Neurosis-frikvarter 2

Scott Kelly vrænger ad guderne på sit første soloalbum. Scott Kellys "The Wake" består næsten udelukkende af hans harske, Mark Lanegan-agtige vokal, en melodiøs akustisk guitar, tilføjet en tilpas snert af bas og lap steel guitar på enkelte numre. Det musikalske univers, der her byder sig til, kender vi fra Neurosis, men det er altså blevet nedtonet og tilsat en - godt nok meget, meget dyster - folketradition.

Kelly er en virtuos til at skabe melankoli via meget få midler, men "The Wake" mangler både kontinuitet og dynamik til at blive det værk, man kunne have håbet på fra en så stor musiker. Ensformigheden overskygger. Stagnationen er sikkert tilstræbt og giver da også skivens syv sange en ekstra dimension af bedrøvelighed, men gør dog samtidig det, at man distancerer sig sangene frem for at hengive sig til deres ensidige univers. Kompositionerne mangler overskud, pladen mangler fremdrift.

Vokalen er derimod helt oppe i de mørkeste skyer, hvor der bliver vrænget af guderne – den røst er i sig selv et køb værd. Lyrikken er tilmed også indlevelsesstærk i flere sange. Men af en plade der kun tager lidt over en halv time, er det forbløffende hvor uengageret man desværre hurtigt bliver.