Sabbath forfra og bagfra

Mathias Nielsen skuffes fælt over forudsigeligheden og Sabbath-genbruget på Downs "III: Over The Under". I nogle kredse er det blasfemi at udtale sig negativt om supergruppen Down. Hvis du tilhører en af disse ”sekter” er det nok bedst at springe denne anmeldelse over… Lad det først være skrevet, at dette sammenrend af metalhelte i 1995 udgav et helt sublimt debutalbum kaldet ”NOLA”, som man (uden at blinke) nemt kan indskrive i heavy metallens hall of fame. Det tog hele syv år før man igen hørte fra Down, og de kunne selvfølgelig ikke leve op til forventningerne efter ”NOLA”. Således var ”II: A Bustle in Your Hedgerow” – titlens charme taget i betragtning – ikke meget andet end hashpåvirket venstrehåndsarbejde. Falske forventninger Nu er der så gået atter fem år, og Down barsler med album nummer tre. Det ville være oplagt at håbe på et comeback efter den skuffende toer. Blandt andet på baggrund af spademand Pepper Keenans (Corrosion of Conformity) overdrevent positive udtalelser om sangskrivningen og indspilningsprocessen. Derfor er det da også noget af en skuffelse, at Down blot fortsætter i tomgangsgearet allerede fra første skæring ”Three Suns and One Star”. Jeg giver altså ikke mange poletter eller joints for et band, der lever på deres status som supergruppe, og så ellers bare spiller Sabbath-riffs forfra og bagfra i en times tid. Det er ikke mere end to år siden Keenan udgav en smadrende tung og fed klods af et album med Corrosion of Conformity ("In The Arms of God" - Red.), som desværre ikke blev fulgt særlig godt op rent promotion- og tourmæssigt. Derfor ærgrer man sig over at høre ham falde til patten på det her udspil i stedet for at udnytte sit åbenbare talent. Der er såmænd ikke noget galt med ”III. Over the Under”, det er bare så urevolutionerende og ærgerligt forudsigeligt, at det er til at tude over. Vi skal helt hen til sang nummer fem, før kvintetten tager en pause fra Sabbath-pasticherne i ”On March the Saints”, hvor Phil Anselmo gør hvad han kan for at vise, at han rent faktisk kan synge. Desværre ender det med at lyde som en COC b-side. Blueslir Nej, så er blues-liret i ”Never Try” mere interessant. Her lyder Down som en blanding af Lynyrd Skynyrd og Allman Brothers, og tjek så det ZZ Top’ske jam midtvejs i sangen. Sådan skal den skæres! Nummeret følges op af endnu en stærk sag, ”Mourn”, hvorunder Downs potentiale som riff-maestros kommer til sin fulde ret. Det er klart, at anden halvdel af albummet er bedst, og selvom ”Beneath the Tides” er en omskrivning af COC-nummeret ”13 Angels”, spiller det meget godt. ”His Majesty the Desert” lyder til gengæld som fraklip fra indspilningerne af debuttens ballade ”Jail”. Man skal dog aldrig give op, før den sidste tone har lydt, og ”Pillamyd” overrasker som et af albummets bedste numre med sit groove og gode melodi; for første gang lyder bandet ikke som om, de sidder i lænestole og jammer Sabbath. Ind til benet Til sidst er det noget af en kamp at komme igennem den søvndyssende ”In the Thrall of It All” (sjovt ordspil, Philip, men hva’ fa’en betyder det?!). Til gengæld giver det pote, for på det afsluttende episke nummer ”Nothing in Return (Walk Away)” er Down igen ude på eksperimenternes spændende landevej. Introen lyder som noget, Pink Floyd kunne have lavet - Pink Floyd parret med Sabbath? Jo, dét går faktisk op i en højere enhed. Men højdepunktet er dog riffet fire-fem minutter inde i sangen, hvor der bliver skåret ind til benet, og d’herrer spiller røven i ud af bukserne. På det tidspunkt er det bare for sent, og tre-fire numre ud af 12 er bare ikke nok til at køre en sejr hjem. Uanset om man så hedder Anselmo, Keenan, Brown, Windstein eller Bower til efternavn. Karakteren skal ses i skyggen af, at det er Down vi her taler om, for selvfølgelig er ”Over the Under” mange gange bedre end størstedelen af det sekunda-crap, pladebranchen byder på i disse tider. NB: En noget anden oplevelse af albummet - fra Redaktøren - finder du [url=http://www.musik.bt.dk/index.php?id=809]her!