Manglende mørke i lyset

Hvorfor har Dragonforce egentlig så helvedes travlt? De multinationale Dragonforce er måske det bedste eksempel på, at de klassiske guitarhelte ikke stadig bliver tilbedt, men denne anmelder kan godt frygte, at de to hæsblæsende plekterspecialister, vi her har med at gøre, ender med at være sig skyldige i et mord på dette udprægede (og fantastiske) 80'er-fænomen.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg selv ville forfalde til lignende fælder af endeløs guitargalop og seksstrengsfræs, hvis jeg havde evnerne, men selv ikke mesteren i disciplinen, mister Malmsteen, har lige så svært ved at begrænse sig, og det siger altså en hel del.

Da næsten alt for meget foregår i et foruroligende hastigt tempo, er det en befrielse, når der engang i mellem kommer noget simpelt og enkelt. Der er selvfølgelig meningen at musikken skal være teknisk og hurtig, det er en del af deres stil, der gør dem letgenkendelige og er grundlaget for deres succes.

Men midt i deres egen opspeedede udgave af den i forvejen tempofyldte power metal, ville det klæde dem, hvis de ikke konstant skulle bevise deres imponerende evner på strenge, tangenter og trommeskind, men bare engang i mellem fravalgte det til fordel for simplere veje, da disse lige så vel kan føre til et godt nummer.

Fart er selvfølgelig ikke alt, heller ikke for Dragonforce. Men hvis de har svært ved at begrænse sig i at udfolde evnerne, så dumper de for alvor i en anden gylden metaleksamen. Det er intet mindre end fuldstændigt ufarligt.

Selvfølgelig skal genren være pompøs, men uden ondskab, skævheder, dystre indslag og riffs som kan skræmme uforstående ikkemetallyttere væk (læs: vantro), bliver det i lyntempo en fesen fornøjelse at være vidne til.

Det er som at have Bubber med i Ringenes Herre, det bliver til en lalleglad affære, og der mangler djævelske input i det endeløse guitarlir, før det kan tages rigtigt seriøst. Og jeg tror godt de kan, hvis de ellers gider, og hvis de husker at trække vejret engang i mellem.