Storhed på stand-by
Populær
Updated
Ikke dårligt, men heller ikke fremragende. Kong Kent reflekterer dybt over Sepulturas nye udspil "Dante XXI" og hele bandets karriere. Brasiliens fornemste eksportvare indenfor metal er stadig Sepultura. Bandet, der op gennem firserne og halvfemserne var noget af det største indenfor metal overhovedet, led et forfærdeligt knæk da den karismatiske forsanger og guitarist Max Cavalera valgte at forlade bandet, grundet interne stridigheder. Mange mente det var dødsstødet, da Max utvivlsomt tegnede bandet udadtil og var det naturlige omdrejningspunkt ved koncerter.
Vingeskudt version
Sepultura rejste sig dog som fugl Fønix, om end i en lettere vingeskudt version. Det blev hurtigt til pladen ”Against” fra 1998, der bedst huskes for at være den første plade med Derrick Green som forsanger, og ikke nødvendigvis musikken derpå. Noget bedre gik det med ”Nation” i 2001, mens 2003 pladen ”Roorback” heller ikke var noget mesterværk. Men hvornår får Sepultura så endelig oprejsning? Endelig dom senere, men først lidt forhistorie om anmelderens subjektive dom over den nye ”Dante XXI” plade.
Alle har en mening om Sepultura. Fans af metal-genren, der har været med siden 80’erne vil utvivlsomt holde The Sepz’ som en af grundpillerne i thrash-genren - og det med rette. Andre, nyere fans rejser kun øjenbrynene af dette brasilianske band hvorefter de hurtigt bladrer videre i heavy-afdelingen i den nærmeste pladepusher for at finde endnu en (i mine øjne) ligegyldig nu-metal skive med Korn, Limp Bizkit eller System Of A Down.
De største
Men for mig er der ingen tvivl: Sepultura er de største. Da jeg begyndte at høre metal var det først AC/DC, dernæst Iron Maiden, så Metallica og derefter hurtigt videre til det tungere – og her var Sepultura en klar favorit sammen med Pantera. Pladen ”Arise” kom på det helt rigtige tidspunkt, og med ”Chaos A.D.” fra 1993 var jeg solgt. Siden udgivelsesdatoen for ”Chaos A.D.” har der ikke hersket tvivl i mit sind: Sepultura er de største! At mangle den skive i sin samling er det samme som at mangle Metallicas ”Master Of Puppets”… og så er ens samling nul og niks værd! Ligesom enhver troende har Bibelen har enhver metal-fan ”Chaos A.D.” og ”Master Of Puppets” – og de bliver jævnligt åbnet, og man nyder hver gang at høre evangelierne.
”Roots”, den sidste skive med Max, var også fin, men en noget jungle-inspireret og rodet affære. Ikke lige den udvikling, jeg havde håbet efter ”Arise” og ”Chaos A.D.” Alligevel holdes den i dag som en grundpille i Sepulturas karriere, og den hellige firenighed med "Beneath The Remains", "Arise", "Chaos A.D." og "Roots" er da også umulig at komme udenom. Det er fire fantastiske skiver.
Kan Sepultura nogensinde komme op på det niveau igen? Svaret er, desværre, nej. Tiden, momentet og sangskriveriet er løbet fra de brasilianske svende. Det er som om man forsøger at genskabe det der engang var. Ved at prøve hårdt nok kommer det måske igen? Desværre, nej.
Bodsgang og kunstigt åndedræt
”Dante XXI” er et tydeligt eksempel på, at Sepultura stadig har masser at byde på. Bandet har taget Dante Alighieris tidsløse roman ”The Divine Comedy” og forsøgt at lave et konceptalbum, hvor de ligesom i bogen gennemgår faserne Helvede, Skærsilden og til sidst Paradis. Alle tre dødsriger med hver sit råderum. Hvor er Sepultura nu? Utvivlsomt i skærsilden, for de har stadig meget der skal betales for. Pressen (mig selv inkl.), fans (mig selv inkl.) og alle andre har hver deres mening om Sepultura før og nu – og selvom vi ikke nødvendigvis vil være ved det, så er vi stadig lidt sure på Sepultura og Max Cavalera for ikke at kunne holde sammen! Vi kræver bodsgang – og det går de nu med deres fjerde studieplade med Derrick Green som forsanger.
