Nu forstår man det lidt bedre

Rock'n'roll over Beethoven og luftcello så det gynger. Lars Schmidt anmelder det nye Kiss live album. Undertegnede har aldrig været den helt store ynder af cartoon glam-rockerne Kiss, selv om jeg er blevet fodret med dem siden min tidlige ungdom af nogle vildfarne kammerater. Selvfølgelig har Gene Simmons & Co. lavet et hav af party-slayere, men det har aldrig rigtig sagt mig noget. Og i forbindelse med den store reunion for nogle år siden, fik jeg nærmest forstoppelse, når
Kiss udgav albums med få måneders mellemrum.

Og nu har jeg så fået til opgave at anmelde en lidt halvgammel sag (udkom den 21. juli - red.), den dobbelte live-cd "Kiss Symphony Alive IV". Et album, som både er ren rock'n'roll, en ballade afdeling og en afdeling med "rock'n'roll over Beethoven", som Kiss selv kalder det: Kiss-rockere spillet med The Melbourne Symphony Orchestra.

Netop metal og symfoniorkestre er blevet hypet lidt voldsomt gennem de seneste år, hvor Metallica er sluppet bedst fra det og Scorpions absolut værst.

Første gennemlytning blev da også startet i skepsis, men dén skepsis blev gjort voldsomt til skamme. I en sen alder forstår man hele cirkusset lidt bedre. De har sgu en berettigelse, Kiss. Tjek blot tracklisten. Det vælter jo med den ene partybanger efter den anden.

Men symfoniorkestret burde have holdt sig til ballade-afdelingen alene, for her hænger det virkelig strålende sammen. Numrene "Beth", "Forever", "Goin' Blind", "Sure Know Something" og "Shandi" er i sig selv mønster-sjælere for blødende hjerter, men de virker faktisk temmelig stærke med fuld orkestrering. Selv om det er pop. Men det er sange, der har fulgt mange i
deres blødende hjerte-rimer-på-smerte ungdom, hvor den ene kæreste efter den anden skred med kammeraten gang på gang. Det er numre, som er en del af denne ungdoms soundtrack.

Men for dælen da. Tag så lige numre som "Deuce", "Detroit Rock City", "Shout it out Loud", "Love Gun" og "Rock and Roll All Nite". Så er der sgu dømt rock-party med det store drengerøvs-grin på.

Kiss er en stor forretning, og meget er temmelig fortænkt. Men bagkataloget kan ingen tage fra Kiss, og når de så spiller det så strålende live på denne dobbelt-cd, så har gruppen - hvad enten man bryder sig om den eller ej - faktisk haft sin berettigelse.