Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Blast For Satan!

Populær
Updated
Blast For Satan!

Kong Kent om den nyeste skive fra Akercocke

Kunstner
Titel
”Choronzon”
Label
Distributør
Karakter
4

De britiske gentlemen i sorte, stilrene jakkesæt der spiller bestialsk black metal er tilbage! Bandet der velsagtens besidder det mest bizarre image udsender opfølgeren til kæmpesuccesen ”Goat Of Mendes” og forventningerne er høje. Akercocke satte sig for alvor på scenen med deres andet album ”Goat…” og ”Choronzon” er en af de skiver jeg har ventet på lige siden.

Var ”Goat…” en blind hønes korn, eller formår de at levere varen endnu engang? Svaret er det sidste. ”Choronzon” starter hvor ”Goat…” sluttede, og viderefører en stilart der med det nye album bliver udforsket yderligere. En stilart Akercocke startede med deres debutalbum ”Rape of The Bastard Nazarene”.

Black metal stilen er i højsædet, og orkestreringerne er om muligt endnu mere komplekse, mens den på andre sange er såre simpel. Akercocke tordner derudaf med en skummel lyd, der kendetegner det lidt ambivalente forhold Akercocke har til religion, og Satan! For når man først har hørt, og set! Akercocke er man ikke i tvivl om deres blasfemiske undertoner, der er så direkte, at man knapt kan kalde dem undertoner. Både rent udseendemæssigt, men også i teksterne bliver specielt nonner og kirken som helhed ofre for de perversiteter der gør Akercocke til det, de er. Alligevel troner medlemmerne selv frem på bandfotos - og live(!!) - som langhårede dydsmønstre i noble jakkesæt.

Forvirringen er total, og det er den også når man har hørt ”Choronzon” igennem et par gange. Det er black metal som kun Akercocke kan, og vil lave den. Stilen er helt deres egen, og det kan jeg kun kippe med hatten for. Der er ikke så megen dansen om den varme grød, om end nogle af sangene ikke er helt på højde med pladen som helhed. ”Choronzon” er et rigtig godt album for Akercocke fans.

Er man ikke en sådan, er ”Goat Of Mendes” stadig hvor man skal starte. For vil man forstå ”Choronzon” er man nødt til at have hørt lidt til bandet før. Er man en gudfrygtig nonne eller bare en MTV-junkie, skal man styre langt udenom ”Choronzon”. Det her er bestemt ikke for guds bedste børn. Måske nærmere for de fortabte. "BLAST FOR SATAN!" ... som Akercocke selv ville have sagt det.