Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

20 år fejret - på under 10 minutter

Populær
Updated
20 år fejret - på under 10 minutter

Det går til tider stærkt i grindcore-genren, men Rotten Sound har alligevel holdt hele 20 år på scenen og det fejres med en ep, som er ... kort.

Kunstner
Titel
Species at War
Dato
18-01-2013
Distributør
Karakter
3

Hvis man kender lidt til lyd, så beskriver den Rotten Sound-t-shirt, som vi linkede til på Facebook for nyligt, meget godt lyden af Rotten Sound. Det gælder helt generelt, og dermed også på den nye ep 'Species of War'. På t-shirten er vist den klassiske Boss-pedal "Heavy metal - HM2" med alle knapper skruet helt op. Præcis som den blev benyttet i den klassiske svenske dødslyd, der blev initieret af Nihilists Leif Cuzner og forfinet i Nihilists kapitel to som Entombed - og ikke mindst udødeliggjort sammen med producer Tomas Skogsberg i Sunlight Studio.

T-shirten var så i øvrigt ændret i forhold til pedalen i den forstand, at "input" var "sound" og "output" var "Rotten". Rotten Sound. Sådan. Et bandnavn, der virkelig rammer i plet på det, øret har i vente.

På nuværende tidspunkt har skrivningen af anmeldelsen nærmest taget længere tid, end ep'en varer. Så kort og kontant er den med sine seks numre og en spilletid omkring otte minutter. I forhold til andet af bandets materiale, så kan lyden til tider lyde lidt indelukket, selvom der er ikke er veget meget fra opskriften med den klassiske guitarlyd. Bortset fra den evige nostalgi i den guitarlyd, så springer det ikke helt så frådende i ørerne, på trods af det hidsige tempo i flere af numrene.

Selvom der grindes og blastes, så har Rotten Sound stadig en del mere stemningsfulde og lidt langsommere riffs, hvor tankerne ledes hen på noget af det helt gamle Entombed-materiale. Det er ikke værst, men alligevel er der et eller andet uforløst over skiven her, for den når at rende ud, inden man når at finde de få riffs, der kan leve på andet end erindringen om den tid, som Rotten Sound med sit 20-års jubilæum med rette kan sige at stamme fra (på trods af, at de er finske og ikke svenske)

Interessant er dog opbygningen, hvor man let aner idéen i titlen - krigstemaet fordelt i temaerne: 'Cause', 'The Game', 'War', 'The Solution', 'Salvation' og 'Peace'. Sidstnævnte er ironisk nok det vildeste nummer.

Det er Rotten Sound, og det er udmærket som appetitvækker til ens Rotten Sound-samling - eller som en kompakt teaser til koncerten i Pumpehuset denne mandag aften den 25. februar 2013.