Mikset metalgodtepose
Updated
Det overvejende svenske band Loch Vostoks andet album "Destruction Time Again" er et herligt heavy-genremiks, mener Anders Molin. Udover en overordnet kategorisering som heavy metal, er det svært at sætte en præcis genrebetegnelse på Loch Vostok. Uden at stjæle, hentes der inspiration fra både den progressive metal, fra black og død og fra power metallen, og dette gælder både i guitarføring og i vokal. På sangerområdet er der både plads til kvindelig skønsang, howling, growling, brøl og lidt mere almindelig rockvokal, og det fremføres endda både enkeltvis og i duetlignende sammenhænge.
Ingen hang til skizofreni
Så længe dette sker uden at det grænser til skizofreni, er det skam også et interessant forsøg. Og det er lige præcis hvad Loch Vostok magter at gøre. Det virker aldrig malplaceret, når der, næsten midt i et riff, skiftes genre – tværtimod sker det med største selvfølge.
Det er netop denne evne, der gør, at det er lykkedes at skabe et rigtigt fedt og varieret album. Fordi bandet virker som om de er godt hjemme i alle genrer og de formår at spille det overbevisende.
Det mystiske riff
På samtlige instrumenter er svenskerne godt hjemme. Der kastes sublime guitarsoli ud af ærmet, og det endda uden at de forfalder til ligegyldigt blær. Også keyboardet bliver brugt på en rigtig fornuftig måde, således at der er lange passager, hvor man overhovedet ikke bemærker keyboardet, hvorefter det pludselig dukker op igen med et mystisk riff.
Loch Vostoks evne til variation viser sig også ved, at bandet brillerer i at lave det uventede. Ud af ingenting træder sære drillende riff frem, der næsten, men lige præcis ikke, er ovre i det fjollede, og som alligevel fungerer.
I betragtning af, at det kun er anden plade fra Loch Vostok, så er udgivelsen intet mindre end fremragende. Kun omkring produktionen er der grund til at være utilfreds. Der mangler lidt bund i guitaren og bassen, og derfor er lydbilledet en smule sterilt og uden kant. Men det er som sagt kun produktionen. Musikken er absolut godkendt.
Ingen hang til skizofreni
Så længe dette sker uden at det grænser til skizofreni, er det skam også et interessant forsøg. Og det er lige præcis hvad Loch Vostok magter at gøre. Det virker aldrig malplaceret, når der, næsten midt i et riff, skiftes genre – tværtimod sker det med største selvfølge.
Det er netop denne evne, der gør, at det er lykkedes at skabe et rigtigt fedt og varieret album. Fordi bandet virker som om de er godt hjemme i alle genrer og de formår at spille det overbevisende.
Det mystiske riff
På samtlige instrumenter er svenskerne godt hjemme. Der kastes sublime guitarsoli ud af ærmet, og det endda uden at de forfalder til ligegyldigt blær. Også keyboardet bliver brugt på en rigtig fornuftig måde, således at der er lange passager, hvor man overhovedet ikke bemærker keyboardet, hvorefter det pludselig dukker op igen med et mystisk riff.
Loch Vostoks evne til variation viser sig også ved, at bandet brillerer i at lave det uventede. Ud af ingenting træder sære drillende riff frem, der næsten, men lige præcis ikke, er ovre i det fjollede, og som alligevel fungerer.
I betragtning af, at det kun er anden plade fra Loch Vostok, så er udgivelsen intet mindre end fremragende. Kun omkring produktionen er der grund til at være utilfreds. Der mangler lidt bund i guitaren og bassen, og derfor er lydbilledet en smule sterilt og uden kant. Men det er som sagt kun produktionen. Musikken er absolut godkendt.
Kunstner
Titel
Destruction Time Again
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter