Keith uden Life of Agony

Fra den alternative rockskuffe Den lille frontmand fra Life Of Agony er igen på banen som soloartist. Det er nok kun forbindelsen til L.O.A, der berettiger til en anmeldelse et sted, hvor man benytter præfikset ”heavy”.

Men når det er sagt, så er der en melankoli, i den neurotiske Keith, når han går solo, så de dystre stemninger, som metal ofte besidder, er også til stede her. ”Died Laughing”, det første soloalbum, har hidtil været det stærkeste værk, men dette album er en seriøs konkurrent. Velproducerede, velskrevne sange. Nærmest elegant i sin hudløse beskrivelse af verden som set fra Keiths øjne.

Albummet lægger ud med ”Crawling” et desperat, stille nummer, der lægger sig i stil med den smukke ”In This Life”. Generelt er det meget stille numre, der præger albummet.

Albummet eksperimenterer lidt produktionsmæssigt. Oftest en simpel, ærlig klang, hvor der er plads til alle instrumenter, el-guitaren i baggrunden, så klaver, bas og trommer får ligelig plads med Keiths følsomme, skærende røst. Men af og til forsøges der med lidt lo-fi lyd indover. Fx i starten af ”Nothing To Lose”.

Der er også en del små detaljer. Sågar dukker Flea fra Red Hot Chili Peppers op på trompet!

Kun ”Troubles Down” og ”Devils Pride” har el-guitaren i front. Det er god rock, og at Keith er med i Life Of Agony kan sagtens høres i disse numre. Numrene stikker ud fra de andre ti på pladen, men det er nu ikke fordi, den røde tråd er tabt. De fungerer fint sammen.