Laaaaaaaaaaaaaaaaaaangtrukkent

Man kan spille meget guitar på 19 år, men man bliver ikke nødvendigvis en god sangskriver. I løbet af sølle 19 år det lykkedes tyske Axel Rudi Pell i samarbejde med forskellige musikere at indspille intet mindre end 17 albums, hvilket må siges at være en ganske imponerende præstation.

Med så mange udgivelser kan det nok bare ikke undgås, at der dukker en del ligegyldigheder op, og selvom denne anmelder kun har stiftet bekendtskab med tre plader, deriblandt denne, er det måske knap så heldigt (eller mistænkeligt), at han lige præcis er faldet over tre af de mindre interessante.

Axel Rudi Pell hører til blandt de guitarister, der kan piske fingrene ned over gribebrættet i et hæsblæsende tempo, og det afkræver altid en vis respekt for det gode håndværk.

Men det forpligter også til, at evnerne udnyttes til fylde, og på det område halter plekterekvilibristen voldsomt.

Det går selvfølgelig stærkt det meste af tiden, men alt for ofte bringer kommer han ingen vegne med sine soloer. Det er næsten udelukkende skalafræs, hurtige sweepmønstre og i Malmsteen stilen, og når tempoet holdes nede mangler melodien og gentagelserne, som kunne berettige, at guitaren skal have så meget plads, udebliver.

Et andet problem, som også gælder for sangskrivningen generelt, er at det bliver for langtrukkent, og at stykkerne holder ud i en uendelighed, hvor der kun med sløve træk bygges op til en slags sløjt klimaks. Det eksploderer simpelthen ikke, det fænger ikke, og det sparker meget sjældent ordentligt numse.

Den solidt producerede hard rock/heavy metal er sådan set rigtigt godt udført, kompetent og tight-spillet, og fremført med stor selvsikkerhed. Men I guder (satan?) hvor er det dog ulideligt kedeligt og fuldstændigt sjæleforladt.