Pladen er ikke dårlig. Slet ikke. Den er faktisk overraskende god. Sepultura har taget konceptet og kørt det fuldt ud. Det virker lidt søgt at forme en plade om en 700 år gammel bog, men det virker. De har sange der minder om de tre dødsriger, og med nogle ret kunstneriske introer og vovede passager lykkes det Sepultura at støbe en solid plade i form af ”Dante XXI”, og stadig holde den politiske kritik i ave, noget der har været deres kendetegn i hele karrieren. Sangen ”Nuclear Seven” er et tydeligt bevis på, at de stadig har evnerne til at skyde med skarpt mod atommagterne i verden (specielt USA), og dermed den politiske overmagt, som Sepultura altid har set sig sur på.
Endelig domsafsigelse over ”Dante XXI”. Fint album, godt koncept og veludført musisk. Bandmedlemmerne har været kreative og fået en håndfuld solide sange ud af det – men intet specielt. Ikke noget særpræget, der kan give dem den syndsforladelse, de så gerne vil have. Intet der kan rive dem ud af glemselens sorte hul. Væk er de tider hvor Sepultura henrykkede verden med ”Territory” og ”Arise”.
Et komma i historien
”Dante XXI” vil være et komma i deres historie, for et punktum bliver det helt sikkert ikke. Kun fans vil købe denne skive, og de vil nok også blive underholdt, men om et års tid er det igen ”Arise”, ”Chaos A.D.” og ”Roots” der bliver hevet ud af hylden og smidt i anlægget. En skam? Næ, ”Dante XXI” er ikke bedre end forgængerne, men det er dæleme også uretfærdigt at skulle bedømmes på den skala. For skiven er bedre end noget Korn nogensinde har lavet.
Men igen, at bedømme plader på Korn-skalaen ville jo betyde, at alle Sepulturas plader skulle have 13. Så derfor nøjes jeg med nøgternt at konstatere, at ”Dante XXI” er et kunstigt åndedræt for Sepulturas karriere. Ikke dårligt, men heller ikke fremragende.
Vingeskudt version
Sepultura rejste sig dog som fugl Fønix, om end i en lettere vingeskudt version. Det blev hurtigt til pladen ”Against” fra 1998, der bedst huskes for at være den første plade med Derrick Green som forsanger, og ikke nødvendigvis musikken derpå. Noget bedre gik det med ”Nation” i 2001, mens 2003 pladen ”Roorback” heller ikke var noget mesterværk. Men hvornår får Sepultura så endelig oprejsning? Endelig dom senere, men først lidt forhistorie om anmelderens subjektive dom over den nye ”Dante XXI” plade.
Alle har en mening om Sepultura. Fans af metal-genren, der har været med siden 80’erne vil utvivlsomt holde The Sepz’ som en af grundpillerne i thrash-genren - og det med rette. Andre, nyere fans rejser kun øjenbrynene af dette brasilianske band hvorefter de hurtigt bladrer videre i heavy-afdelingen i den nærmeste pladepusher for at finde endnu en (i mine øjne) ligegyldig nu-metal skive med Korn, Limp Bizkit eller System Of A Down.
De største
Men for mig er der ingen tvivl: Sepultura er de største. Da jeg begyndte at høre metal var det først AC/DC, dernæst Iron Maiden, så Metallica og derefter hurtigt videre til det tungere – og her var Sepultura en klar favorit sammen med Pantera. Pladen ”Arise” kom på det helt rigtige tidspunkt, og med ”Chaos A.D.” fra 1993 var jeg solgt. Siden udgivelsesdatoen for ”Chaos A.D.” har der ikke hersket tvivl i mit sind: Sepultura er de største! At mangle den skive i sin samling er det samme som at mangle Metallicas ”Master Of Puppets”… og så er ens samling nul og niks værd! Ligesom enhver troende har Bibelen har enhver metal-fan ”Chaos A.D.” og ”Master Of Puppets” – og de bliver jævnligt åbnet, og man nyder hver gang at høre evangelierne.
