Magnums fine genopstandelse

Britiske Magnum er tilbage som klasseband. Tåbelig, tåbelig titel på Magnums 13. studiealbum, men samtidig et album, der cementerer et comeback for Magnum, som et band denne anmelder med dybe buk i støvet igen tager alvorligt.

Magnum satte ellers alt over styr på de foregående to udspil, rædselsfulde "Breath of Life" og "Brand New Morning". Her mistede bandet alt det, som blev vundet især i 1980'erne, hvor det ene stilfulde, stærke og holdbare album blev spyttet ud.

"Princess Alice and The Broken Arrow" er ganske enkelt i klasse med Magnums største øjeblikke fra dengang: "On a Storyteller's Night", "Vigilante" og "Wings of Heaven". Fremragende. Tætspillet melodisk, symfonisk hard rock'n'roll med sådan lidt folk-feeling. Den musikalske krumtap er guitarist Tony Clarkin, der også er manden bag de fleste af kompostionerne, og han leverer altså både akkord-, riff-, melodi- og solomæssigt samme
høje klasse fra dengang, Magnum for alvor sparkede igennem.

Sanger Bob Catleys stemme er ikke lige så stor som dengang, men den er stadig Magnums varemærke og med til at skabe netop den stemning, der er så karakteristisk for bandet.

Rutine, feeling og lyst til stadig at skabe noget ordentlig musik. Magnum er tilbage, og det er fandeme på en helt i orden måde.