Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Progressive brødre

Updated
Progressive brødre
Behageligt miks af den gode melodi og progressive rytmer. Von Hertzen Brothers har rødderne placeret flere steder i den progressive rock fra 60erne helt op til i dag. Ifølge bandet skal hovedkilderne findes hos forbillederne Led Zeppelin, Deep Purple og Pink Floyd. Og det høres da også. Specielt skinner Deep Purples indflydelse igennem i det pompøst episke åbningsnummer "Bring Out the Sun (So Alive)".

Canterbury-scenens progressive kendetegn skinner også igennem momentvis; den form for avantgarde/jazz-prog, der havde sin storhedstid omkring Canterbury, Kent i England i 60erne og 70erne, med blandt andet Robert Wyatt som en af hovedskikkelserne. I dag kendetegnes det mere som en subgenre end som et geografisk tilhørssted, og karakteriseres blandt andet ved at blande seriøse og humoristiske kompositioner, det poppede med det finere jazzede.

Bevares, VHB vægter det lette poprockede over de "finere kunstarter", men melodierne er så gennemtænkt uafrystelige, at de aldrig bliver kedelige. En sang som "In the End" er et godt eksempel på hvorledes en ganske simpel rockballade kan tage afskygninger af noget både jazzet og episk.

Von Hertzen Brothers har med deres tredje udspil leveret et forfriskende gennemtænkt pust til poprocken. Der er kant og nytænkning, og der er energi næsten hele pladen igennem. Så selv om koblingen nogle gange synes letkøbt, og selv om et nummer som "Silver Lover" sætter en dæmper på kontinuiteten af skivens gode melodi, så er det stadigvæk en behagelig plade at være i selskab med.

Se Von Hertzen Brothers spille "In the End" live på Henrys Pub her:

Titel
Love Remains the Same
Distributør
Genre
Karakter
3