Melodød…nu med groove!

Én sang formår at tage lidt af interessen fra slutningen af en ellers udmærket finsk skive. Dette finske melodødsband er ikke nye i folden. "The Redshift" er det andet med den nye sanger J og også det andet på Candlelight Records. Dan Swanö – svensk multimusiker, der har leveret kvalitet indenfor diverse metalgenrer som udøvende musiker såvel som producer – roser denne plade til skyerne og har udtalt at han gerne havde stjålet albummet og udgivet det i eget navn.

Swanö kommer ind i billedet, da han har stået for mix og mastering. Er rosen så berettiget? Ja til det punkt at det er godt, men han skyder nok over målet ved ligefrem at udtale at der ikke kommer et bedre album de næste mange år.

Der hvor finnnerne skiller sig ud er i fundamentet for musikken. Det grove rytmearbejde, det sejtrækkende, der ligger under den melodiske overflade, er mere simpel og mere rocket end bands som Dark Tranquillity og Soilwork ville gøre det.

Og da de enkle riffs, der så er valgt er de absolut bedste, så ligger det ligefor at lægge fine guitarleads ovenpå samt atmosfæriske keyboards tilføjet en rå, catchy vokal, der er på toppen i omkvædene, hvor der af og til benyttes vokaldubbing i en anelse mindre growlet stil. Hør fx "No Breaking Point", hvis startriff er rendyrket rock som Airbourne og The Darkness ville kunne skrive det i dag.

Bandet galoperer ikke voldsomt derudaf, men spiller oftest i midtempo, men der bliver herudfra vekslet både med half-time og double time feel, hvilket giver en udmærket dynamik.

Samlet giver det et melodødsalbum, der måske mere end noget andet album inden for stilen groover. Og således har finnerne formået at tilføje nyt til en genre, der ellers længe kun har fået livsindsprøjtninger fra thrashen, så slutproduktet er blevet en art death thrash med vægt på melodi.

Men hvorfor fanden skal bandet så bryde det positive indtryk med sangen "Green Eyes" - et kikset forsøg på at lyde som Katatonia på "Brave Murder Day". Der er her langt mellem growls'ne og den triste vokal rammer slet ikke den søgte melankoli og resultatet lyder som en klynkende tøsedreng.

Heldigvis vender stilen fra indledningen på pladen tilbage, men selvom "The Second Flame" sparker meget godt fra sig, er det som om ”Green Eyes” har ødelagt lidt af stemningen for den sidste del af pladen, selvom der faktisk sluttes udmærket af med "Distant Light Highway".