Lang i spyttet

De gode påfund hos Avenged Sevenfold bliver desværre overskygget af ensartethed, skriver vor anmelder. Med høje ambitioner om at lave en respektabel opfølger til ”City of Evil” (2005), kommer Avenged Sevenfold med deres selvbetitlede fjerde udgivelse. Selv om den unge kvintet i bagagen har en (e)M(p)TV Best New Artist-pris, udmelder de selv, at der ikke komprimeres med skivens hårdhed. Der loves således noget andet end sikre radio hits.

Dette erfares rent faktisk fra første skæring, ”Critical Acclaim”, som musikalsk forsøger at tilnærme sig et udtryk, vi blandt andet kender fra Arch Enemy: hårde riffs kombineret med klassisk Yngwie Malmsteen spade. Det er godt nok ikke helt så ekvilibristisk udført, men mindre kan også gøre det. Også lyrisk sættes der fra start af en ære i at komme ud over den tomme fernis af følelsesporno, som vi får overeksponeret fra diverse nu metal bands: ”Crtical Acclaim” har i stedet en politisk optik, som er en kritik af de, som peger fingre af udsendte soldater i krig.

Avenged Sevenfold er slet ikke et ueffent band. Specielt skal forsanger M. Shadows nævnes, som angiveligt skulle have fået vokallektioner hos guruen Ron Anderson (som tidligere har haft elever med så prominente efternavne som Staley og Cornell), hvilket skinner igennem. I stedet for at blive en syngende kliché af blandede skrig og growls, tager Shadows en knasende, mere vedkommende mellemvej. Det er smukt udført og således pladens absolutte hovedstyrke.

Selv om der momentvist eksperimenteres med akustiske blues akkorder i ”Gunslinger”, Jordan Rudess-lignende pianostrenge i ”Unbound (The Wild Ride)” og rockoperaens præmisser i ”A Little Piece of Heaven”, bliver pladen desværre lang i spyttet.

Gode, interessante påfund bliver overskygget af ensartethed. Det gør det ikke til en decideret mawer udgivelse, men det gør den meget ufarlig og hurtig glemt.