”Roots”, den sidste skive med Max, var også fin, men en noget jungle-inspireret og rodet affære. Ikke lige den udvikling, jeg havde håbet efter ”Arise” og ”Chaos A.D.” Alligevel holdes den i dag som en grundpille i Sepulturas karriere, og den hellige firenighed med "Beneath The Remains", "Arise", "Chaos A.D." og "Roots" er da også umulig at komme udenom. Det er fire fantastiske skiver.
Kan Sepultura nogensinde komme op på det niveau igen? Svaret er, desværre, nej. Tiden, momentet og sangskriveriet er løbet fra de brasilianske svende. Det er som om man forsøger at genskabe det der engang var. Ved at prøve hårdt nok kommer det måske igen? Desværre, nej.
Bodsgang og kunstigt åndedræt
”Dante XXI” er et tydeligt eksempel på, at Sepultura stadig har masser at byde på. Bandet har taget Dante Alighieris tidsløse roman ”The Divine Comedy” og forsøgt at lave et konceptalbum, hvor de ligesom i bogen gennemgår faserne Helvede, Skærsilden og til sidst Paradis. Alle tre dødsriger med hver sit råderum. Hvor er Sepultura nu? Utvivlsomt i skærsilden, for de har stadig meget der skal betales for. Pressen (mig selv inkl.), fans (mig selv inkl.) og alle andre har hver deres mening om Sepultura før og nu – og selvom vi ikke nødvendigvis vil være ved det, så er vi stadig lidt sure på Sepultura og Max Cavalera for ikke at kunne holde sammen! Vi kræver bodsgang – og det går de nu med deres fjerde studieplade med Derrick Green som forsanger.
Pladen er ikke dårlig. Slet ikke. Den er faktisk overraskende god. Sepultura har taget konceptet og kørt det fuldt ud. Det virker lidt søgt at forme en plade om en 700 år gammel bog, men det virker. De har sange der minder om de tre dødsriger, og med nogle ret kunstneriske introer og vovede passager lykkes det Sepultura at støbe en solid plade i form af ”Dante XXI”, og stadig holde den politiske kritik i ave, noget der har været deres kendetegn i hele karrieren. Sangen ”Nuclear Seven” er et tydeligt bevis på, at de stadig har evnerne til at skyde med skarpt mod atommagterne i verden (specielt USA), og dermed den politiske overmagt, som Sepultura altid har set sig sur på.
Endelig domsafsigelse over ”Dante XXI”. Fint album, godt koncept og veludført musisk. Bandmedlemmerne har været kreative og fået en håndfuld solide sange ud af det – men intet specielt. Ikke noget særpræget, der kan give dem den syndsforladelse, de så gerne vil have. Intet der kan rive dem ud af glemselens sorte hul. Væk er de tider hvor Sepultura henrykkede verden med ”Territory” og ”Arise”.
Et komma i historien
”Dante XXI” vil være et komma i deres historie, for et punktum bliver det helt sikkert ikke. Kun fans vil købe denne skive, og de vil nok også blive underholdt, men om et års tid er det igen ”Arise”, ”Chaos A.D.” og ”Roots” der bliver hevet ud af hylden og smidt i anlægget. En skam? Næ, ”Dante XXI” er ikke bedre end forgængerne, men det er dæleme også uretfærdigt at skulle bedømmes på den skala. For skiven er bedre end noget Korn nogensinde har lavet.
Men igen, at bedømme plader på Korn-skalaen ville jo betyde, at alle Sepulturas plader skulle have 13. Så derfor nøjes jeg med nøgternt at konstatere, at ”Dante XXI” er et kunstigt åndedræt for Sepulturas karriere. Ikke dårligt, men heller ikke fremragende.
Kunstner
Titel
"Dante XXI"
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter