger. Ihsahn er om noget den klareste modpol til dette hæslige dynd, som festivalen er fanget i.

Med sig denne aften havde han Einar Solberg fra Leprous, der udover at stå bag keyboardet hele aftenen også hjalp på vokal på det afsluttende nummer 'Celestial Violence'. Bedst var dog de to midterste sange 'Frozen Lakes on Mars' og den store 'Mass Darkness'. Man kunne mærke vægten bag numrene og den nerve, som de blev leveret med. Ihsahn er en sand kunstner, der må føle sig noget så eftertrykkeligt på udebane, når han gæster Wacken Open Air. Teltet var da heller ikke på nogen måde fyldt, men de, der var der fik dog en tur i en kunstners nørdede univers, hvis styrke og svaghed på én og samme tid er netop det manglende modspil, der ikke længere er der fra makkeren Samoth.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her